Man ser dem på gaderne, de drikker kaffe i kantinerne på uddannelsesinstitutionerne, og med flid, begavelse og ambitioner trænger de sig frem i alle de statistikker, der fortæller det nye årtusinds mest vellykkede integrationshistorie om stærke veluddannede indvandrerpiger, der er i gang med at vinde deres egen klassekamp.

Sibel, der hedder noget andet, men af hensyn til sin familie ønsker at være anonym, er en del af den historie. Hun er på vej mod sin kandidatgrad, er lovet fastansættelse i den virksomhed, hvor hun allerede arbejder, og lønnen er på den pæne side af 30.000 kroner.

Bor stadig hjemme hos mor og far
Til daglig rejser hun verden rundt og bor på internationale luksushoteller, når hun skal udføre sit arbejde for en global koncern, men i Danmark bor hun stadig hjemme hos mor og far, der kom fra Tyrkiet for mange år siden.

Til sommer skal hun giftes. Hendes far ved det bare ikke. Familien har deres anelser, men de taler ikke om det, og det gør hun heller ikke.

Nu venter hun på det rigtige tidspunkt at fortælle det på. Ikke fordi hun tror, at hendes familie vil protestere. Men fordi hun skal have det sagt, uden at hendes familie føler, at der bliver trådt på dem selv eller på traditionerne.

»Jeg er kommet dertil, at jeg tænker: Nu er det mit liv. Men der er ingen grund til at gøre mine forældre ulykkelige, når de er så glade for mig og har givet mig så meget«.

Opdragelsen var streng
Hendes mor og far er fra samme landsby. De rejste til Danmark som gæstearbejdere, men er nu uden for arbejdsmarkedet, og jo ældre de bliver, jo mere holder de sig uden for det danske samfund.

Opdragelsen var streng. Ingen fester og danske veninder. For at få danske veninder skal man kunne gå ud sammen. Drengebekendtskaber har været helt utænkeligt.

»I mit hjem skifter de kanal, hvis nogen kysser hinanden i fjernsynet. Sådan er det hos mange førstegenerationsindvandrere«.

Selv om hun har haft sine kærlighedshistorier, er det ikke en fortid, hun er glad for. For samvittigheden nager, når en tyrkisk pige dater.

»Det er indgroet i os, at man er grim og beskidt, hvis man har haft flere kærester. Med sin fornuft kan man godt sige, at der ikke er grund til dårlig samvittighed, men det har man, og det har jeg den dag i dag. Min splittelse handler ikke om to forskellige kulturer. Den handler om loyaliteten til min familie og loyaliteten til mig selv. At jeg skal huske at leve mit eget liv«.

Mødet med vred kæreste
For tre år siden oprettede hun sammen med en veninde en falsk profil på nettet under overskriften tyrkisk pige. De fandt et billede af en kvinde fra nettet og lagde det ind. Skal en pige finde en tyrkisk mand, er nettet en fin måde at sortere på.

»For det første finder man ud af, om de kan stave. 70 procent af de tyrkiske drenge kan ikke. Det næste, man så finder ud af, er, om de læser eller arbejder på pizzeria. De skal læse. Bare et eller andet«.

En af dem, der svarede, kunne stave, han kunne læse, og han var sød. Så sød, at Sibel fik meget dårlig samvittighed over sit falskneri, og uden at fortælle sin veninde det, skrev hun til ham privat og fortalte sandheden. »Han blev rigtig vred, men jeg kunne mærke, at han var interesseret i at lære mig at kende alligevel«.

De begyndte at skrive sammen, de talte i telefon og fortalte hinanden om deres fortid og deres ønsker for fremtiden.

Når man endelig har fundet en, holder man fast
Hun ville kende ham rigtig godt, før de mødtes, og efter fire måneder tog hun toget til den provinsby, han boede i. »Han var sød. Rigtig sød. Og han så sød ud. Når man endelig har fundet en, der er sød nok og opfylder kriterierne, så holder man fast«.

Men hver gang hun skulle se ham, måtte hun lyve for sine forældre. »Man bliver rigtig god til at lyve for sine forældre«.

Hun ville gerne have fortalt om sit forhold, men det var ikke en mulighed, så i dag har de været kærester i mere end to år uden at fortælle det til hendes familie. Hun ville ønske, at de som danskere kunne have boet sammen for at finde ud af, om de kunne enes.

Nu venter hun bare på den rigtige dag at fortælle sin familie om det forestående bryllup. Selvfølgelig burde hun kunne sige det, som det var. Selvfølgelig skal alle kvinder have retten til at leve så åbent, som de vil. Men Sibel lever kun én gang. Hun har kun én familie. Den vil hun ikke miste på grund af nogle principper.

»Når jeg kommer hjem, har min mor altid lavet god mad, og der dufter dejligt. Det er så trygt, og min far er meget stolt af sin datter. Alt det vil jeg ikke give op for en sags skyld, og jeg forstår dem også. De havde aldrig været ude af landsbyen. De havde aldrig set havet, og så kommer de bare til hippiedanmark. Det er faktisk godt gået, at de ikke er mere forskruede end de er«.

Inden sommeren skal brylluppet så stå.

»Det skal nok gå. Jeg er blevet ældre. Min far kommer ikke til at gå amok«.