Annonce
Kultur 30. jun. 2010 KL. 12.31 opdateret 30. jun. 2010 KL. 12.31

Punket bykonge vil redde isbjørnen

En valgkamp baseret på satire skaffede Jon Gnarr Kristinsson posten som borgmester.

Annonce

Mest læste

Jobannoncer

Se ugens job-annoncer i tillægget Viden
send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
banner
banner
print

Blå bog

Jon Gnarr Kristinsson

Født 2. januar 1967.

Som teenager spillede han bas i punkbandet Nefrennsli og blev en del af miljøet omkring bandet Sugarcubes.

Skuespiller, komiker og digter. Har blandt andet skrevet og medvirket i komedieserien ’Fóstbræður’ og spillet med i film som ’Íslenski draumurinn’ (’Den islandske drøm’, 2000) og ’Maður eins og ég’ (’En mand som mig’, 2002).

Har blandt andet også arbejdet i reklamebureauet EnnEmm.

Var med til at etablere Det Bedste Parti sammen med venner fra det kunstneriske miljø i Reykjavik i 2009.

I maj i år vandt partiet valget til byrådet i Reykjavik med Jon Gnarr som spidskandidat, og siden 15. juni har han været byens borgmester.

Vagten på Reykjaviks rådhus ser lidt træt ud, men det har også været en lang dag med mange nye indtryk.

Byens nye borgmester, komikeren Jon Gnarr Kristinsson, er næsten igennem sin første rigtige arbejdsdag, så der har været et rend af mennesker og medier i de lyse haller med udsigt over søen Tjornin i centrum af hovedstaden.

Men han er også glad for forandringerne, vagten. Det er ikke de nye ansigter i huset, der har tæret på hans energi, siger han. »Det er mere alle dem, der skal flytte ud, der er problemet«, lyder det venligt.

Intet nedskrevet program
Borgerne i den islandske hovedstad har i det hele taget været umanerligt utilfredse med deres gamle politikere på grund af den kuldsejlede økonomi. Det er derfor, der nu sidder en spritny mand i lædermøblerne på borgmesterkontoret med panoramavinduerne.

Et helt nyt parti, Det Bedste Parti, fik 34,7 procent af stemmerne til lokalvalget og blev byens største. Spidskandidaten, Jon Gnarr Kristinsson, er ny borgmester efter at have ført valgkamp på satiriske kommentarer og tvetydige løfter.

LÆS ARTIKELGamle punkere sidder på magten i Reykjavik

Hans parti har intet nedskrevet program, og efter valget måtte hans kommende politiske samarbejdspartnere i byrådet spørge, hvad Det Bedste Partis agenda egentlig var.

Det kan også være svært at indkredse, selv når man møder ham med tændt båndoptager sidst på en lang dag i et nyt embede.

En mærkelig første dag
Han ligner en, der befinder sig et eller andet sted mellem afslappet og udmattet, i blazer, men uden slips. Og han siger selv, at den første arbejdsdag har været »en smule overvældende«.

»Tag for eksempel dette kontor. Jeg er ikke vant til det endnu. Men det vil formentlig være noget, jeg vænner mig til. Det har været ... mærkeligt. Jeg tror, at det er det rette ord. Men alt er gået meget fint«.

Hvad er dagens højdepunkt indtil videre?

»Måske da jeg opdagede, at jeg har netforbindelse. Jeg havde forventet, at det ville være et problem, for jeg er en Mac-person, og dette er et pc-sted«.

En outsider
Så huset tager godt imod dig.

»Ja. Og ellers har det været en rigtig god dag. Vi havde et langt møde med økonomiudvalget her til morgen, som først var lidt fjendtligt. Folk er selvfølgelig meget usikre på mig, fordi jeg er en outsider, og de kender ikke mit næste træk«.

»Men så fortalte jeg en vittighed, hvilket fik folk til at løsne op. Vi har et projekt med Reykjavik og Nuuk i Grønland, og en af mødedeltagerne ledte i sine papirer og sagde, ’hvor er Nuuk?’, og jeg sagde, ’det er i Grønland’«.

Det har været lidt, som Ghandi siger: Først ignorerer de dig, så håner de dig, så bekæmper de dig, og til sidst vinder du.

En slags hippiebevægelse
En ret harmløs joke.

»Ja, det må man sige. Men det fik folk til at smile«.

Hvis du skulle forklare mig, hvad jeres mission er i Det Bedste Parti, hvad vil du så sige?

»Først og fremmest at eliminere frygt og vrede fra samfundet. Og at skabe en platform for en form for anderledes dialog. Det er på en måde en hippiebevægelse. Vi har besluttet os for, at vi altid vil være venlige og imødekommende og altid prøve at finde en positiv løsning på tingene«.

Ghandis filosofi
Ligesom ved mødet i morges, hvor du mødte den fjendtlige stemning med en joke?

»Ja, præcis. Og så vil vi sprede effekten af positiv tankegang i vores samfund. Positiv tankegang og kreativitet har en kæmpe værdi«.

Du kalder din ideologi for anarko-surrealisme, du har ført en valgkamp baseret på satire, og dit parti skrev først noget, der ligner politiske standpunkter, ned efter valget. I det hele taget har din kampagne været ret usædvanlig.

»Ja, det er meget usædvanligt. Og det er ikke nemt at føre kampagne på den måde. Det har været lidt, som Ghandi siger: Først ignorerer de dig, så håner de dig, så bekæmper de dig, og til sidst vinder du. Det skrev jeg på min Facebook-profil for flere måneder siden, og se bare, hvordan det gik«.

Albert Einstein sagde, at logisk tankegang kan få dig fra A til B, men opfindsomhed kan få dig alle steder hen

Fuglen Felix
»Det var i det hele taget meget forudsigeligt, hvordan vores politiske fjender – nej, vi kan ikke lide at kalde dem fjender – hvordan vores politiske modsætninger ville reagere på det, vi laver. For eksempel deltog jeg i et stort debatmøde på universitetet i Reykjavik, og jeg sagde, at jeg ville trække Det Bedste Parti tilbage, sige tak for nu. Hvorefter jeg skyndte mig at sige: For sjov! Ganske vist havde jeg været nede i et stykke tid, men nu var jeg oppe igen, sagde jeg. ’Jeg har rejst mig fra asken som fuglen Felix’, sagde jeg. Vi gjorde det med vilje, kaldte den Felix. Men det fik dem virkelig til at spekulere over, hvad jeg mente«.

Medierne spekulerede over, om du vidste, at den faktisk hedder Fønix?

»Ja. Jeg kan godt lide at lave sjov med dem og forvirre dem. Det samfund, vi har levet i, har været meget kontrolleret af magt og grådighed. Og i lang tid af frygt og vrede. Det hænger sammen med, at man lægger meget stor vægt på logik. Og det betyder, at folk meget let glemmer kreativiteten og at have det sjovt. Albert Einstein sagde, at logisk tankegang kan få dig fra A til B, men opfindsomhed kan få dig alle steder hen«.

VIDEOSe Det Bedste Partis valgvideo (eksternt link)

Hvordan vil du bruge den kreative tankegang til at gøre noget ved arbejdsløsheden, som rammer omkring ni procent af befolkningen?

»Først og fremmest skal vi gøre noget for at bevare de job, der stadig er der. Vi skal hjælpe de lokale firmaer, der stadig fungerer«.

Hvordan vil du hjælpe dem?

»Med økonomiske tilskud. Men vi skal også være kreative«.

Opfindsomhed
Hvad vil I gøre ud over de økonomiske tilskud?

»Det kan også være moralsk hjælp. Ved at tilbyde dem en vilje til at hjælpe. Og vi vil gerne prøve at finde nye opfindsomme måder at skabe job på. Ved for eksempel at satse på elektriske biler i Island. Være involveret i at udvikle dem«.

Hvad med skatter. Vil du holde dem i ro, sætte dem op, sætte dem ned?

»Indtil videre vil jeg holde dem, som de er, og prøve at undgå at hæve dem. Og vi vil prøve at finde en måde at sætte skatter på lokale virksomheder ned på for at hjælpe dem. Men vi skal være opfindsomme på mange måder«.

'Lidt af det hele'
Ja, men hvis du sætter skatterne ned, har du jo færre penge til eksempelvis at støtte et projekt med elektriske biler?

»Ja«.

Men du ser stadig begge dele ske?

»Ja. Det er meget vigtigt at være optimistisk og lave alle mulige slags projekter. Vores slogan er ’Lidt af det hele’. Vi er åbne over for lidt af det hele. Det er meget svært på en logisk måde at forklare den energi, der ligger i kreativ tankegang. Men det er noget med at være åben over for det uventede og de ting, du ikke nødvendigvis kan tvinge frem«.

