Mia Nyegaard ville på valgnatten ikke sige, at hun blev borgmester, selv om de radikale skulle få en borgmesterpost.
Foto: Andreas Haubjerg

Mia Nyegaard ville på valgnatten ikke sige, at hun blev borgmester, selv om de radikale skulle få en borgmesterpost.

Kommunalvalg

Ny radikal ballade i København: Intern splid kan koste spidskandidat borgmesterpost

Flere radikale kilder sår tvivl om, hvem der får københavnsk borgmesterpost. Partiets landsformand vil ikke blande sig.

Kommunalvalg

Selv om de radikale har genvundet en borgmesterpost i København, kan spidskandidat Mia Nyegaard ikke være sikker på, at hun sætter sig i den eftertragtede stol.

Ifølge Politikens oplysninger er der uenighed i den radikale gruppe på rådhuset om, hvem blandt partiets valgte politikere der skal have posten, som partiet har fået i konstitueringsaftalen med overborgmester Frank Jensen.

Flere radikale kilder tæt på forløbet fortæller til Politiken, at opbakningen i gruppen til Mia Nyegaard ikke er givet på forhånd, selv ikke hvis hun som ventet skulle være blandt partiets fem kommende medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation.

Det vil umiddelbart være en meget overraskende udvikling, hvis ikke Mia Nyegaard bliver borgmester, eftersom hun for mindre end en måned siden blev valgt som spidskandidat i København. Det blev vedtaget 27. oktober ved en urafstemning blandt partiets medlemmer i København, hvor hun vandt foran partiets gruppeformand i Borgerrepræsentationen, Tommy Petersen.

Tommy Petersen sad som gruppeformand ikke ved spidskandidatens side under nattens afgørende forhandlinger, der endte med en bred konstituering. De øvrige partier havde ifølge Politikens oplysninger deres gruppeformænd med.

Tommy Petersen ønsker onsdag ikke at udtale sig om, hvem der skal være radikal borgmester. Heller ikke gruppekollegerne Mette Annelie Rasmussen og Henrik Nord ønsker at udtale sig.

Alt afgøres torsdag

Det er ikke beskrevet i Radikale Hovedstadens vedtægter, hvordan fordelingen af poster skal finde sted.

Formelt konstituerer den radikale gruppe sig først ved et møde i morgen på rådhuset i København. Mødet finder sted på Mia Nyegaards kontor. Radikale står til fem mandater, men hvem det bliver afgøres af kandidaternes personlige stemmetal. De bliver offentliggjort senere i dag.

Ifølge kilder, som Politiken har talt med, er der i partiet tradition for, at gruppen ved dette møde afgør, hvem der skal tildeles hvilke poster.

Tildelingen af borgmesterposten har hidtil været en ren formalitet. Men ikke denne gang.

At et tronskifte overhovedet var nødvendigt i partiet så tæt på kommunalvalget, skyldtes, at de radikales hidtidige spidskandidat og borgmester for integration og beskæftigelse, Anna Mee Allerslev, pludselig besluttede at gå af og forlade københavnsk politik efter en række skandalesager.

Mia Nyegaard tavs

Det er ikke lykkedes Politiken at komme igennem til Mia Nyegaard i dag. Men ved ankomsten til rådhuset før klokken 23 tirsdag aften ville hun ikke svare på, om det faktisk er hende, der skal være borgmester, hvis de radikale får mandaterne til det:

»Det må tallene jo vise, når vi har konstitueret os, om der er borgmesterposter til os alle. Det er derfra, vi tager den«.

Men hvis de radikale får muligheden, er det så dig, der skal være borgmester?

»Det har jeg ingen kommentarer til, før jeg ser, hvordan tallene ser ud«.

Inden Mia Nyegaard i oktober blev lynudnævnt borgmester og spidskandidat for De Radikale, var hun partiets socialordfører på rådhuset.

Den radikale landsformand, Svend Thorhauge, ønsker ikke at kommentere lokale konstitueringer, før de er afgjort. Han imødeser de personlige stemmetal, oplyser han.

Politiken forsøger fortsat at få en kommentar fra Mia Nyegaard om sagen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce