Somme tider ønsker jeg bare, at andre ledige dimittender ligesom jeg bare er ærlige. Ja, vi står uden arbejde. Nøj, hvor er det ærgerligt. Lad os italesætte det her, så vi muligvis skaber en reel forandring på en eller anden måde. Alligevel er det svært at ændre på problemet, når vi alle internaliserer LinkedIn-speak og snakker som en forretningsmand, der har glemt at stemple ud fra arbejdet.
Netop det at fortælle sit netværk, at man »lige er blevet ledig og leder efter nye eventyr« efterfulgt af en passende, positiv emoji som et forsøg på at disciplinere sig selv til ikke at skabe postyr og tabe ansigt, får os alle til at virke mindre som mennesker og mere som et nylanceret produkt.