Gevinsten ved at satse på den nye avancerede NAT-screening af donorblod er beskeden, men udgiften er til gengæld stor:

Det vil koste samfundet 400 millioner kroner, at ét menneske færre bliver smittet med hiv via donorblod over en periode på 10 år.

Alligevel mener formanden for sundhedsudvalget i Danske Regioner, regionsrådsformand Orla Hav (S), Nordjylland, at politikerne på Christiansborg skal sige ja til metoden.

»Under andre omstændigheder end dem, der foreligger her, ville der have været fri bane til at drøfte prioriteringstemaet i denne sag. Men i lyset af de to tragiske tilfælde af hiv-smitte på Rigshospitalet er det simpelthen ikke muligt for politikerne at gøre andet end at indføre teknikken og dermed forbedre beredskabet«, siger Orla Hav, som også er formand for Dansk Selskab for Medicinsk Prioritering.

Dyr teknik
De to smittede var begge patienter på Rigshospitalet, og her blev de smittet med hiv efter at have modtaget blodtransfusioner i februar i år. Den nye NAT-screening, som blev politisk nedprioriteret for tre år siden, fordi man ikke mente, at udbyttet stod mål med prisen, er siden blevet mere fintfølende.

I dag vil den give en højere grad af sikkerhed for, at der ikke slipper hiv-inficeret donorblod igennem til patienterne på sygehusene.

Teknikken er avanceret og dyr. For dyr? Nej, mener lægelig direktør Jannik Hilsted fra Rigshospitalet.

»Selvfølgelig skal vi ikke rutte med skatteborgernes penge. Dels synes jeg ikke, at 40-42 millioner kroner om året er eksorbitant dyrt, dels er NAT-teknikken i mine øje fremtidens teknologi. Den kan også opdage andre former for smitte. Så ved at indføre NAT-screening fremtidssikrer vi simpelt hen teknologien på dette meget vigtige område«, siger Jannik Hilsted.

Ikke økonomisk fornuftigt
Professor Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet er sundhedsøkonom, og han tør godt give et sundhedsøkonomisk bud på fornuften i den nye screening: Dumpet.

Men andre forhold spiller ind, erkender Møller Pedersen.

»Hvis man anvendte det samme ræsonnement andre steder i sundhedsvæsenet, som man muligvis vælger at gøre her, ville hele sundhedsbudgettet gå til at sikkerhedsscreene. Men der kan også anlægges en etisk vinkel i den konkrete sag. Nemlig at de mennesker, der indlægges på et sygehus, er totalt uskyldige i at blive udsat for smitte, og at de må og skal have krav på den bedst tænkelige beskyttelse. Men jeg må samtidig advare: Selv med den nye teknik er der ikke sikkerhed for at undgå inficeret donorblod«, siger Kjeld Møller Pedersen.

Biseksuelle bruger blodbank til hivtest
Dansk donorblod har internationalt ry for høj standard og betydelig sikkerhed, bl.a. fordi det leveres af et frivilligt, ulønnet donorkorps, hvor donorerne ingen økonomiske interesser har i at afgive deres blod. Men når sikkerheden er så høj, hvordan kunne uheldet på Rigshospitalet så overhovedet ske?

Afdelingschef Kåre Mølbak, Statens Serum Institut, har et bud på en årsag.

»Hvis man som gift mand har en adfærd, hvor man også har sex med mænd, er det sin sag regelmæssigt at lade sig hiv-teste på normal vis. Det kunne jo vække mistanke hjemme hos konen. Så vi har en lille fornemmelse af, at der muligvis er enkelte personer med en vis risikoadfærd, der vælger at blive bloddonorer, fordi de på den måde automatisk kan blive hiv-testet, uden at det vækker opmærksomhed. Erfaringer fra udlandet peger på, at det godt kan være tilfældet. Og hvis en sådan person ikke er helt ærlig, når han udspørges som donor, så ligger der en mulig smitterisiko«, siger Kåre Mølbak.