Danmark

Én avokado kræver 320 liter vand: Supermarkedskæder dropper indkøb fra flere plantager

Den vandkrævende avokado er så efterspurgt i vesten, at det har skabt skovfældning og ulovlig vandudvinding i Chile.

Danmark

De engang så frodige floder i Petorca–provinsen i Chile er tørret ud. Mange græssende dyr er døde eller er blevet solgt. Sammen med sin mand har lokale Gabriella Valencia oplevet, at vestlig efterspørgsel på avokado har gjort, at familien har måttet økonomisere med det tilbageværende vand.

»Vi undlod at vaske tøj for at kunne lave mad«, siger hun.

Historien om vandmangel, skovfældning og lastbiler, der nu leverer vand til de lokale, stammer fra en ny journalistisk rapport fra mediet Danwatch.

Sporene fører til grøntafdelingerne i danske supermarkeder. Der har nemlig været en stigende efterspørgsel på avokado, og salget er i Coops butikker steget med 60 procent siden 2012.

Da vi blev bekendt med omfanget af vandknapheden i Petorca–provinsen sidste sommer, ændrede vi med det samme indkøbspolitik

Butikker ændrer politik

Som følge af rapporten har to store supermarkedskæder ændret deres indkøbspolitik for avokadoer, fortæller de til Politiken.

»Da vi blev kontaktet af Danwatch i forbindelse med rapporten, gik vi i dialog med vores leverandører, og vi bad dem om at tage de nødvendige foranstaltninger for at undgå at købe varer fra plantager, der har været involveret i ulovlig udvinding af vand«, siger Aldis kommunikationschef, Thomas Bang.

Aldi har forhandlet avokadoer fra Chile i cirka halvanden måned om året, når de ikke har kunnet få frugten fra primært Spanien. Normalt stiller kæden krav til leverandørerne om at overholde blandt andet FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder.

Også Dansk Supermarked ændrer politik, siger pressechef Mads Hvitved Grand.

»Da vi blev bekendt med omfanget af vandknapheden i Petorca–provinsen sidste sommer, ændrede vi med det samme indkøbspolitik på avokadoer. Siden har vi sikret, at vi kun indkøber avokadoer fra andre leverandører eller lande for at undgå områder med vandknaphed«, siger han.

320 liter vand for en chilensk avokado

I gennemsnit kræver det 70 liter vand at producere en avokado. I Petorca–provinsen, hvor mindst 60 procent af Chiles avokadoer dyrkes, kræver det fire gange så mange liter vand, nemlig 320 liter.

Befolkningen i provinsen er så hårdt ramt af vandmangel, at de ifølge Center for Menneskerettigheder ved Diego Portales Universitetet i Chile har fået overtrådt deres menneskeret til vand.

I Chile gør vandloven, at vand anses for at være privat ejendomsret, og dermed har avokadoplantager lovligt kunnet tømme floderne. En række plantager er beskyldt for vandtyveri, og nogle er dømt for brud på vandloven. Konflikten om retten til vand i provinsen har ført til demonstrationer og voldelige overfald, beretter rapporten.

Ifølge Danwatch har også Lidl forhandlet avokadoer fra provinsen i Chile. Desuden ved Rema 1000 ikke med sikkerhed, om de har solgt frugten fra provinsen, og Dagrofa har ikke svaret på Danwatchs henvendelse.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce