CIA’s mand i Mellemøsten har engang sagt, at »hvis man vil have udført et grundigt forhør, skal man sende sin fange til Jordan. Hvis man ønsker ham tortureret, skal han transporteres til Syrien. Og hvis man gerne ser, at han forsvinder – og aldrig dukker op igen – skal han overdrages til Egypten«.

Siden fløjlshandskerne blev smidt 11. september 2001, har andre end den amerikanske efterretningstjeneste udbygget samarbejdet med stater, der år efter år optræder på menneskerettighedsorganisationers liste over lande, der bruger tortur.

Det gælder også Danmark; for nogle uger siden opstod der igen en diskussion om, hvorvidt Politiets Efterretningstjeneste (PET) går for langt i sine bestræbelser på at forhindre et terrorangreb.

Tortureret i syrisk fængsel
I Politiken fortalte irakeren Mohamad Ezzedine Hamid, som lever på tålt ophold i Danmark, hvordan han i maj 2007 blev anholdt og tortureret i et syrisk fængsel på baggrund af nogle oplysninger, som han mener kun kan komme fra PET.

Det fik flere politikere til at udbede sig en forklaring, og lederen af Amnesty International i Danmark, Lars Normann Jørgensen, til at bede PET redegøre for, »hvordan de samarbejder med torturstater«.

Scharf: Jeg ser ikke noget alternativ
Chefen for PET, Jakob Scharf, vil ikke udtale sig om konkrete sager, men generelt forsvarer han samarbejde med kontroversielle sikkerhedsmyndigheder og siger, at det er tvingende nødvendigt i lyset af internationale terrortrusler mod Danmark.

Siden genoptrykningen af Muhammedtegningerne sidste år har al-Qaeda udsendt talrige advarsler, og for præcis et år siden i dag blev den danske ambassade i Pakistan ramt af et selvmordsangreb:

»For mig at se er der ikke noget alternativ: Vi bliver nødt til at interesse os for oplysninger fra lande, vi normalt ikke samarbejder med. Vi er nødt til at interessere os for, hvad der foregår i Pakistan, Afghanistan, Mellemøsten og Nordafrika for derigennem at beskytte danske interesser. Men det betyder ikke, at vi smider alt over bord«.

Torturoplsninger er 'rasende uinteressante'
Ifølge Jakob Scharf er torturoplysninger »rasende uinteressante«.

På spørgsmålet om, hvor han egentlig ved det fra, smiler PET-chefen og svarer:

»Det er i hvert fald en almindelig erkendelse, at under tortur er mennesker parat til at fortælle hvad som helst. Og selv om noget kan være sandt, er meget andet sikkert usandt. Så lad mig gøre det helt klart: PET kan ikke, må ikke, vil ikke medvirke til tortur. Derfor videregiver vi heller ikke oplysninger til udenlandske myndigheder, hvis vi har grund til at tro, at de vil blive brugt i forbindelse med tortur. Hvis vi får oplysninger, som vi har grund til at tro er frembragt under tortur, må vi ikke bruge dem som bevis i straffesager og argument for at få en retskendelse. Vi må heller ikke bruge det i forbindelse med administrative udvisninger«.

Men derfor kan I jo godt bruge oplysninger alligevel.

»Vi kigger på alt, hvad der kommer ind i dette hus. Det er vigtigt at forstå, at efterretningsarbejde er et puslespil, hvor en masse små brikker bliver stykket sammen. Derfor kan det godt være, at vi får en torturoplysning ind i vores system. Men det er sjældent, der står: »NB – denne oplysning hidrører fra tortur«. Sådan foregår det ikke i virkeligheden«.

»Men hvis vi som tankeeksperiment forestiller os, at vi fik en udenlandsk forhørsrapport, som vi vidste stammede fra brug af waterboarding (vandtortur, red.). Og hvor den afhørte fortalte om en mand i Danmark, der var i færd med at forberede terror. Vil vi så sige, at den pågældende interesserer os ikke? Nej, det betyder det godt nok ikke. Vi vil se på mandens baggrund, og det vil vi blive ved med«.

Er PET dermed ikke med til at legitimere tortur? Og hvordan kommer man så uvæsenet til livs?

»Vi opfordrer ingen til at udøve tortur og efterspørger ikke torturoplysninger. Samtidig tror jeg, at vores samarbejde med forskellige lande kan være med til at påvirke dem i en bedre retning. Vi har bedre forudsætninger for at få et indblik ved at være på stedet og arbejde tæt sammen med myndighederne end blot at modtage oplysninger per post. Men at stryge nogle lande fra listen over dem, vi vil modtage oplysninger fra, vil efter min mening være meget forkert«.

Det er dog ikke det samme, som at målet helliger midlerne, understreger Jakob Scharf: »Men der er nogle svære udfordringer, som kræver, at vi er meget opmærksomme og har nogle retningslinjer. Men de kan ikke være firkantede og må vurderes i den enkelte situation«.