Bevares, de findes stadig.

Mænd, som overlader røgt og pleje til mor af frygt for, at barnets ben falder af under bleskifte. Som aldrig har holdt barsel og aldrig har fortrudt det. Som ikke savner tilbud. Eller som mener, at deres mandighed ville lide et knæk, hvis de skulle i en fædregruppe.

Men en interviewundersøgelse lavet af Kenneth Reinicke, Institut for Samfund og Globalisering, RUC, vidner om, at der er sket en større forandring med mænds forhold til deres rolle som far, end f.eks. statistikkerne for barselsorlov tyder på.

»Et flertal og dermed overraskende mange af dem, jeg talte med, kunne godt tænke sig, der var nogle tilbud specielt til fædre. Et sted, hvor de kunne snakke med andre mænd og spejle sig, også i de praktiske funktioner. Der var f.eks. en, der godt kunne tænke sig at se, hvordan andre fædre holder deres børn«, siger Kenneth Reinicke.

At de deltagende mænd gennemgående var lavere uddannet end gennemsnittet i Danmark, forstærker blot mandeforskerens overbevisning om, at der er sket et større skred i fædres mentalitet, end han regnede med.

Chefen og konen
»Jeg havde ventet kommentarer som: ’hvad ævler du om’, når jeg bragte et emne som fædregrupper på bane, men forandringerne er åbenbart begyndt at sive ned gennem socialklasserne og rodfæste sig. Om de kun har det i kæften og måske ikke dukker op, når tilbuddene bliver en realitet, må tiden så vise«.

Samtalerne viste også, at mændenes ønske om at tage deres forældrerolle alvorligt blev ledsaget af en del frustrationer. En far var f.eks. grundigt træt af, at han altid arbejdede, når sundhedsplejersken kom på besøg, og derfor kun fik et referat af hendes ord og anvisninger.

Arbejdspladskulturen fremstår generelt som en større udfordring end den mentale forandring ved at blive far. Hvad ville mester sige, hvis de tog fri? Og kunne han overhovedet finde ud af at udfylde papirerne ved orlov?

»En del af fædrene vidste faktisk ikke, at de havde ret til barsel ud over de første 14 dage. Det siger noget om, at mænd kæmper på mange fronter. Arbejdspladskulturen og mødrenes ønske om at få den størst mulige bid af barselsorloven er blot nogle af dem«, kommenterer Kenneth Reinicke.

En tredje er samfundets forventninger om, hvem der skal på banen, når der kommer børn.

Ikke så meget i forberedelsesfasen, altså under graviditeten.

Sendt alene hjem
I den periode har de færreste mænd fra undersøgelsen tænkt nærmere over, hvad det kommende barn vil betyde for deres liv, og derfor har de det afslappet med, at fokus stort set udelukkende rettes mod kvinden.

Med en enkelt undtagelse.

»Han havde det skidt i graviditetsperioden, fik en depression, så selv om han ikke er repræsentativ, er han det vigtige eksempel på, at sundheds- og omsorgspersonalet skal spørge ind til fædrene for at fange dem, der har behov for noget ekstra«.

At blive overset eller ignoreret tændte følelser på en helt anden måde, når det skete i forbindelse med fødslen. Her iagttog forskeren den største indignation hos fædrene. Især hvis forløbet endte med, at de blev sendt hjem fra hospitalet efter første barns fødsel. Mange oplevede det nærmest grotesk at blive tvunget til at forlade kone og barn.

Følelsen af at blive skubbet ud på sidelinjen af det professionelle system var generel hos mange af mændene.

Nærmest usynlige
»Flere fremhævede, at sundhedspersonalet var gode til at servicere mødrene, men tilsyneladende hverken havde tid eller kompetence til at tage sig af dem«, siger Kenneth Reinicke og tilføjer, at forskellen også er tydelig i skriftligt materiale.

»Måske står mandens navn ikke på kuverten. Og bliver der sendt en pjece ud, er det typisk med et foto af en kvinde med en stor bar gravid mave. Indholdet handler næsten kun om amning, så det er klart, at en mand skynder sig at række det videre, hvis han får sådan noget i hånden«.

Efter forskerens vurdering ligger den helt store udfordring i at få gearet personalet til tænke på hele familien og ikke kun på barnet og kvindens fysiske tilstand. Opgaven er ekstra stor, fordi mændene ser det som deres fremmeste opgave at støtte partneren. De opfatter det ikke som en rettighed, at f.eks. sundhedsplejersken dedicerer et vist antal minutter til ham.

Henrik Tranum, der er koordinator for projektet i Roskilde Kommune, tror ikke, at tingenes tilstand skyldes uvilje blandt personalet mod at inddrage fædre. Det er mere hans oplevelse, at mændene bliver glemt, fordi der er tradition for, at al kontakt er med moren. Så kan hun jo stå for den videre formidling.

Ny standard på vej
»Rapporten viser, at mange mænd føler sig lidt glemt i det her spil, så et af vore tiltag bliver at klæde sundhedsplejerskerne bedre på i forhold til at få fat i fædrene fra starten. Måske ender det med en regel om, at faren skal være med første gang, sundhedsplejersken kommer på besøg. Kan han ikke, må man finde en anden dato«, siger projektkoordinator Henrik Tranum.

Fædre-projekter i syv forskellige kommuner er til dato blevet støttet af statslige kroner, men der kan meget vel tænkes at være flere, oplyser sundhedsplejerske Annette Poulsen fra Sundhedsstyrelsen.

Arbejdet med i højere grad at inddrage fædrene går dog relativt langsomt, mener Kenneth Reinicke og begrunder det med, at mødre-modellerne ikke bare kan kopieres. Formen bør være anderledes, for det er ikke maskulint at være usikker og mangle viden.

Da Lørdagsliv i foråret første gang omtalte projektet i Roskilde, sagde han, at det ofte håndteres et sted mellem det tabuiserede og det latterliggjorte, når man snakker om sårbare fædre og problemer med rollen som far. Trods en bevægelse fra rollen som skaffedyr til omsorgsfar er det stadig en kendsgerning, som kalder på stor omtanke.

På maskulin vis
»Mændene skal udfordres, men ikke kastreres. De fleste vil løbe skrigende bort, hvis de bliver placeret rundt om et bord med te, hygge og snak. Arrangementerne skal være aktivitetsprægede og uden for meget dagsorden. Fædrene skal føle styring – ikke sidde og berette om følsomhed og smerte«.

Det kunne være et sted som ’Fars legestue ’ i København, hvor fædre kan møde andre fædre, snakke orlov, job, sovetider, tumle med børnene og spørge fagfolk til råds, hvis de har lyst.

»Det vigtigste er, at tilbuddet ikke truer fædrenes maskulinitet. Jeg ser et stort potentiale i det her, men saftsuseme også faldgruber, som er kæmpestore, hvis ikke tænker sig om«, slutter mandeforskeren.

Hun blev født kl. 2 om natten, og jeg måtte ikke blive der sammen med min kone og vores datter, jeg kunne køre hjem og komme igen, men jeg måtte ikke blive der. Så blev jeg sgu lidt sur, fordi jeg følte, at det hele drejede sig om moderen og barnet, der var det svært at gå ind og sige, det er sgu min datter«

Jeg har haft to ugers barsel, og det synes jeg overhovedet slet ikke, var nok. Men jeg var lærling på det tidspunkt, så det var ikke så let at sige til min arbejdsgiver, at der var noget, der var vigtigere end at arbejde her. Men jeg havde virkelig lyst til det«

Jeg føler nogle gange, systemet tænker, at mænd ikke har følelser overfor deres børn«

Der blev i mit lokalområde f.eks. taget initiativ til nogle sociale arrangementer og udflugter for enlige mødre ... men da jeg spurgte, om jeg som enlig far måtte deltage, fik jeg at vide, at jeg ikke var velkommen til at deltage«

Der kan være noget om, at mænd i mange sammenhænge er bedre til at forstå andre mænd«