Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) sætter nu sine eksperter til at undersøge, om patienter har gavn af at blive spændt ind i fod- og håndremme, sådan som personalet gør på det psykiatriske hospital, hvor landets mest sindssyge patienter er indlagt.

Det sker efter de seneste dages debat om Sikringsafdelingen på det psykiatriske hospital i Nykøbing Sjælland, hvor oppegående svært sindssyge patienter i strid med psykiatriloven får spændt armene fast til et mavebælte og får fødderne sat sammen med remme, så de ikke kan sparke og slå personale og medpatienter.

Ministeren skrev tirsdag til Region Sjælland, at metoden skal stoppes.

»Jeg kan i øvrigt oplyse, at jeg i dag har bedt Sundhedsstyrelsen foretage en faglig vurdering af tvangsfikseringsmetoder – henholdsvis dem, der følger af psykiatrilovens bestemmelser, og dem, som Sikringsafdelingen ifølge det oplyste herudover anvender«, skrev ministeren.

Ombudsmanden har indskærpet
Den ledende overlæge på Sikringsafdelingen, Benedikte Volfing, har de seneste dage været udsat for voldsom kritik, fordi hun vil blive ved med at bruge den omstridte tvangsmetode, selv om den er ulovlig og ifølge Europarådets Torturkomité »nedværdigende« over for de syge.

Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og Folketingets Ombudsmand har i årets løb indskærpet over for Sikringen, at metoden er ulovlig.

Benedikte Volfing siger, at hvis Sikringen ikke længere kan lade patienter gå rundt i hånd- og fodremme, så bliver personalet nødt til at bæltefiksere flere patienter til deres seng, flere vil blive låst inde, ligesom de bliver nødt til at bedøve patienterne med medicin for at dæmpe deres vrangforestillinger.

De bruger den fagligt set bedste metode, mener overlægen.

Et spørgsmål om værdighed
Men når man anvender tvang over for psykisk syge handler det ikke kun om, hvad der fagligt set er bedst i behandlingen, understreger overlæge Anne Mette Dons fra Sundhedsstyrelsen.

Hun er chef for det kontor, som holder øje med, om lægerne på sygehusene overholder loven.

»Ud fra en rent faglig vurdering kan det godt være, at overlægen på Sikringsafdelingen har ret i, at der kan være argumenter for at bruge metoden. Men det er også et spørgsmål om, hvad man finder værdigt for patienten. Tvang i psykiatrien handler dybest set om frihedsberøvelse. Som udgangspunkt er frihedsberøvelse i strid med grundloven og derfor noget, som ligger politikerne meget på sinde. Vi skal huske på, at med tvangsfiksering er vi inde og pille ved borgernes grundlæggende rettigheder«, siger Anne Mette Dons.

Der skal tunge argumenter til
Hvorfor er det mere værdigt at være spændt fast til en seng end at gå i remme?

»For så kan andre medpatienter og pårørende se dig i en tilstand, hvor du ikke kan bevæge dine lemmer, som du plejer. Man kan sagtens forestille sig, at nogle vil synes, at det er at udstille patienterne. Europarådets Torturkomité noterede sig jo netop under besøget på Sikringen, at metoden var nedværdigende. Og der skal meget tunge faglige argumenter til, for at man kan give lov til noget, som den komité kalder uværdigt«, siger Anne Mette Dons.

Hvordan kan I bedømme, hvad der er bedst for patienterne, når I ikke kender dem?

»For det første må vi forholde os til loven. Vi er enige om, at den ikke giver mulighed for at lave den form for fiksering. Vi har ingen mulighed for at dispensere fra loven. Reglerne er, som de er. For det andet er det klart, at overlægen argumenterer for, at hånd- og fodremme er det mindst indgribende middel over for patienten. Jeg er ikke i stand til at forholde mig til konkrete patientforløb, som jeg ikke kender. Men, man må huske på, at dette her også handler om patienternes værdighed«.