Jeg sidder halvvejs oppe i røret i en lukket rutsjebane med hænderne i et fast greb om et tov og stemmer fødderne imod dens blanke stål. Det er sjovt, det her, tænker jeg, om end ikke højdepunktet på udstillingen. Men det siger noget om, hvad den tilbyder.
Som gæst på kunstinstitutionen Copenhagen Contemporary er man vant til, at kunst er noget, man ser på. Den er et spektakel. Man må ikke røre den – hold dit barn i hænderne – står der sødt formanende ved ankomsten. I det gamle skibsværfts postindustrielle udstillingsrum går man fra det ene betagende skuestykke til det næste.
