Nøglen til at forstå de socialdemokratiske personopgør, som for tiden udgør den politiske underholdning, ligger i fortiden. I gammelt had og nag, i opsparede frustrationer, i skuffede ambitioner og i personlig mistillid.

Karen Jespersen har sådan set ikke lagt skjul på, at der var en god portion gamle frustrationer tilsat hendes beslutning om at gå som socialordfører.

Gammelt nag
Hun har selv forklaret, at hendes vrede mod partiledelsen rækker tilbage til hendes tid som indenrigsminister i SR-regeringen og uenighederne om udlændingepolitikken.

Den gang oplevede hun at stå helt uden partiledelsens opbakning - og samtidig blive klandret for Socialdemokraternes katastrofevalg i november 2001. Det frygtede hun at opleve igen.

Arge fjender
Hvad Karen Jespersen ikke selv har fremhævet, er det ualmindeligt dårlige personlige forhold mellem hende og den nyvalgte partiformand Mogens Lykketoft.

Karen Jespersen er uden sammenligning Lykketofts argeste fjende i folketingsgruppen.

Deres had blev grundlagt, mens Lykketoft var den påholdende finansminister, og Karen Jespersen var socialminister, der sloges for flere penge til socialpolitikken.

Et slag hun ind imellem udkæmpede med, hvad flere af de andre ministre opfattede som ufine metoder.

Opsparet vrede
Gammelt nag og mistillid var også en afgørende faktor, da det i midten af december mislykkedes for Lykketoft at fordele magten i folketingsgruppen mellem fløjene.

Den gamle Nyrupfløj gik til magtfordelingen med opsparet vrede over, hvad de og Poul Nyrup Rasmussen oplevede som måneders undergravende virksomhed fra Mogens Lykketoft og hans støtter i alliance med Svend Auken og hans støtter.

Den vrede, plus gamle erfaringer med Lykketoft som magtfuld finansminister og indpisker i SR-regeringen, fik Nyrupfløjen til at kræve en gruppeledelse med to pladser til hver fløj.

Henrik Dam Kristensen ville ikke sidde alene som gidsel i ledelsen, og Henrik Sass Larsen frygtede, at han som finansordfører uden plads i ledelsen ville opleve, at Lykketoft og gruppeformand Pia Gjellerup kørte finanspolitikken bag om ham.

Og når Nyrup-fløjen i december kunne mønstre næsten halvdelen af folketingsgruppen i et kampvalg, så skyldes det også først og fremmest gammelt nag og gamle frustrationer.

En klar advarsel
Mange af stemmerne på Nyrupfløjens kandidater kom fra den såkaldte mellemgeneration - de lidt ældre socialdemokrater der aldrig fik en chance som ministre, og som frygter, at det er for sent næste gang. Samt af både ældre og unge, der bare er generelt utilfredse med mange års topstyring.

Frustrationerne er rettet mod Lykketoft, fordi han i hele regeringstiden kørte parløb med Nyrup. Partifællerne har flere års erfaringer med Lykketofts ledelsesstil, og mange bryder sig ikke om den. De ønskede at sende ham en klar advarsel mod at fortsætte med topstyring i en lille kreds bag lukkede døre.

Lykketofts helt store opgave bliver at sørge for, at fortidens nid og nag ikke får lov til at forpeste fremtiden for det kriseramte parti. Og den opgave vil han - uanset den udbredte skepsis - få noget tid til.

Ikke optræk til et opgør
Trods rumlerierne i kølvandet på Karen Jespersens smækken med døren er der ikke optræk til et opgør mod Mogens Lykketoft som partileder her og nu. Eller til mytteri i folketingsgruppen.

Nyrupfløjen har strategisk set ingen interesse i at undergrave Lykketofts position lige nu.

For hvis sådan en aktion skulle ende med, at Lykketoft måtte give op, så er der kun arvefjenden Frank Jensen som mulig ny partiformand. Nyrupfløjen har endnu ikke et alternativ, der ville kunne matche Frank Jensen i forhold til partiets bagland.

Derfor ender balladen Karen Jespersen efter alt at dømme, når gruppen mødes i dag. Især hvis det lykkes at finde arbejdsopgaver til hende, der kan begrænse hendes trang til at agere løsgående missil i den kommende tid.

Må finde en løsning
Men hvis projektet og roen skal være mere langtidsholdbart, bliver Lykketoft nødt til at finde en løsning, der kan sikre den gamle Nyrupfløj plads i gruppeledelsen.

Det vil ikke bilægge alt gammelt nag og fjerne al personlig mistillid, men det vil være langt sværere for Nyrupfløjen at være højlydt utilfreds, hvis den selv sidder med ved bordet og er medansvarlig for den politiske linje.