Revalideringsordningen er en effektiv ordning, men bruges sjældent.
Foto: Jens Dresling (arkiv)

Revalideringsordningen er en effektiv ordning, men bruges sjældent.

Danmark

Revalidering virker, men bruges næsten ikke

Markant flere kommer ifølge nye tal i uddannelse, når de er på revalidering, set i forhold til andre ordninger. Socialrådgivere vil åbne ordning for flere.

Danmark

Det er lettere for folk med en uddannelse at komme i arbejde. Det er en bredt anerkendt sandhed blandt både politikere og fagfolk.

Derfor må konklusionerne i en ny rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) vække tilfredsstillelse hos de fleste aktører på beskæftigelsesområdet.

I rapporten har AE analyseret effekten af flere forskellige tilbud i beskæftigelsesindsatsen, og ser man nøgternt på tallene, kommer en markant del af de borgere, der modtager den såkaldte revalideringsydelse – støtte til mennesker med begrænset arbejdsevne – i uddannelse. Hele 69 procent af borgere på revalidering er under uddannelse, og hele 58 procent modtager såkaldt ordinær uddannelse.

For folk på kontanthjælp er det omvendt kun 5 procent, der er under uddannelse. For modtagere af uddannelseshjælp er tallet kun lidt over 22 procent.

Ifølge Lars Andersen, der er direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, bør tallene få Christiansborg til at overveje strategien i beskæftigelsesindsatsen.

»Der er ingen tvivl om, at når man ser på tallene, så er revalideringsordningen et meget effektivt instrument. En stor andel af modtagerne kommer i uddannelse, som vi ved meget ofte fører til job og permanent selvforsørgelse. Der er tale om et markant uddannelsesløft for denne gruppe sammenlignet med andre«, siger han og tilføjer:

»Man bør se meget nøje på, om ikke man burde udvide revalidering til at omfatte flere mennesker. Der er mange, der har været væk fra arbejdsmarkedet i lang tid, der ville kunne drage nytte af en mere åben ordning«.

I dag bliver revalidering tildelt de borgere, der af fysiske, psykiske eller sociale årsager har besvær med at varetage eller fastholde et job.

Ordning under pres

Hos Dansk Socialrådgiverforening er man begejstret for rapporten. Den bekræfter nemlig, hvad de har påpeget længe, siger forkvinde Majbrit Berlau.

»For tusinder af mennesker, der har problemer med at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, er revalidering ofte en gamechanger. Og nu ser vi dokumentation for, at støtten er langt mere effektiv«, siger hun og går i rette med de politiske flertal, der gennem årene har gjort det sværere for folk at modtage revalidering.

»Man har igen og igen begrænset adgangen til revalidering, men hvis man vil spille sine kort rigtigt, så gjorde man det modsatte. Man fjernede lovgivning, der gør det sværere for kommunerne. Det er i mine øjne ligetil. Ja, man bruger flere penge her og nu, men hvis man får folk væk fra passiv forsørgelse, så er der potentiale for kæmpe besparelser over tid«.

I 2016 fremlagde den daværende V-regering sin 2025-plan, og her foreslog man at afskaffe revalideringsordningen med det argument, at ordningen var for dyr sammenlignet med andre tiltag.

»Fra min stol hører jeg politikere sige, at man skal bruge pengene på det, der virker. Det her virker, men man gør det besværligt at bruge. Og at man måske helt vil afvikle revalidering, det er jo fuldstændig absurd«, siger Majbrit Berlau.

Hos Socialdemokratiet erklærer beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen sig enig og kalder det »tudetosset«, hvis man afskaffer ordningen.

»Det er et af de bedste redskaber, der findes, og hvis man i de enkelte kommuner vil have flere på ordningen, så må vi se på, om det kan løses«, siger han.

Der er ingen tvivl om, at når man ser på tallene, så er revalideringsordningen et meget effektivt instrument

Socialdemokratiet vil dog ikke pålægge kommunerne at optage flere på den relativt dyre ordning. Men hvis kommunerne vil, skal de have lov, siger ordføreren.

Eftersyn i gang

Revalidering udløser lige knap 18.000 kroner om måneden. På ti år er antallet af mennesker på revalidering faldet fra cirka 19.000 i 2006 til lidt over 6.000 i 2016.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det, til trods for at en Cabi-analyse fra 2012 konkluderede, at revaliderings jobeffekt er op til tre gange højere end øvrige aktiveringstilbud.

I forbindelse med den daværende V-regerings forslag om at afskaffe ordningen udtalte Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, til Altinget, at revalidering var »dyr« og »utidssvarende«.

»De penge, vi bruger på revalidering, kan bruges bedre«, sagde han dengang.

I dag har Troels Lund Poulsen (V), der nu er beskæftigelsesminister i V-LA-K-regeringen, ikke planer om at afskaffe revalidering, selv om det var en del af 2025-planen. Men han fastholder i et skriftligt svar til Politiken, at ordningen er blevet »overhalet« af andre tilbud.

Ministeren henviser til, at regeringen i øjeblikket ser hele beskæftigelsesindsatsen efter i sømmene.

»Jeg har sagt, at regeringen vil forenkle hele beskæftigelsesindsatsen, og at jeg opfordrer både kommuner, jobcentre og andre til at komme med deres forslag til, hvordan vi skruer den mest effektive indsats sammen«, lyder det fra ministeren.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce