Den 22. juli 1968 tog tre medlemmer af PFLP, Folkefronten til Palæstinas Befrielse, kontrollen over et Boing 707-fly fra det israelske luftfartsselskab El Al, der var på vej til Tel Aviv fra Rom med ti besætningsmedlemmer og 38 passagerer. Flypiraterne, som de hurtigt blev døbt, tvang flyet til Algeriet, hvor myndighederne ved langvarige forhandlinger sikrede en lykkelig udgang af dramaet. Den første aktion Men netop denne begivenhed skabte historie, for både politiske bevægelser, efterretningsvæsener og eksperter anser kapringen af El Al-flyet i 1968 for indledningen til den stribe af palæstinensiske og arabiske terroraktioner, hvor unge mænd og kvinder med partisantørklædet på hovedet og en Kalasnikov i hånden holdt rædselsslagne gidsler fangne, mens seere verden over var publikum. For målet med aktionerne var både at lægge pres på Israel og samtidig skabe opmærksomhed om kampen for et frit Palæstina. 34 år efter kaster israelske og palæstinensiske ledere igen skældsordet terrorist i hovedet på hinanden, som de har gjort det siden de første kampe mellem jødiske og arabiske grupper allerede i 1930'erne. Blodige aktioner mod arabere og briter Dengang var terroristerne de paramilitære jødiske grupper, der kæmpede for oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina, og hvis fjender både var araberne og Storbritannien, der administrerede området. Organisationer som Irgun og den jødiske undergrundshær Haganah stod bag blodige aktioner mod både arabere og briter, og volden kulminerede med jødiske terroristers mord i 1948 på FNs Palæstinamægler, den svenske greve Folke Bernadotte. Tingene vendt på hovedet i 1948 Med oprettelsen af Israel samme år blev tingene vendt på hovedet. I hundredtusindvis af arabere boede nu i de flygtningelejre, der blev arnestedet for de politiske og siden også religiøse organisationer, vi har kendt siden. De har både brugt terrorismen og diplomatiet som politisk kampvåben for at 'kaste Israel i havet', som var et af slagordene i de første mange år, og siden for retten til en levedygtig palæstinensisk stat side om side med Israel. Hvad er terrorisme I det hele taget er terrorisme et vanskeligt begreb, og en ny britisk lærebog, 'Revolutionary Conflicts' af militærhistorikeren Richard Thackrah opgiver at give en klar definition. En anden militærhistoriker - og romanforfatter, amerikaneren Caleb Carr, advarer mod billedet af terrorister som fanatiske romantikere eller kynikere med en sag. Det er kun en del af virkeligheden, skriver han i bogen 'The Lessons of Terror'. 'USA har begået terror' Han peger på, at selv USA i forfølgelsen af politiske eller militære mål utallige gange har grebet til midler, der falder inden for de gængse forsøg på at definere terrorismen, herunder systematisk udryddelse af civilbefolkningen, som det ifølge ham skete i visse faser af Vietnamkrigen. Caleb Carr mener også, at grænsen mellem krigsforbrydelser og terrorisme er hårfin. Her er vi langt fra det gængse billede af terroristen med den røde stjerne på brystet og den sovjetiske Kalasnikov hængende over maven, som vi traditionelt får på nethinden ved lyden af ordet terrorist. Terrorisme år 1100 Men terrorisme er mange ting, og begrebet går langt tilbage i historien. Med god vilje er det for eksempel muligt at betegne den muslimske sekt assasinerne, der mellem 1100 og 1300 bekæmpede både kristne og muslimske fyrster i Mellemøsten, som terrorister, for midlerne var snigmord og vold mod de civile, der samarbejdede med assasinernes fjender. Staters terror 'La terreur', terrorperioden, var navnet på de måneder i 1793, hvor det revolutionære styre i Frankrig bevidst brugte terror som politisk instrument og forsvarede brugen af den i en situation, hvor styret var presset af kontrarevolutionære indefra og en international koalition af europæiske fyrstehuse, som angreb Frankrig udefra. Her taler vi om statsterror, der som historikeren Erling Bjøl anfører i bogen 'Hvorfor krig' kostede godt 35.000 mennesker livet. De blev enten henrettet efter proces og dom eller ved summariske mord, og det revolutionære styre inspirerede ledere af revolutionære bevægelser siden hen. Vold som nødvendigt forsvar Historikeren Francois Furet indledte for over 25 år siden en voldsom historikerstrid i Frankrig med påstanden om, at revolutionære bevægelser bærer kimen til terror og totalitarisme i sig, mens overvejende marxistiske historikere svarede, at revolutionære bevægelser altid er blevet mødt af kontrarevolution og interventioner udefra, fra det revolutionære Frankrig til Nicaragua i 1980'erne. I den situation er volden et nødvendigt forsvar mod en anden form for vold, lød det fra for eksempel revolutionshistorikeren Michel Vovelle. Listen over statslig terror over for politiske modstandere som i Sovjetunionen eller nationale mindretal som Tyrkiets folkemord på armenierne efter Første Verdenskrig og Saddam Husseins undertrykkelse af kurderne er lang. Grænseområdet Andre eksempler ligger i grænseområdet mellem krigsforbrydelser og terrorisme. Det gælder den tyske hærs systematiske mord på civilbefolkningen i Østeuropa under Anden Verdenskrig, som netop i disse uger dokumenteres på en stor udstilling i Berlin, og på et andet kontinent den amerikanske krigshelt, general Shermans, systematiske afbrænding af byer i syden under den amerikanske borgerkrig, som Caleb Carr nævner. Nationalistisk terror Det er staternes terrorisme, som virkelig har skabt ravage og ofre i den helt store skala, skriver den britiske historiker Eric Hobsbawm i bogen 'The Age of Extremes' om terrorisme i 'det korte 20. århundrede', der begyndte med Første Verdenskrig i 1914 og sluttede med Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Den traditionelle terrorisme har først og fremmest været dyr for forsikringsselskaberne, skriver han. Måske, men netop den Første Verdenskrig blev sat i gang af en serbisk nationalist attentat på det østrig-ungarske tronfølgerpar i Sarajevo i 1914. Bag attentatet stod den serbiske nationalistgruppe Sorte Hånd. Der var tale om en typisk terroraktion, for mord på fremtrædende personligheder og magthavere er et af terrorismens mest brugte instrumenter. Politisk kaos og frygt Andre terrorister har også brugt den metode for at skabe politisk kaos og frygt. Det gælder i høj grad nationalistiske terrorister. Fra nyere tid er IRA, den irske republikanske hær, et godt eksempel. På dens liste over prominente ofre står blandt andre den tidligere britiske vicekonge i Indien, lord Mountbatten, der blev myrdet ved et attentat i 1980, og den tidligere britiske premierminister, Margareth Thatcher, var tæt på at lide samme skæbne i 1984. Fra starten på frihedskampen mod briterne i 1916 var væbnet kamp og terror vendt mod både britiske soldater, personligheder og civilbefolkning et led i IRA's strategi, som det har været det for den baskiske separatistbevægelse, ETA, der fortsat myrder demokratisk valgte politiske ledere, dommere og indtil for nylig også civile i blodige attentater i og uden for Baskerlandet. Terrorisme eller krig Svarene på terroren har været militære, retlige og politiske, og i tilfældet Baskerlandet har politiske reformer for eksempel gjort det muligt at isolere ETA i både den baskiske og spanske befolkning. Deres sag forekommer ikke at være retfærdig i dag, mener et stort flertal i Spanien og Baskerlandet, hvor hvert mord bliver mødt med store demonstrationer. Helt anderledes