Bedsteforældrene nægter sig skyldige i forsøg på kidnapning, men er nu blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Politiet kørte 200 km/t: Bedsteforældre stoppet efter biljagt og fænglet for at forsøge at bortføre børn til udlandet

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 15.19 efter grundlovsforhøret.

Et bedsteforældrepar, der er sigtet for at have forsøgt at bortføre deres to børnebørn til udlandet fredag eftermiddag i Holstebro, er lørdag blevet fængslet i fire uger, oplyser anklager Iben Bøttker efter et grundlovsforhør i Retten i Herning.

Bedsteforældrene nægtede sig i grundlovsforhøret skyldige. De to er sigtet for at have forsøgt at unddrage børnene deres forældremyndighed ved at have forsøgt at bringe dem til udlandet.

Børnene bor på et asylcenter i Holstebro med deres ukrainske mor. Fredag var bedsteforældrene, der er forældre til børnenes far, der ikke længere danner par med børnenes mor, på besøg på asylcentret.

»Der er enighed om, at der er et fint forhold mellem bedsteforældrene, den tidligere svigerdatter og børnene, og der er enighed om, at de mødes på asylcentret«, siger anklageren.

På et tidspunkt kom børnene ind i bedsteforældrenes bil, der kørte fra asylcentret.

»De (bedsteforældrene, red.) siger, at det er en aftale, at de gerne må køre med børnene«, siger anklageren.

Politiet blev alarmeret, og efter en eftersættelse, hvor politiet på et tidspunkt kørte 200 kilometer i timen, blev bilen med bedsteforældrene og børnene stoppet omkring 45 kilometer fra asylcentret.

Det er politiets opfattelse, at bedsteforældrene ville køre børnene til Tyskland. De fængslede bedsteforældre er henholdsvis i 50’erne og 40’erne.

Dommeren i grundlovsforhøret fandt, at der var en begrundet mistanke om, at bedsteforældrene havde gjort sig skyldige i den rejste sigtelse. Derudover vurderede retten også, at der er en risiko for, at de vil forlade landet eller forsøge at påvirke efterforskningen, hvis de er på fri fod, forklarer anklageren.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her