1.757 dage.

Så længe har Anders Fogh Rasmussen været statsminister, og når dagen i dag er omme, har han slået en rekord.

Så er Fogh den Venstre statsminister, som har siddet længst. Han overhaler Niels Neergaard, der i april 1924 måtte overlade statsministerposten til Thorvald Stauning – den første socialdemokratiske statsminister og med 15 år indehaver af Danmarksrekorden som den længstsiddende statsminister.

Fejrer dagen i Frankrig
Anders Fogh Rasmussen tilbringer selve rekorddagen i sit hus i Frankrig. Her skriver han på en tale med den selvironiske overskrift 'Der ER noget at komme efter'.

Talen skal Fogh holde, når Venstre på lørdag fejrer rekorden med en konference, der »både skuer tilbage i historien og sætter nye mål for fremtiden«, som det hedder i invitationen.

Det er det sidste med de nye mål, som Anders Fogh Rasmussen selv står for.

Risiko for nedslidning
Fogh har al mulig grund til at tænke grundigt over sin store tale om »Venstres vision og projekt«. For efter fem år som regeringschef begynder den naturlig nedslidning, der er blevet en særlig udfordring for danske statsministre.

Risikoen for nedslidning er et udslag af en tid med meget stor politisk stabilitet – og de hæsblæsende krav fra moderne medier.

»I forhold til gamle dage er mediesliddet på topfolk i politik meget hårdere. At være statsminister i ti år er en kraftpræstation, som meget få vil gennemføre«, siger tidligere S-formand og statsministerkandidat Mogens Lykketoft.

Nedslidning er en del af forklaringen på de svenske socialdemokraters valgnederlag, mener Lykketoft. Efter ti år var svenskerne trætte af Göran Persson.

Vælgerne kører trætte
Fænomenet nedslidning kan ikke dokumenteres videnskabeligt. Men meget tyder på, at det er en faktor for vælgerne, mener Lars Bille, lektor i statskundskab ved Københavns Universitet.

»Når man ser rundt i Europa, så er det som om, vælgerne gerne vil have, at der sker noget andet efter sådan et sted mellem otte og tolv år«, siger Lars Bille.

»Så har man set længe på de samme ansigter, hørt de samme mål og retorikken begynder at blive lidt velkendt«.

»Jeg tror faktisk også, at nogle mennesker har den opfattelse, at det ikke er så ringe for demokratiet, at der sker udskiftninger i magten. Amerikanerne har jo skrevet det direkte ind i deres forfatning. Netop ud fra at magt kan slide og korrumpere og vedvarende magt kan gøre det dobbelt så meget«, siger Lars Bille.

»Partierne oplever også selv, at de bliver trætte efter for lang tid ved magten. De oplever mangel på nytænkning, entusiasme og begejstring«.

Øget medietryk
I Danmark er nedslidningsrisikoen et relativt nyt fænomen. Indtil 1990 var dansk politik præget af hyppige regeringsskift eller valg. Eller begge dele.

Poul Schlüter (K) sad ganske vist stabilt som statsminister i ti år, men udskrev valg fire gange – og vandt dem alle.

Medietrykket er også vokset og vokset for hvert år, siden TV 2 kom til verden og brød tv-monopolet i 1988.

Da Poul Nyrup Rasmussen (S) overtog magten i 1993 var det med noget så stabilt og udansk som en flertalsregering. Den holdt kun til det næste valg, men i årene efter regerede Nyrup med sikker støtte fra de radikale, SF og Enhedslisten.

En til bitter pille til S
Endnu mere stabilt har det været siden 2001. VK-regeringen har haft sit sikre flertal med Dansk Folkeparti.

Det er fløjene og de små partier, der afgør, om dansk politik skal være stabilt.

»Så længe de små støttepartier ikke vil vælte regeringen, så har den gode muligheder for at manøvrere«, siger Lars Bille.

Her kan den nye radikale kurs komme til at ændre dansk politik. Partiet vil ikke længere være et af de små, der afgør, hvem af de store, der skal være statsminister. Marianne Jelved vil selv have posten.

»Så kan vi igen få en situation med adskillige dronningerunder og meget vanskelige regeringsdannelser«, siger Lars Bille.

»Og jeg tror stadig, at vi mangler at opleve, at socialdemokraterne skal igennem den sidste fase af deres omstillingsproces. At finde ud af at de godt kan komme i regering uden at få statsministerposten«.

Tid til pauser
Den udvikling var Venstre igennem i årene frem til 1968, da man accepterede, at de radikale fik statsministerposten i VKR-regeringen.

»Det gjorde da ondt på Venstre. Ligesom det vil gøre ondt på Socialdemokratiet. Men jeg tror, at de kan blive nødt til det, hvis de vil have indflydelse igen«, siger Lars Bille.

»Men det gør så ondt, at det kan tage flere årtier for et parti at omstille sig fra det, det oprindelig var, til den nye situation. Det er måske det sidste, der mangler for Socialdemokratiet«.

»Længe nok på bænkene kan gøre dem klar til at sluge den næste bitre pille. At acceptere at de er et parti som alle andre partier, og at det ikke står i grundloven, at statsministeren skal være fra Socialdemokratiet«.