HÅRDT. Line Kjær hjælper Gustav med at snøre. Han stod på venteliste i 1,5 år, og hun havde ikke noget imod at betale mere i kontingent for at få sit barn til for eksempel fodbold og svømning. Selv om hun godt kan se, at det fjerner sig fra den foreningstanke, hun også selv nød godt af som frivillig i FDF. Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

HÅRDT. Line Kjær hjælper Gustav med at snøre. Han stod på venteliste i 1,5 år, og hun havde ikke noget imod at betale mere i kontingent for at få sit barn til for eksempel fodbold og svømning. Selv om hun godt kan se, at det fjerner sig fra den foreningstanke, hun også selv nød godt af som frivillig i FDF. Foto: Finn Frandsen

Undersøgelse: Forældre kræver service fra børnenes sportsklub, men engagerer sig i ringe grad

Idrætsstuderende fra Aalborg Universitet peger på, at forældre i dag i højere grad tænker på eget barn og mindre på klubben. Idrætsforsker advarer mod udvanding af foreningsliv.

Danmark

Mange moderne forældre ser livet i sportsklubben som et gode, man betaler sig fra. Flere har ikke tid til at engagere sig, men har til gengæld overskud til at kræve udstrakt service fra foreningen.

Og de, der stiller op, gør det oftest for at gavne eget barn eller selv få en oplevelse.

Det topstyrede fungerer, men det går jo også ud over det frivillige og det demokratiske aspekt

Det viser en undersøgelse, som tre idrætsstuderende fra Aalborg Universitet har udarbejdet. Inspirationen var, at de selv som aktive i foreninger og klubber havde oplevet, at forældrene stiller større og større krav uden at byde ind.

»Det er lidt af et paradoks. Men vi ser faktisk at forældrene, der ikke selv bruger tid på klubben, forventer rigtig meget af foreningen og af de andre frivillige«, fortæller Jakob Andersen Molbech, der sammen med Jesper Wasilewski Larsen og Thyge Sall har lavet 9. semester projekt på Aalborg Universitet baseret på interviewundersøgelser blandt småbørnsforældre i to håndboldklubber og en fodboldklub i Nordjylland.

»En af barriererne for at involvere sig var tid, sagde de fleste. Lidt sært, at man, når man ikke vil bruge tid selv, forventer at andre gør det. Og vi hørte fra de frivillige, at nogle følte det som et pres, at forældrene kommer og kræver for eksempel ’hvorfor starter mit barn ikke inde’, eller ’’hvorfor træner I på den måde?«, siger Jakob Andersen Molbech om undersøgelsen, som blevet lavet sammen med vejlederen Kathrine Liedtke Thorndahl.

»For nogle af forældrene, der lyder det som om, at de taler om et fitnesscenter, hvor de afleverer børnene for at træne, og hvorefter de så bare kommer og henter dem senere«.

En kagebagetype

De tre idrætsstuderende snakkede også med mange forældre, der gjorde en hel masse, og som opfattede livet med holdet som en væsentlig social faktor. Her var det vigtigste motiv, at det var for barnets skyld. Eller at den voksne selv ønskede at lære noget indenfor sporten. Men det store flertal holder sig fra pligterne – eller ønsker blot at give en hånd ved enkeltstående arrangementer.

»Vi hørte et sjov citat fra en forældre ’jeg er en kagebagetype’. Det er fair nok, men det holder ikke foreningen kørende. Og det kræver enormt overblik og administration for klubben at uddelegere ad hoc opgaver«, mener Jakob Andersen Molbech.

De idrætsstuderende oplevede to strategier til at inddrage forældrene. I en klub, hvor man har et elitært sigte, har man formaliseret pligterne til mindste detalje, og alle skulle byde ind med fx kørsel eller salg af pølser ved stævne. Den anden strategi i mindre klubber er, at inddrage forældrene meget tæt, så der opstår et fællesskab omkring skole og venskaber, sådan at det bliver en social forpligtelse.

»Det topstyrede fungerer, men det går jo også ud over det frivillige og det demokratiske aspekt. Og kun en klub med mange medlemmer og ressourcer kan honorere at planlægge i detaljen«, siger Jakob Andersen Molbech.

Også en ny undersøgelse fra Syddansk Universitet peger på, at det er blevet sværere at få yngre voksne til at tage del i klubben. Andelen af 20-39 årige frivillige ledere i idrætslivet, er faldet fra 39 procent i 2004 til 24 procent i 2015. Samtidig melder 36 procent af foreningerne, at de har store problemer med at tiltrække frivillige ifølge rapporten fra Karsten Elmose-Østerlund, Center for Forskning og Idræt under SDU.

Noget for noget

Kasper Lund Kierkegaard, idrætsforsker og konsulent i DGI, er meget bekymret over udviklingen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det afgørende for et frivilligt foreningsliv er, at man ikke blot betragter foreningen og de frivilligt som private idrætsudbydere. Frivilligt engagement og civilsamfund består i udbredt grad af forældre, der selv engagerer sig i deres børns aktiviteter indtil forældrenes faglighed ikke kan trækkes længere«.

Idrætsforskeren frygter, at et rent køber-sælger-perspektiv vil true det selvorganiserende element i foreningerne.

»Det handler i sidste ende vores oplevelse af, om foreningslivet skal være ’noget for noget’ på markedsvilkår, eller om vi skal engagere os for at være ’nogen for nogen’«.

Siger Kasper Lund Kirkegaard, der dog sagtens kan forestille sig en opdeling i professionaliserede svømmeklubber, hvor man køber en kompetence til sit barn. Mens andre klubber lægger op til mere personligt engagement.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce