Med hånden signalerer han, at den lavthængende sol blænder ham.

Derfor rykker han tættere på mig, den unge flotte købmandssøn i sin fine uldjakke. Han er høj, og jeg rækker mig på tåen i mine rummelige lædersko, der udelukkende sidder fast på foden, fordi jeg skjult under særk og kjortel bærer store gule uldsokker bundet under knæet. Det er helt efter bogen.

Ridderturneringen er i gang, og publikum hujer og klapper.

»Er det ikke din moder?«, peger jeg mod den så tydeligt velhavende kvinde i grøn langkåbe og kostbar hoveddug midt på tribunen.

»Jo«, siger han. »Ærmerne er helforede med kaninskind«.

Ridder Lauterbach og Ridder Svane galoperer mod hinanden. Med et dunder støder de mod hinanden, og lanserne splintres mod rustningerne.

»Lansebrud!«, siger Købmandssønnen, og vi klapper.

Aldrig mere end tjenestepige
Det er tredje gang denne dag, at jeg og Købmandssønnen taler. Et tilfælde? Jeg tvivler. Så jeg vover et dristigt spørgsmål og forventer at blive belønnet for mit mod:

»Men er det passende, at vi ses sammen her«, siger jeg, mens jeg lader min pegefinger røre guldbroderierne ved den unge mands ærme. Hans højde gør, at min hoveddug desværre truer med at glide baglæns og blotte mit hår – gud forbyde det! – og jeg må holde den på plads med min anden hånd.

»Ja«, siger han og holder mit blik med en imponerende selvtillid.

»Vi må godt tale sammen. Du må godt være min ven. Men en ting er sikker: Du vil aldrig blive mere end tjenestepige. For du bliver, hvor du nu engang er i hierarkiet«.

Feudal realitet
I det samme vralter en ældre middelalderkone over til mig. Hun tager fat om min arm, så jeg må vende mig bort fra den unge mand:

»Her er reglen«, siger hun bestemt. »Man tager sit forklæde af, når man er til turnering!«.

Jeg kigger ned ad mig selv og ser pletter af fåreblod. Kors! Og her, midtvejs under mit ophold i middelalderbyen Sundkøbing, rammer den feudale realitet mig pludselig med et slag.

Jeg sætter hælene tilbage i det fugtige græs og er 163 cm igen, hvilket i det mindste er den autentiske gennemsnitshøjde for middelalderkvinden. Og jeg siger til Købmandssønnen:

»Undskyld, jeg må tilbage til arbejdet og lægge mit forklæde«.

»Nej«, siger han smilende, så jeg et kort øjeblik tror, at han ønsker, at jeg skal blive ved hans side.

»Du skal enten tilbage til arbejdet eller lægge forklædet«.

Foto:  Joachim Adrian
Middelalderdyrkelse
Dyrkelsen af middelalderen er enorm i disse år og på det 20 år gamle Middelaldercentret ved Nykøbing Falster mærker man den voldsomme interesse.

Her genopfører ansatte og frivillige epoken igennem reenactment ved at spille mennesker, der bor i den lille købstad Sundkøbing, der støt vokser år for år.

Alle husene i byen har i efterårsferien været fyldt med larm, lugte og levet liv som i middelalderen, frivillige fra hele Danmark, men også Tyskland har booket sig ind i husene for at komme på tidsrejse, og det er derfor her, jeg har valgt at være undercover i et par dage.

Jeg vil vide, hvad hypen handler om og mærke den på min egen krop.

For en ting kan undre: hvorfor moderne mennesker har lyst til at dyrke en periode i verdenshistorien, hvor gennemsnitsalderen lå omkring de 30, hvor børnedødeligheden var høj, og hvor pesten – som i Sverige også kaldtes barnedøden – gjorde voldsomt indhug i den europæiske befolkning og udslettede op til 35-40 procent i hårdt ramte egne.

Strenge regler
Ligesom de andre omkring 70 udklædte frivillige, der har haft en defineret rolle, har jeg udført mine pligter og talt i nutid, som skrev vi 1402 og Erik af Pommern var konge.

Det er blevet muligt, fordi lederen af Middelaldercentret, Peter Vemming Hansen, har ladet mig få dispensation fra det ellers obligatoriske vinterkursus for frivillige.

Aftalen har været, at min identitet som journalist samtidig holdes skjult for de andre frivillige, så jeg indgår på lige fod med dem. Jeg har fået udleveret en dragt og fået rollen som den nye slagte- og køkkenpige og har således skullet begå mig blandt hardcore middelalderaficionados.

Ingen bærer briller. Tatoveringer og piercinger er strengt forbudt. Har man bøjle, må man ikke smile. Og jeg bliver først lukket ind, da Peter Vemming Hansen, der selv er i civil, har udbrudt:

»Gud, er det dig, jeg kan slet ikke kende dig igen«.

For så til gengæld at tilføje:

»Men Camilla, jeg må lige bede dig om at spytte dit tyggegummi ud«.

At adlyde skal vise sig at være noget, jeg er god til.

Fårene skal flås
Jeg står sammen med mine bad ass-slagtesøstre Pia og Jette og flår et af fårene, der er hængt med hovedet nedad ved bredden i Sundkøbing. Jeg kan stadig mærke varmen fra dyret, da jeg tager min kniv fra mit bælte og skærer fra bagbenet mod testiklerne.

En far og søn, der er blandt de almindelige gæster i Gore-Tex på Middelaldercentret, kommer forbi: »Min far kan ikke lide dyr«, siger drengen.

»Jo, jo«, retter faderen.

»Jeg er bare mere til gedefeta«.

»Feta? Det ved jeg ikke, hvad er«, siger jeg og forsøger at falde ind i rollen, mens jeg i mit stille sind sender en kærlig hilsen til Irmapigen og hendes kølemontrer. Jeg er, modsat Pia, ikke opvokset på landet, og jeg har aldrig holdt et stort dyr, i det øjeblik det udåndede med blod løbende fra næsen.

Men sådan er det her i middelalderen. Dyret udstødte en frygtelig lyd. Og der er ingen vej tilbage.

Foto:  Joachim Adrian
Udviskede grænser
Lidt væk, ved Farverens hus på nokken, ser jeg kvindeskikkelsen første gang. Hun er høj, iført rød kjole og hvid hoveddug, og selv her på afstand fornemmer jeg hendes pondus.

»Hvem er hun«, spørger jeg slagtepigerne.

»Det er Købmandskonen«, siger Jette.

»Flot«, siger jeg.

»Ja, Cath er meget pyntesyg«, siger Pia skælmsk, så jeg kommer i tvivl om, om hun mener Købmandskonen eller kvinden fra 2012, der spiller rollen. Grænserne begynder at flyde sammen.

»Hun broderer kun og må ikke arbejde. Det gider vi andre ikke!«, siger Jette.

Stræben efter velstand
Købmanden, der også er byens borgmester, hilser os med et »Guds fred!« og beder mig om at følge ham.

Jeg er hans køkkenpige, jeg sætter min kniv tilbage i bæltet og følger ham lydigt. Han er samtidig museumsinspektør, Kaare Johannessen, der er en af de få, der kender min identitet. Vi går mod de store belejringsmaskiner, bliderne, der kaster skyts ud i Guldborgsund.

»Købmandskonen er gift med vores chef. Ja, her hersker også nepotisme akkurat som i den virkelige verden«, ler han, da jeg spørger til kvinden.

»Cath er suverænt den største påfugl, vi har«.

»Men«, indvender jeg, »jeg kan da sagtens identificere mig med en vis stræben efter at være en af de velhavende i middelalderen i stedet for at være blandt samfundets laveste?«.

»Jo, men det er måske 3-5 procent af befolkningen, der går sådan klædt. Og vi ser ofte, at folk bliver pyntesyge. Det er os magtpåliggende, at der ikke er for mange påfugle herude«, siger Købmanden.

Foto:  Joachim Adrian
Præventionsforbud
Hans egen klædedragt er imponerende. Flamsk brokade. Pels ved ærmerne. I bæltet har han sin ’pornopung’, der viser elskovsakten i smukt broderi.

»Det minder mig for resten om noget«, siger jeg. »Må man egentlig bruge prævention?«. Jeg tænker på stedets forbud mod moderne nyanskaffelser som briller, tandbøjler, piercinger og tatoveringer.

»Nej, men de gør det alligevel«, svarer Købmanden. »Man kan for eksempel flette et pessar af snerler, og så kan man lave cremer af særlige syrlige planter, der har en vis sæddræbende effekt«.

»What, gør folk det? Virker det?«, måber jeg.

