Den radikale kulturminister, Uffe Elbæk, sætter sig i en armstol med blåt betræk. På træbordet foran ham står en kaffekop fra ministeriets danskdesignede Ursula-stel. Bag ham skinner væggene i Kulturministeriets hjørnekontor af den samme bordeauxrøde maling som under hans konservative forgængere. Han har haft posten i en lille uges tid.

Og selv om han skynder sig at slå fast, at han praktisk taget ikke har nået at holde møder eller dykke ned i de kulturpolitiske detaljer, ankommer han alligevel mere velforberedt end de fleste ministre.