gik det i Algeriet i 1950'erne, hvor den nationale befrielsesfront, FLN, i 1954 indledte frihedskrigen mod Frankrig ved at myrde flere civile franskmænd, herunder en gruppe lærere. Terrorismen var helt frem til 1961 et våben på lige fod med den militære kamp mod den franske hær, og den tog til efter det blodige slag om Algier, der på mange måder ligner israelernes aktuelle aktioner i Palæstina. Det lykkedes den berygtede faldskærmsgeneral Jacques Massu at få kontrol over kasbaen i Algier, og Frankrig havde vundet det militære slag. Men terroraktioner mod fransk militær og civile franskmænd tog til, og opinionen i Frankrig og verden vendte i takt med afsløringer af tilsvarende fransk terror mod civile algeriere, som senest historikeren Benjamin Stora har beskrevet i flere bøger. Frankrig havde ikke historien og retfærdigheden med sig, vurderer Benjamin Stora som en af forklaringerne på denne vending. Frankrig og Algeriet har netop markeret 40-året for Algeriets uafhængighed, og et af de mest omdiskuterede spørgsmål handlede om terrorismen som politisk kampvåben. Bliver mord på civile, kvinder og børn på et tidspunkt i et folks kamp for frihed et nødvendigt kampmiddel? Hvor går grænsen mellem krig og terror? Røde Brigader Den er der mindre diskussion af, når terrorismen har et religiøst eller politisk udspring som Al-Qaeda-netværkets offensiv for muslimsk fundamentalisme eller den islamiske Frelserfront, FIS, der siden begyndelsen af halvfemserne har myrdet over 10.000 civile i Algeriet i kampen for et islamisk styre i landet. I sammenligning har de terroristiske bevægelser i Europa haft langt mindre gennemslagskraft. De opstod i 1970'erne blandt især studerende i frustration over 'Sovjetunionens forræderi over for revolutionen', som den tyske journalist Ulrike Meinhof udtrykte det. Andre rasede over, at de kommunistiske partier, som i Italien, havde lagt revolutionen på hylden og var blevet reformister, som det yderste venstre omkring grupper som Lotta Continua udtrykte det. Dertil kom mobiliseringen omkring Vietnam-krigen og støtten til PLO og andre grupper i Palæstina. Ingen revolutionær situation Men selv i Italien var situationen ikke revolutionær, selvom terrorgruppen De Røde Brigader forsøgte at skabe den med mord på fremtrædende politikere fra både højre og venstre, mens det yderste højre sprængte bomber på banegårde og pladser i et forsøg på at få det politiske system til at gå i opløsning. I baggrunden stod kræfter fra den italienske efterretningstjeneste, som med kontakt til deres kolleger i CIA overvejede muligheden af - via denne 'spændingens strategi' - at indsætte et totalitært styre i Italien for at hindre kommunistisk regeringsdeltagelse. Længere nordpå spekulerede styret i DDR også i at svække rivalerne i Vesttyskland med en skjult støtte til diverse terrorbevægelser i Vesttyskland trods indignerede påstande om det modsatte. Men både i Italien og Tyskland blev terrorismen massivt afvist af de masser, terroristerne hævdede at kæmpe for, og terroristerne blev aldrig mere end 'fortabte sjæle', som den tyske forfatter Günter Grass kaldte dem. Begins terroraktion 1946 Så let går det ikke i Palæstina. Den senere israelske regeringschef Menahem Begin var ikke en isoleret, fortabt terrorist, da han i spidsen for terrorgruppen Irgun i juli 1946 sprængte en fløj af Kong David hotellet i Jerusalem i luften, hvorved 90 civile omkom. Lige så lidt isolerede er de palæstinensere, der i disse timer forbereder nye aktioner i Israel, og derfor er en politisk løsning med indrømmelser til begge sider den eneste mulighed for at stoppe terroren i Palæstina, som den franske politiske kommentator, Jean Daniel, formulerede det forleden.