Tidligere SF-formand Annette Vilhelmsen er ikke enig med sine daværende regeringskollegaer i, hvorvidt regeringen bestemte lærerlockouten.
Foto: Stine Bidstrup

Tidligere SF-formand Annette Vilhelmsen er ikke enig med sine daværende regeringskollegaer i, hvorvidt regeringen bestemte lærerlockouten.

Politik

Annette Vilhelmsen puster nyt liv i lærerlockout: Det var regeringens værk

Lockouten af lærerne i 2013 var bestemt af den daværende regering, siger tidligere SF-formand og minister Annette Vilhelmsen i en ny bog. Tidligere finansminister Bjarne Corydon afviser

Politik

Var lærerlockouten aftalt spil mellem regeringen og Kommunernes Landsforening?

Siden den historiske konflikt, hvor 67.000 overenskomstansatte lærere i april 2013 blev lockoutet, har netop det spørgsmål været genstand for endeløse diskussioner. Og mens den tidligere S-R-SF-regering hårdnakket har benægtet, at den skulle have orkestreret lockouten, kommer en af regeringens daværende ministre nu med en helt anden udlægning. I en ny bog fortæller tidligere SF-formand og minister Annette Vilhelmsen sin version af forløbet:

»En tiltrængt pædagogisk reform endte desværre som en økonomisk reform. Skrevet af Finansministeriet og gennemført af regeringen. Jeg blev næsten lettet, da jeg læste interviewet med Thorning, for nu sagde hun endelig tingene, som de var. Lockouten af lærerne var regeringens beslutning«, siger Vilhemsen i bogen ’Søren og Mette i benlås’, der handler om netop lærerkonflikten.

Bogen er på opfordring af lærerformand Anders Bondo Christensen skrevet af journalist og forfatter Anders-Peter Mathiasen, men Danmarks Lærerforening har ikke haft nogen indflydelse på bogen, lyder det i forfatterens prolog.

Besluttede lockouten

Interviewet med Helle Thorning-Schmidt, som Vilhelmsen omtaler, blev bragt i Politiken i december 2016 i forbindelse med den tidligere statsministers 50-års fødselsdag. Under interviewet, som handlede om en hel del andet end lærerkonflikten, fik fødselaren alligevel pustet liv i den ellers gamle konflikt ved at sige, at det var hendes regering, der besluttede lockouten af skolelærerne – og dermed ikke Kommunernes Landsforening, som var Danmarks Lærerforenings officielle modpart.

Den udlægning, som fremgår af lydoptagelsen fra interviewet, bad Thorning-Schmidt dog efterfølgende om at få rettet inden offentliggørelse, hvilket ved en fejl ikke blev efterfulgt.

»Vi besluttede ikke lockouten i regeringen«, skrev hun i en mail til Politiken, da hun fik interviewet til gennemsyn.

Tænkt nøje igennem

Annette Vilhelmsens partifælle Holger K. Nielsen har tidligere fortalt til Politiken, at han ikke ved, hvad tidligere statsminister Thorning og ditto finansminister Corydon har aftalt eller ikke aftalt med KL om lockouten.

Over for Politiken ønsker Annette Vilhelmsen ikke at uddybe, hvorfor hun mener, at lockouten var regeringens beslutning. Hun forklarer, at det var hendes oplevelse, men understreger, at hun ingen beviser har i »baglommen«.

»Jeg har givet de her citater til bogen, som jeg kan stå inde for. Det er det, som jeg har at sige«, siger hun.

Men dine citater kan tolkes forskelligt. Enten at du har bevis for, at det var politisk besluttet at lockoute lærerne, eller at det er din fornemmelse?

»Ja, men alt kan tolkes«.

Men den tolkning er jo afgørende her?

»Ja, det synes du. Jeg har givet de citater, som jeg kan stå inde for. Når du spørger, om det var sådan, jeg oplevede det, så er svaret: Ja, det er sådan, jeg oplevede det. Derfor var jeg lettet, da Helle Thorning sagde, at sådan var det. Det var en proces, som man kendte til. Derfor var det rart, at Thorning sagde det, som det var«.

Men det står uklart i bogen, om du har bevis for, at lærerlockouten var politisk bestemt, eller om det var din fornemmelse?

»Det synes jeg ikke, at det gør«.

»Jeg render ikke rundt med beviser i lommen. Jeg udtaler mig til det her på det grundlag, som jeg har valgt at gøre. Jeg har givet de her citater, som er tænkt nøje igennem, og jeg trækker dem ikke tilbage, som Helle Thorning gjorde i et interview med Politiken«, siger Vilhelmsen.

Helle Thorning-Schmidts oprindelige citat om lockouten har også skabt harme i lærerkredse, hvor især Anders Bondo Christensen har tolket hendes udtalelser som en ren tilståelsessag, der bekræfter ham i, at lockouten var aftalt spil.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Corydon og Søvndal afviser kritik

Flere af Vilhelmsens tidligere regeringspartnere undsiger dog hendes udlægning af forløbet og afviser, at regeringen skulle have blandet sig.

»Villy Søvndal som SF’s tidligere formand havde sagt ja, og den aftale var gældende i regeringen«, siger Annette Vilhelmsen i bogen, men Søvndal afviser:

»I sagens natur går man ikke i regering for at starte en diskussion, hvor konklusionen er besluttet på forhånd. Vi starter ikke sådan et langt forløb med at have vedtaget resultatet forinden. Det siger jo sig selv«, siger han.

Men havde du på forhånd sagt ja til, at regeringen med jer om bord kunne beslutte at igangsætte en lockout?

»Nej, det siger sig selv. Hvad der er sket, efter at jeg gik af som formand og forlod politik, det kan jeg jo ikke svare på«.

Den daværende socialdemokratiske finansminister, Bjarne Corydon, afviser også Vilhelmsens version.

»Den udlægning kan jeg klart afvise helt i forlængelse af de mange gange, jeg og Finansministeriet detaljeret har redegjort for forløbet«, siger han.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce