De kender intet til hinandens eksistens. Den sæddonor, der er biologisk ophav til sine børn, er oftest camoufleret bag et tal eller en kode.

Men stadig flere familier forsøger at bryde anonymitetens panser. De prøver at få kontakt til andre familier, hvis børn er undfanget ved hjælp af sæd fra den samme donor. Et hyppigt ønske er, at børnene skal have mulighed for at møde deres biologiske halvsøskende. I Danmark findes i dag flere tusinde børn med en anonym donorfar.

Leder efter sæddonoren
Og lige nu forsøger flere danske familier at skabe kontakt på The Donor Sibling Registry (registret for donorsøskende, red.), en amerikansk internethjemmeside, som så vidt vides er den eneste af sin art.

Det er oftest forældrene, der lader sig registrere, og som formedelst 40 dollar køber sig til en mulighed for at skaffe forbindelse til andre forældre, hvis børn også er undfanget efter insemination med sæd fra en donor.

Hjemmesiden har eksisteret i syv år, tæller over 8.000 medlemmer og har angiveligt formidlet kontakt mellem knap 3.500 halvsøskende. Andre har via hjemmesiden forsøgt at finde frem til deres eget genetiske ophav, sæddonoren.

En håndfuld danskere figurerer på hjemmesiden, hvor de søger kontakt til andre ved at anføre kodeordet eller kodetallet på deres sæddonor.

Det kan for eksempel være 3001 ’Jens’, 649 ’Arve’, 27 ’Erik’ eller blot ’Arnt’. Bag disse kryptiske navne gemmer sig sæddonorer, som har det til fælles, at de ønsker at være anonyme, og at de har afgivet sæd på den store danske sædbank Cryos International.

Cryos sælger donorsæd til mange lande, så sædbankens donorer vil per definition være biologiske fædre til børn rundt om i verden.

Trussel mod sæddonerer
Direktøren for Cryos, Ole Schou, er først for nylig blevet bekendt med den nye trafik på internettet.

Han er ikke udelt begejstret for, at det på den måske bliver muligt at nedbryde de hidtil vandtætte skotter mellem sæddonorer og modtagere og mellem modtagere indbyrdes.

Ønsket er måske forståeligt, men kan i sidste instans betyde, at ingen vil være sæddonorer, siger Ole Schou.

»Min skepsis skyldes i første række et hensyn til vore sæddonorer, men også til de forældre, der på ingen måde ønsker at blive kontaktet af andre – måske fordi deres børn ikke ved, at de er undfanget via sæddonor. Jo mere familierne og børnene forsøger at kontakte hinanden, jo større er muligheden for, at de kan finde frem til hinanden og måske også til en donor, der ønsker at være anonym. Og donoren selv kan måske – hvis han surfer på internettet – risikere at støde på børn, som han hurtigt kan regne ud, at han er biologisk ophav til. Og det er simpelthen ikke fair«, siger Ole Schou.

Han understreger dog, at han intet har imod, at sædmodtagerne kontakter hinanden – vel at mærke hvis begge parter ønsker det.

Sæddonoren er ikke far
Cryos International har nu strammet op på procedurerne for at lægge røgslør over donorernes identitet. Firmaet har for eksempel droppet de hidtidige kodenavne og numre og er gået over til at benytte fingeraftryk. Beskrivelserne af donorerne, der i visse tilfælde omfatter mange karakteristiske personlige oplysninger, vil også blive gjort mere uigennemsigtige, siger Ole Schou.

Han vurderer, at interessen for at opspore genetiske sæddonorslægtninge er størst blandt lesbiske og enlige kvinder.

De har, i modsætning til familier med både en mor og en far, et mere oplagt forklaringsproblem, hvis barnet på et tidspunkt begynder at spørge, hvor det egentlig kommer fra.

Et følsomt emne
Det bekræfter lederen af den københavnske fertilitetsklinik StorkKlinik, jordemoder Nina Stork.

På et tidspunkt begyndte klinikken at få flere henvendelser fra klienter, der ville have, at deres børn skulle have kontakt med deres biologiske halvsøskende.

»Det er et meget følsomt emne, og først var vi ikke helt afvisende over for tanken. Nu har vi imidlertid besluttet, at vi ikke vil formidle disse kontakter. Først og fremmest fordi det er i modstrid med hele grundlaget for arbejdet på vores klinik, hvor de fleste klienter jo er enlige eller lesbiske«, siger Nina Stork.

»Vi ser ikke primært på familien som en biologisk enhed, men mere som en social og kulturel størrelse, hvor det at leve sammen og vokse op sammen betyder mere end det biologiske slægtskab. Af samme grund kalder vi heller ikke en sæddonor for en far. Sæddonorerne er ikke fædre til de mange børn, der skabes via deres sæd, og de ønsker heller ikke at blive betragtet som fædre. Disse mænd har deres egen familie, og det er der, de er fædre. Ud fra den samme opfattelse betragter vi heller ikke deres mange donorbørn som halvsøskende«.

Nina Stork indrømmer dog, at mange af klinikkens tidligere klienter indimellem kan finde på at skæve lidt til hinandens børn, når der hvert år kaldes til Storketræf. Knægten derhenne kunne da godt ligne ens egen pode.