Der er groft sagt to måder, hvorpå man kan være et forsvarshistorisk museum: Man kan tilfredsstille landets våbenaficionados og udstille kilometervis af blankvåben. Eller man kan bruge sine genstande til at fortælle historier om mennesket i krig.

Tøjhusmuseet har været førstnævnte. Men nu har museumsdirektør Ole Louis Frantzen valgt at satse på sidstnævnte.

Det har fået danske våbeninteresserede til at fare voldsomt i flint. De beskylder, som man har kunnet læse i Jyllands-Posten de seneste dage, Ole Louis Frantzen for at sælge ud af vigtig danske kulturarv.

For at give plads til en ny permanent udstilling om 500 års dansk krigshistorie har museumsdirektøren dels rømmet Våbensalen og reduceret antallet af udstillede våben, dels skilt sig af med størstedelen af en særlig beholdning på 100.000 våben.

Job i BonBon-Land
Til Politiken siger præsident for Vaabenhistorisk Selskab Kay Søren Nielsen:

»Ole Louis Frantzen burde søge job i BonBon-Land. Han er en projektmager med en forkvaklet indstilling, der ser kulturarven som noget, der står i vejen for at lave et reklamemuseum, hvor alle krige bliver forherliget«.

LÆS OGSÅVåbenfolk ønsker Tøjhusmuseets direktør fyret

Kay Søren Nielsen, der i 2001 forlod stillingen som museumsinspektør på Tøjhusmuseet i protest mod det, han kalder projektmageriet, har de seneste to år, sammen med medlemmer af Vaabenhistorisk Selskab og foreningen Arma Dania, forsøgt at rette Kulturstyrelsens, Forsvarets Museumskommissions og Kulturministeriets opmærksomhed mod Ole Louis Frantzens forvaltning af museet og våbenbeholdningen, som han anslår til en værdi af en halv milliard kroner.

Våbenbeholdningen består primært af ældre danske militære håndvåben, som blev overladt til museet af forsvaret i 1928. Da disse våben ikke har museumsnumre, er de aldrig blevet formelt indlemmet i samlingen.

Og Tøjhusmuseet, som netop har været igennem tre fyringsrunder og ansøgt Kulturministeriet om at få forhøjet sin låneramme, har med oprydningen kunnet reduceret udgifter til opbevaring, har forklaringen lydt. Våbenbeholdningen er således dels destrueret, dels returneret til forsvaret, som har ønsket at frasælge de antikke våben.

»Vi mener, at der er tungtvejende museale og historiske grunde til, at et sådant bortsalg ikke bør finde sted, inden genstandene er grundigt gennemgået«, advarede Vaabenhistorisk Selskab i et brev til Forsvarets Museumskommission i 2011.

Ingen ministeriel forargelse
Samtidig beskylder flere medlemmer af Vaabenhistorisk Selskab og Arma Dania museumsdirektør Ole Louis Frantzen for selv at have forsøgt at sælge våbenbeholdningen for at skaffe penge til museets slunkne kasse. Tidligere våbenhandler Torben Gade Espersen bekræfter således over for Politiken, at han har holdt tre møder med museumsdirektøren i 2010, hvor han rådgav om salg af våbnene. Men Kulturministeriet afviste siden at godkende salget, lyder hans udlægning.

Museumsdirektøren har de seneste dage ikke reageret på Politikens henvendelser, men Ole Louis Frantzen har tidligere pure afvist forsøget på at sælge via en våbenhandler, og heller ikke Kulturministeriet bekræfter oplysningerne. Gruppen af kritikere strækker imidlertid ikke våben så let, således kræver Vaabenhistorisk Selskab i et brev til Kulturministeriet 11. maj direktøren fyret.

Men i Kulturministeriet bliver beskyldningen om, at Tøjhusmuseet har solgt ud af kulturarven, ikke modtaget med samme forargelse. Kravet til den store oprydning på museet kom nemlig direkte fra ministeriets top for to år siden. Afdelingschef Steen Kyed siger:

»Vi satte museet til at få styr på deres samlinger og gennemgå de indleverede genstande for at finde ud af, hvad de ville indlemme, og hvad der kunne leveres tilbage. De har haft alt for meget liggende alt for længe, og det er ikke hvilke som helst museumsgenstande. Det er våben, og nogle kan stadig skyde«.

Forsker: Må ikke blive for smalt
I militærhistoriske kredse appellerer man nu til besindelse. Her ser man konflikten som en konsekvens af to museumssyn, der kolliderer. Forfatter og militærhistoriker Jakob Sørensen anerkender umiddelbart Våbenhistorisk Selskabs ønske om at få gennemgået museets gamle våbenbeholdning.

»Mange våben er der tusindvis af, og dem kan man uden at blinke smide ud, når man har sikret sig et mindre antal. I sådanne tilfælde vil typisk en meget lille procentdel af beholdningen bestå af sjældne våben. Det er selvfølgelig vigtigt at få afgjort«.

Men han mener samtidig ikke, at Tøjhusmuseet vil kunne tilfredsstille de særligt våbeninteresserede og samtidig være et tidssvarende militærhistorisk museum:

»Man skal ikke lave museer til nørderne. Men man skal lytte til dem, for de ved, hvor der kan være noget vigtigt«.

Jakob Sørensen bakkes op af Michael Clemmesen, historiker, tidligere brigadegeneral og formand for Dansk Militærhistorisk Kommission:

»Jeg kan godt forstå Vaabenhistorisk Selskab, men Tøjhusmuseet bliver for smalt, hvis det kun henvender sig til våbenhistoriske nørder, der kan begejstres over et nyt sværd«, siger han og fremhæver Armé Museum i Stockholm, hvor våben- og socialhistorien er forenet.

»Det centrale i krig er mennesket og ikke materiel«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken