Nu kan det være nok. Mange præster gider ikke længere bo i præstegårdene.

De har bopælspligt, men ingen indflydelse på boligens stand. De må slås med besværlige menighedsråd.

Og nu betragtes de også som forkælede skrighalse, der ikke vil betale en ordentlig husleje for deres luksusforhold.

Ofte blot et stridspunkt
»Ud med embedsboligerne. Vi vil bo i vores egne huse«, siger sognepræst Jesper Yde fra Præsteforeningens hovedbestyrelse.

»Præstegårdene er blevet overflødige og er alt for ofte bare et stridspunkt. Vi ager jo ikke med stude eller går i træsko med halm. Menigheden er jo ikke en almue, der kommer og banker på en sen aften. De ringer eller mailer. Kommunikationen er blevet moderne«, siger han.

Mange præster har længe følt, at ulemperne ved at bo i en embedsbolig overstiger fordelene. De er blevet endnu flere, efter at Kirkeministeriet netop har forlangt, at alle landets præstegårde skal nyvurderes.

Præsterne bor simpelthen for billigt, mener ministeriet, der helst ser, at huslejerne i embedsboligerne sammenlignes med almindelige omkostninger ved at bo i ejerboliger.

Brok fra menighedsrådene
»Det er bare dråben, som får bægeret til at flyde over. Folk aner ikke, hvor mange præster der lever i brok og ballade med menighedsrådene over deres boliger. Og så skal de oven i købet være taknemmelige og ydmyge. Det kan simpelthen ikke være rigtigt«, siger Jesper Yde.

Sammen med andre præster dannede han for ti år siden sammen med andre præster netværket Fagligt Præsteforum, hvis øverste programpunkt er afskaffelse af bopælspligten på præstegårdene.

Ved sidste repræsentantskabsmøde fik netværket 332 stemmer ud af godt 2.000. Og emnet kommer på dagsordenen ved næste repræsentantskabsmøde i maj.

»Jeg bestemmer intet i min egen bolig«
Præster kan dog stadig højst betale 15 pct. af deres løn i husleje, men det er heller ikke lønnen, der er det vigtigste. Det er især manglen på privatliv og stridigheder med menighedsråd over boligen. Det er nemlig dem, der administrerer de enkelte præstegårde.

»Alle tror, vi sidder på flæsket og har det fedt, men jeg bestemmer intet i min egen bolig«, siger Orøs præst, Kirsten Schmidt, der også meget gerne ser bopælspligten ophævet.

Hendes præstegård er fyldt med rotter, men menighedsrådet vil ikke ofre penge på at komme problemet til livs.

»Jeg boede bestemt ikke her, hvis jeg ikke skulle«, siger hun.