Analyse: Nu handler det om antal kampfly

Lyt til artiklen

I dag kom det frem, at Forsvarsministeriet indstiller til Folketinget, at Danmark skal købe 27 nye kampfly af typen F-35.

Der er tale om en milliardinvestering, og valget af fremtidens kampfly har været ventet i årevis. De kommende uger, måske måneder, vil partierne bag forsvarsforliget og det store flykøb diskutere frem og tilbage. Nye detaljer vil dukke op, og der vil blive rejst tvivl om både den ene og den anden detalje bag beslutningen.

Ikke mindst de to forsmåede konkurrenter, som er blevet fravalgt til fordel for Lockheeds F-35-fly, vil forsøge at plante usikkerhed blandt partier, medier og erhvervsliv med relevante, men indviklede indvendinger mod købet af favoritten.

LÆS OGSÅ Regeringen vil købe 27 F-35 kampfly

Alligevel er der ikke nogen udsigt til, at den »lange, skønne og herlige« debat, som forsvarsminister Peter Christensen (V) forudså i foråret, vil føre til større ændringer. Det skyldes både kolde fakta og mere gedulgte politiske overvejelser.

Nøgternt set kan alle tre fly udføre de opgaver, som F-16-kampflyene har gjort siden starten af 1980’erne. Alligevel er det ikke uden grund, at F-35 altid har været favorit – og kun giver odds 1,2 til de spillelystne hos bookmakerne. En række kendsgerninger taler for det amerikanske fly, selv om det ikke er færdigudviklet og kan beskrives som et gigantisk flyvende udviklingsprojekt.

Det nyeste og mest avancerede

For det første vil USA bruge flyet som grundstamme i landets flyvevåben i de kommende 30-40 år. Danmarks andre nærmeste allierede, som danske piloter skal samarbejde med under missioner i udlandet, har også valgt at satse helt eller delvis på F-35, der markedsfører sig som ’fremtidens kampfly’. Når USA, Storbritannien, Holland og Norge sammen med en stribe andre lande har valgt flyet, taler det i sig selv for, at Danmark følger trop.

For det andet er flyet det nyeste og mest avancerede af de tre konkurrenter. Både det amerikanske F-18 Superhornet fra Boeing og det fælleseuropæiske Eurofighter fra Airbus er færdigudviklede fly – endda af høj standard, der på en række punkter matcher eller overgår F-35 – men F-35 har som det nyeste fly og med udsigt til en produktion på op mod 3.000 styk en kæmpe fordel, fordi udviklingsomkostninger kan fordeles over langt flere fly, end det er tilfældet hos konkurrenterne.

For det tredje er F-35 amerikansk produceret, og det ligger i kortene – også efter ’udenrigsgransker’ Peter Taksøe-Jensens anbefalinger om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik – at USA også i fremtiden er Danmarks vigtigste allierede. At statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) oven i købet kan have det glade budskab med som gave til værten ved morgendagens State Dinner for de nordiske ledere i Det Hvide Hus, er værd at tage med for statsministeren.

LÆS ARTIKEL Udenrigsgransker i ventet rapport: Forsvaret skal have flere penge år for år

Det er dog ganske rigtigt blevet anført, at meget endnu kan gå galt med F-35-flyet, der har brilleret med store budgetoverskridelser og bunker af især it-problemer. I krogene tales der om en gigantisk ny IC4-skandale i vente. Reelt er det dog meget usandsynligt, at USA lader projektet kuldsejle, når F-35 er udpeget som det vigtigste fly for verdens stærkeste militærmagt i mange, mange år.

På den baggrund vil ingen partier i forsvarsforliget helhjertet kæmpe imod valget af F-35. Om ikke andet så fordi, at hvis noget alligevel skulle gå helt galt, kan alle andre pege på Venstre som drivkraften bag beslutningen.

Derfor er fokus nu også mere på antallet af nye fly. Regeringens forslag om 27 af slagsen er udtryk for en fingernem tilpasning af antallet til den nuværende økonomiske ramme. Det sker ud fra en kølig forventning om, at hvis det skulle vise sig ikke at være nok, vil ingen forsvarsforligspartier stille sig i vejen for et ekstrakøb i fremtiden. Tænk bare hvis et endnu mere truende Rusland lurer i baggrunden.

Det er set før, at forsvaret har købt ind til grænsen og derefter alligevel har fået flere penge, fordi den første og største investering er foretaget.

Jacob Svendsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her