I en verden, hvor provoen Lars von Trier snart runder de 50 og Nils Malmros godt et årti mere, da må det stå klart, at dansk films isbjørn, den gamle kæmpe, al dansk borgerhygges bedstefar, Erik Balling himself, ikke kunne holde for evigt.

Hans huld og hans rundhed i øvrigt kunne godt forlede os til at tro, at uanset om han så lavede film længere eller ej, så sad han vagt der i baggrunden og sikrede dansk film mod at blive alt for meta-frisk og selvreflekterende.

Succes
Men lørdag døde han så alligevel, et lille år efter sin 80-års fødselsdag.

Der er ingen grund til at holde sig tilbage, når man skal skrive om Erik Balling, for han var manden bag dansk film og dansk tv's allerstørste succeser.

Alle andre kan godt humme sig, når de sættes over for Balling, for hvad angår at skrive sig ind i den folkelige danmarkshistorie, hvad angår at skitsere sin samtid i brede, uafviskelige træk, da savner Balling sin lige, og det er spørgsmålet, om Danmark nogensinde igen bliver så entydig en størrelse, at Ballings eksperiment med at fortælle os på godt og ondt lader sig gentage.

Sidste film i 1984
Balling havde ikke instrueret en film siden 1984, i sit 60. år, og selv om det har kunnet ærgre, at andre og til sammenligning stærkt begrænsede talenter så frit har kunnet boltre sig inden for folkekomedien i hans fravær, er det velgørende, at manden selv indså, at hans helt særlige tæft for dynamikken mellem temperamenterne og hans særegent ærlige sprogtone ikke var som skabt for postmodernismens kokette antivirkelighed.

Når man siger Balling, vil det i retfærdighedens navn være svært at afgøre, hvad man så siger næstefter.

Er det 'Matador'? Eller 'Huset på Christianshavn'? For mange - især Ballings horder af udenlandske fans - vil det være 'Olsen-banden', der ligger forrest på tungen.

Erik Ballings død følger hurtigt efter udgivelsen af Morten Piils epokegørende bogudgivelse, 'Danske filminstruktører', et længe savnet værk, der loyalt og dybdegående huskede os på, hvorfor bl.a. Ballings navn er så vigtigt at huske. Det er Piil selv, der i det lange afsnit om Balling går ind og opfrisker vores hukommelse vedrørende de Balling-film, der kom før det store folkelige gennembrud.

Kunstner
Balling, der var præstesøn fra Nyborg og havde studeret til dyrlæge, udviklede sig hurtigt i forbindelse med spillefilmsdebuten med 'Adam og Eva' i 1953 til at være en kunstner i den rigtige romantiske forstand, slet ikke 'bare' den efne filmhåndværker vi ser for os i dag.

Piil citerer fra Ballings erindringer:

»Filmen kom i virkeligheden ud af et totalt, desperat, psykologisk kaos, som ikke på nogen måde var en smeltedigel for visioner og høje tanker, men blot fostrede en praktisk, håndterbar idé, som jeg kunne arbejde videre på«.

Så altså: kunstner i den romantisk martrede forstand, jovist, men med den typiske danske tilbøjelighed til at ville gemme egoet væk bag filmmekanikken.

'Adam og Eva' lod sig, ambitiøst, inspirere af Duviviers mesterværk 'Et balkort' og var typisk for, at intet brød i de år var for stort til, at Balling turde slå det op.

Efter udnævnelsen i 1954 til direktør for Nordisk Film drejede han den romantiske og musikalske komedie 'Kispus', som den dag i dag står som en af epokens hovedværker som film-film.

Den ligner veritabelt en film af amerikanske Vincente Minnelli, udsøgt gennemkomponeret i farverne og med en meddigtende, organisk kameraføring, der synes at høre en langt nyere tid til.

Balling fører Helle Virkner frem som en dansk Audrey Hepburn, og vi kan se konturerne tegne sig af den spillelærerinde Elisabeth Friis, som øste af sin modne seksualitet i 'Matador' et lille kvart århundrede senere.
'Poeten og lillemor' blev det til, 'Tro, håb og trolddom', den herligt skødesløse 'Sommer i Tyrol', 'Cirkus Buster' og 'Landmandsliv'.

'Slå først, Frede!' fra 1966 var en parodi på agentfilmen, og herfra var vejen banet for Olsen-banden, 14 film over 14 år, 1968-81, skrevet og instrueret af Erik Balling, der med de fire småforbrydere og deres kærester og koner portrætterer en hel generation af middel- og arbejderklassedanskere.

Arketype efter arketype, men med det råderum for spontanitet, som kunsten kræver.

Sgu sin egen
1970-77 fangede han os ind igen og udvandt ægte filmisk stof af vore gennemsnitlige danske ynder og synder til tv-serien 'Huset på Christianshavn', en ægte fortidig sitcom, der er så meget et produkt af sin tid og af den politiske virkelighed i 70'erne, at den måske vanskeligt lader sig se i dag, men som lagde gaderne øde i hine tider.

Det er indlysende, at vi - efter at have nævnt enkeltfilm som 'Jeg er sgu min egen', 'Rend mig i revolutionen' og Ballings allersidste film, den grovkornede publikumsfavorit 'Midt om natten' - når til 'Matador'.

Den udødelige Lise Nørgaard skrev empatisk om de gode og knap så gode folk fra Korsbæk, om gerrigheden og solidariteten, men det var Balling, der på sin mest uforligneligt lydhøre vis redegjorde for figurernes indbyrdes relationer.

Manden var måske dansk films største personinstruktør, og 'Matador' for så vidt hans mesterstykke. Hvis vi er ærlige, ligger karikaturen altid lige ved siden af arketypen, og 'Matador' er trods alt ikke bedre skrevet, end at den kræver enorm præcision af sine spillere for ikke at ende i parodien.

Og det var Balling, der over fire år var inde i hver scene og indstille volumenknappen i samspillet mellem Jørgen Buckhøj og Ghita Nørby og Helle Virkner og Jesper Langberg.

Salget af 'Matador' på dvd nåede i denne uge op på en million, dansk rekord. Når det skulle være, kunne Erik Balling næppe være død på et mere opportunt tidspunkt, endnu engang som dagens mand i skysovs, en sproglig kliché i øvrigt, som kun Balling selv havde kunnet hæve op i folkekunstens luftlag.