»Nej, nej. Ikke nu«. Og det går op for os, at vi talt forbi hinanden på grund af kravet om, at man skal tale i nutidsform om middelalderen. Købmanden taler om de rigtige middelaldermennesker, og jeg om de moderne mennesker i middelaldertøjet.

»Hvad de frivillige gør ude i husene, når de besøgende er gået, er op til dem. Men der er nogle, der i høj grad lever som dengang«.

Foto:  Joachim Adrian
Spedalskhed og stikkontakter
Vores veje skilles, og jeg går forbi lægeurtehaven, smedjen og skomageren mod Købmandens bryggers, hvor jeg arbejder.

På vejen ligger en lille ældre kvinde tydeligvis angrebet af spedalskhed. »Hav barmhjertighed!«, jamrer hun og vrider sig af smerte.

Milde Maren, jeg er lettet over at vide, at det bare er Birthe! For det er den samme kvinde, der tidligere på dagen bad mig om at lade være med at læne mig op ad en stikkontakt i de frivilliges civiliserede mødehus, så lyset gik ud, da dagens opgaver blev fordelt. Det er bare Birthe.

Med Madmor på nakken
»Hej, hej«, siger jeg, da jeg træder ind i bryggerset. »Guds fred!«, hilser de andre køkkenpiger tilbage. Jeg undskylder. Jeg er den nye pige.

En gris skal parteres, hovedet ligger allerede på et bord, og Madmor er ved at forbinde sin finger. Den fyldige kvindes humør er ikke just højt.

»Sig mig, er du altid så god til bare at stå og glo«, siger hun.

Så jeg forsøger at hænge i, henter brænde, holder gang i ildstedet, hælder vand i gryder og kander, og jeg henter krydderurter fra køkkenhaven til rullepølsen.

»Laver du også mad i virkeligheden«, forsøger jeg, da Madmor og jeg kigger til den kogte spelt med porrer.

»Ja, gør du ikke det?«, svarer kvinden, som åbenbart hedder Jane.

Men så siger hun: »Jeg laver mad med daglejerne«, som vist er stedets skoletjeneste.

Foto:  Joachim Adrian
Moderne kvinder i en grusom tid
Køkkenpigerne Katja, Linda, Thit og de to tyske søstre Beate og Andrea fra Düsseldorf tager også ordrer fra Madmor. Katja hjælper mig diskret og dækker over mig, når noget går galt. Hun er til daglig coach i Post Danmark.

Kun en kort stund sidder vi ned i det dunkle bryggers. Foran os er en træskål med gris i kål, som vi spiser med træskeer fra hylden.

Jeg løfter en mundfuld. Tygger. Og tænker næsten ikke på tuberkulose, dysenteri og difteritis.

»Hillemænd, det smager godt«, siger jeg og nikker anerkendende til Madmor. Hun spiser med en kniv, som hun dolker i kødstykkerne for så at løfte dem til munden.

Jeg skal netop til at lufte min undren: Hvorfor disse moderne kvinder har lyst til at genopføre en tid, der på mange måder var grusom, da to unge høje, flotte og velhavende fyre, en mellemblond og en mørkhåret, træder ind for at blive bespist.

Middelaldersmuk
»Guds fred! Jeg er ny her. Hvem er I egentlig?«, spørger jeg lidt for ivrigt.

»Det er mig, som har bygget huset her«, siger den unge mørke mand, der viser sig at være Købmandskonens søn, i virkeligheden, og som derfor har tilbragt store dele af sit liv netop her. Fem dragter har han. Og hedder Carsten. Hans ven, der hedder Joachim, er ridder.

Han siger nu drillende til Købmandssønnen:

»Se, hvor dårligt du har bygget huset. Der mangler noget«, mens han peger på lufthullet lige under taget.

»Det er et madhus, din nar«, siger Købmandssønnen.

»Hvorfor er du ikke også ridder«, spørger jeg ham. Mest af alt fordi han ligner en: rimelig middelaldersmuk, som han sidder dér i sine grønne langhoser.

»Det er ikke min passion, som det er for Joachim«, siger han og oplyser samtidig, at hans ven er blevet nr. 3 til EM i disciplinen ridderturnering. Han blev ramt på armen af modstanderens lanse, som dernæst fik sin hjelm skubbet af.

»Til gengæld har Joachim ti tommelfingre«, kvitterer Købmandssønnen drillende.

»Fuck dig«.

»Det har du ...«. »... ikke!«, fortsætter de to unge fyre. De bor begge i Odense, hvor ridderen læser historie og Købmandssønnen planlægger at videreuddanne sig i ledelse.

Mine medkøkkenpiger er nu allerede i gang med arbejdet.

»Hvad skal jeg gøre med resten af min mad?«, hvisker jeg til mine nye spændende mandlige middelalderbekendtskaber.

»Du skal spise op!«, siger Købmandssønnen på en måde, der vist i skuespillerfaget hedder højstatus. Han er muligvis kun en mand i 20’erne. Men her i Sundkøbing anno 1402 er han mægtig.

Foto:  Joachim Adrian
Sundkøbings bøller
Et par timer senere ser jeg de to unge mænd øve sig i at slås. Jeg står ved en vask med rindende vand i det område, der er lukket for publikum.

Da de unge fyre passerer mig, hilser jeg på dem. Her backstage må man opføre sig frit uden hensyn til sin udklædning, men det er svært:

»Har I så mødt mange skønmøer og ædle jomfruer her«, spørger jeg.

Ridder Joachim kigger blufærdigt væk. Købmandssønnen tager straks imod invitationen.

»Ja, det er, hvad det handler om, når man er mellem 15 og 18 år. Det er klart«.

Vi taler om reenactment. Og hvordan det har været at vokse op på Middelaldercentret i udklædning.

»Joachim og jeg er Sundkøbings bøller«, siger Købmandssønnen.

»Virkelig?«, spørger jeg.

»Nej«, siger han og griner og giver mig igen grund til forlegenhed – en følelse, jeg nærmest havde glemt fandtes.

Den skjulte reporterblok
En fyldig middelalderkvinde går forbi med en smøg i kæften. Jeg er blevet fortalt, at man skal sige, at man skal hente lungeurt, når man har brug for en smøgpause her backstage.

»Middelaldercentret er et helt særligt sted«, siger Købmandssønnen i et mere oprigtigt tonefald.

»Her er alle slags mennesker. Og alle får en plads. Her er jo også mange sociale udskud, som føler sig godt tilpas, fordi de får ansvaret for en vigtig funktion«.

Inde på toilettet bag den låste dør tager jeg min reporterblok og pen, som er gemt ved brystet og skjult af forstykket af min strudhætte og noterer, som jeg må gøre med jævne mellemrum.

Da jeg kommer ud igen, står Købmandssønnen ved indgangen til ridderturneringen. Venter han? På mig?

Så blænder solen ham, og han kommer tættere på.

Da jeg i befippelse går mod Bryggerset, passerer jeg en ung kvinde. Hun sætter sig på en stol hos Farveren. Bleg og med et sår på kinden. Den sorte død?

Den nat tager jeg tilbage til min familie i København og mine to børn født i dølgsmål. Mine drømme derimod bliver tilbage i middelalderen.

Foto:  Joachim Adrian
Uheld med en økse
I Bryggerset næste dag forsøger jeg at få de andre køkkenpiger i tale.

Men det er svært at få et ledigt øjeblik. Ilden bliver ved med at gå ud under de store gryder med kål, den ene lækker ned i gløderne, og på gulvet ligger brænde spredt overalt.

»Brug de ødelagte lanser, de brænder godt, og se, om du også kan få gang i gruekedlen«, siger Madmor til mig.

»Og så skal der steges kød og røres i kålen«, lyder næste ordre.

Det lykkes mig at få gang i fire blus på en gang, så jeg kan liste over til Farverens hus. Jeg har tænkt på den syge pige.

»Hun er her ikke nu«, siger Farverkonen. »Var det pesten«, spørger jeg.

»Det var et uheld med en økse. Det var meget grimt«, svarer hun. Jeg går tilbage i tiltagende uro.

Skrap og underdanig
Jeg steger og koger og sveder over gryderne, så flammerne er ved at fange min kjole, og mine kinder brænder.

»Jo, jeg synes også, at det er svært at træde ind i rollen som underdanig kvinde. Jeg tror, det er godt, at her er så mange skrappe kvinder«, siger Katja, da jeg endelig får delt min undren med hende.

Linda, der også har rollen som byens jordemoder indimellem, fortæller, at en af de unge kvindelige frivillige har sagt, at hun gerne ville have hende til at hjælpe sig, når hun skal føde sit første barn engang. At det ville være det mest naturlige.

Ild i panden
Jeg kan både forstå og mærke på mig selv, at der også er et stærkt kvindefællesskab her. Og nu, hvor jeg er blevet bedre til at holde gang i mine blus, føles arbejdet enkelt og meningsfyldt, og mit adrenalinniveau, forekommer det mig, har aldrig været lavere.

Men så går der ild i min pande bag os. Vi løber til, og Katja og jeg puster ilden ud.

»Jeg håber ikke for dig, at du er her i morgen, hvor vi skal holde møde«, siger Madmor, der netop er trådt indenfor.

»Og du har brugt dejskraberen til panden!«, buldrer hun på en måde, som bekræfter min fornemmelse. Hun har skænket mig en plads og holder mig fast på den.

Men så sker det, at jeg bliver kaldt bort fra Bryggerset. Jeg skal op til Købmandskonen. I Det Store Hus.

Makeup af skjoldlus
»Guds fred!«, siger kvinden, da jeg er ankommet til hendes private stue, mens mine ben pludselig nejer. Hun fortsætter samtalen med sine gæster, mens jeg har til opgave at holde gang i kaminen, pudse og rette på sengen.

Men da vi er alene, spørger Købmandskonen: »Vi du have et glas vin«, og hælder fra en kande.

»Det er Lutendrank. Tysk vin krydret med honning og kardemomme«.

»Må jeg«, spørger jeg. Og kaster hovedet tilbage.

»Her er det mig, som bestemmer«. Cath, eller Catharina Oksen, er, foruden chefens og købmandens kone, arkæolog og stedets dragtkyndige, viser det sig.

»Kom og prøv den makeup, jeg netop har lavet«, siger hun og frembringer en krukke og et tåget spejl.

»Smør det på kinderne, højt oppe. Og så læberne«. Jeg gør, som hun siger.

»Det er svinefedt og kermes, altså knuste skjoldlus, som giver den røde farve«, forklarer hun.

Foto:  Joachim Adrian
Magtfuld udklædning
Jeg spørger, hvor stor rollernes betydning har herinde.

»Det er klart, at jeg er nødt til at opføre mig på en særlig måde, når jeg er udklædt her. Men når vi er ude bagved, så er vi jo alle sammen på fuldkommen samme niveau«, siger Købmandskonen.

Men så kommer der nye gæster. To mænd, hun kender. De taler om parkeringspladser nede i byen.

»Jeg kan ikke parkere ulovligt nede i byen, for alle ved, hvem jeg er«, ler kvinden så, mens jeg mærker, hvordan min egen tjenestepigeidentitet er ved at kaste anker i sjælen. Udklædningen er magtfuld.

Jeg føler samtidig en sær stolthed over at være avanceret fra køkkenpige til tjenestepige, hvis man overhovedet kan kalde det at avancere. Hvert et øjeblik kan jeg sendes tilbage til Madmors gruekedel.

Riddere og skønmøer
I stedet dukker en ung mand imidlertid op og fortæller, at Købmanden har sendt bud efter mig. Jeg og en anden pige skal følge ham med lygte gennem den nu dunkle skov, hvor vi blandt andet passerer det sted ved åen, hvor flere små kors markerer, at Åmanden har taget børnene.

Da vi vender tilbage til byen, passerer vi nogle skønmøer, der fnisende taler om Ridderen Joachim og Købmandssønnen Carsten:

»Jeg tror, de slås. Kom, skal vi ikke finde dem?«.

Tilbage foran Bryggerset står jeg med de andre køkkenpiger og ser Madmor udskære den dampende skinke, da Købmandskonen stopper op, nu i sin fine langkåbe med kaninpelsforede ærmer. Madmor tilbyder hende, i et næsten venligt tonefald, et stykke af skinken.

»Den gris er ikke død forgæves!«, udbryder Købmandskonen. »Men åh, I skulle have haft opskriften på sennep med mandler«.

Så vender hun sig halvt mod mig.

»Skal vi gå?«.

Ved Købmandskonens side
Jeg følger den høje skikkelse gennem mudder og mørke mod turneringspladsen. Jeg er nu blevet tjenestepigen, der ledsager sin frue på tribunen til den store årlige aftenridderturnering i Sundkøbing.

Vi hilser på Ridder Svane og Ridder Lauterbach, der skal kæmpe om en stridshest. En jomfru bliver valgt til at overrække prisen.

Mens vi følger turneringen fortæller Købmandskonen om udviklingen af stedet. Om det fantastiske ved eksperimentalarkæologien, der gør, at man kan afprøve det, man opfører fra tiden.

»Har du set, at vi er ved at bygge en kirke? Teglstenene laver vi selv«.

Hendes søn Carsten hjælper Ridder Svane på banen, fortæller hun. Det er så mørkt, at jeg ikke kan se ham. Jeg husker hans ord: »En ting er sikker: Du vil aldrig blive mere end tjenestepige ...«.

Men nu, hvor min stræbsomhed er faldet til ro og er afløst af feudal resignation, rører det mig ikke længere.

Afsløringen
Ridderne løfter brændende ’menneskehoveder’ fra jorden med deres lanser. Vi klapper. Så begynder den rigtige turnering.

Min journalistiske distance lod jeg blive hjemme, men min spørgelyst tog jeg med mig. Nu er også den ved at forsvinde til fordel for dannekonens underdanighed.

Jeg retter på Købmandskonens skinnende hoveddug, der har vendt sig forkert i aftenblæsten. Hun ænser det ikke. Så fortæller jeg om min mission: at jeg er journalist i udklædning.

»Det tror jeg ikke, at vi har set før«, siger hun smilende.

Jeg mobiliserer nu min sidste rest af moderne undren:

»Den mandlige fascination af tiden er oplagt på grund af ridderkulturen. Men hvorfor er kvinder fascineret af en tid, der for dem betød hyppig død i barselssengen og en levealder på omkring 30 år?«.

Foto:  Joachim Adrian
Idealmanden
Om det er Købmandskonen eller Catharina Oksen, der svarer, ved jeg ikke. Jeg opgiver at skelne.

»Det er rigtigt, at der dør en del unge førstegangsfødende kvinder i barselssengen. Men overlever man første fødsel, er der såmænd en pæn chance for at blive rimelig gammel«.

Og, siger så Købmandskonen Catharina Oksen:

»Hvilken kvinde er ikke fascineret af idealet med ridderen på den hvide hest, hans høviske opførsel og hans måde at sætte kvinden på en piedestal?«.

Der er voldsomme lansebrud. Flere gange. Vi hylder de modige mænd.

Så vender hun tilbage til svaret. Forklarer, at livet i middelalderens enkle og overskuelige liv virker afstressende.

»Det er, hvad de fleste kvinder har brug for«, siger hun.

Jeg tror, at min hoveddug faktisk nikker.

»Hele dagen går med at ordne hus, lave mad, passe bål og snakke med børnene. Man kender sin plads i forhold til køn, status og økonomisk formåen«, forklarer kvinden.

Spejl holdt op foran virkeligheden
Ridder Svanes lanse rammer igen med voldsom kraft.

»Det er fantastisk at prøve at leve sig ind i den situation, selv om man selvfølgelig godt ved, at det er en leg«.

Men en leg, der griber ind i virkeligheden, tænker jeg, for nu siger kvinden ved min side:

»Det er godt, at det er Ridder Svane, der vinder. Han bliver i så dårligt humør, når han taber«.

Turneringen er ved vejs ende. Ridderen får overrakt sin præmie af den smukke jomfru.

»... som han har været kærester med i virkeligheden«, ler Købmandskonen Catharina Oksen. Og jeg fornemmer, at hvad jeg ser, er et tåget middelalderspejl holdt op foran virkeligheden.

Omfavnelse på godt og ondt
Det er på tide, at jeg afklæder mig min dragt og forlader middelalderbyen i civil.

Jeg går mod udgangen for at træde ud af 1402, men det er ikke som at passere udgangen i Tivoli. Nok tager døden ikke skønjomfruen, når hun føder Ridder Svanes førstefødte, og nok tager Åmanden ikke for alvor de små børn, så vi må sætte kors i skoven.

Men jeg er ret sikker på, at jeg har mødt nogle moderne mennesker, der oprigtigt ønsker at omfavne middelalderen på godt og ondt.

»Guds fred!«, hilser jeg taxachaufføren, mens de kolossale kastemaskiner, bliderne, sender larmende ildkugler ud i Guldborgsunds mørke vande.