»Island er mest berømt for sin kunst. Sådan har det været, siden de første mennesker kom hertil. Med sagaerne, med kunsten, med musikken. Det er kunstnerne, der har gjort de bedste ting for dette land. Nu er det på tide, at vi satser på det kreative og sætter den logiske tankegang til side, for den logiske tankegang har gjort så meget skade her i Island. Det er på tide at blive mere ydmyg, mere oprigtig. Og begynde at være kreativ med det, vi har. Vi skal producere flere Björk’er, flere Haldor Laxness’er, skrive flere sagaer, gøre det, vi er gode til. For vi er kendt som sagaernes land, ikke som et finansielt imperium«.

LÆS OGSÅMusikere skal spille Island ud af krisen

Det er meget svært på en logisk måde at forklare den energi, der ligger i kreativ tankegang. Men det er noget med at være åben over for det uventede og de ting, du ikke nødvendigvis kan tvinge frem

Til sidst bliver jeg nødt til at spørge til isbjørnen. I alle artikler, jeg har læst om dig, bliver dit valgløfte om en isbjørn i Reykjavik Zoo nævnt. Var det en vittighed?

»At man laver sjov betyder ikke, at man er useriøs. I dette tilfælde er det begge dele. Jeg tror, vi har en ekstraordinær mulighed for at skabe noget, som er meget specielt, for vi ligger lige der, på grænsen til den vilde natur, som ikke er nem at finde i Europa. Og som i disse tider med hastige klimaforandringer bliver mere og mere udsat«.

»På grund af forandringerne kommer der oftere isflager fra Grønland til Island. Og med dem kommer isbjørnene. Sidste år kom tre isbjørne til Island på den måde, og de blev, som loven påbyder, skudt og dræbt med en riffel. Det, synes jeg er trist. Næste gang, en isbjørn kommer til Island, skal vi tage mere venligt imod den. Vi skal prøve at finde ressourcerne og teknologien til at fange den i live og have en form for facilitet i zoologisk have, hvor den kan bo«.

Red isbjørnen
Det går fint i tråd med dine ideer om positive tanker, men en vild isbjørn ville nok aldrig trives i en zoologisk have.

»Nej, men ...«.

Måske tænker jeg bare for logisk her?

»Altså, vi kan finde alle mulige slags løsninger på det. Måske kunne vi kreere et område, der imiterer dens naturlige habitat. Eller måske finder vi en dag en isbjørneunge uden mor, som er blevet efterladt. Så kan vi tage ungen og opfostre den i zoologisk have. Og i fremtiden kunne vi redde svagelige isbjørne, der kom til Island, fordi deres naturlige habitat er ændret. Så vi kunne tage dem tilbage til zoo, pleje dem, til de er blevet raske, og så flytte dem tilbage til Grønland og slippe dem fri«.

Tak for din tid. Jeg var i øvrigt blevet advaret inden interviewet om, at du ville svare på alle mine spørgsmål med en joke.

»Virkelig? Jeg har altid besvaret aggressivitet med komedie. Det er nok derfor, nogle mennesker har fået den opfattelse af mig«.

Islands Turistråd har betalt Politikens rejse.

Annonce
Annoncer
Danmark
26. maj. KL. 22.44
Børnerådsformand Lisbeth Zorning (th.) har besluttet sig for at sige stop, selv om socialminister Karen Hækkerup (S) (tv.) gerne havde set hende fortsætte. - Foto: FRANDSEN FINN

Zornig stopper som børnerådsformand

Lisbeth Zornig Andersen vil efter tre år i spidsen for Børnerådet gøre en indsats for de mest udsatte familier. Hun glæder sig over, at børn nu får et sted at klage.

Internationalt
26. maj. KL. 22.22
lækageskandale. Paven mødte i dag tilhængere på Peterspladsen. Onsdag blev hans personlige butler anholdt i forbindelse med lækage af hemmelige dokumenter. I dag blev butleren så formelt tiltalt i sagen. Efterforskningen pågår stadig. Nu undersøges det, hvorvidt butleren eventuelt har haft medsammensvorne. - Foto: RICCARDO DE LUCA/AP

Pavens butler tiltalt i sag om lækage

Hemmelige dokumenter fundet i butlers lejlighed efter lækageskandale.

Politik
26. maj. KL. 21.21
Studieliv. Skatteminister Thor Möger Pedersen fremhæver medicinstuderende, når han skal forklare, hvem der ikke skal have glæde af den kommende skattereform. - Foto: Jacob Ehrbahn

Studerende: Dum retorik fra skatteministeren

Danske Studerendes Fællesråd frygter markante forringelser af SU´en.

Annoncer
Annoncer

Seneste TV

04:34

26. maj. KL. 08.33 TV Se de bedste og vildeste bud på en ny Rådhusplads

debat lige nu

mest kommenterede