Ok. Lad os starte med det mest interessante: Dør Harry Potter eller er det Lord Voldemort som må bide i tryllestaven?

Bliver Ron og Hermione gift og viderefører den stolte Weasley-slægt og får den forræderiske slange Severus Snape den grumme skæbne, som han fortjener?

Hæ - alt dette og meget, meget mere kender jeg nu svaret på, mens I andre muggler må vente til I får tygget jer gennem de godt 750 sider i Harry Potter and the Deathly Hallows.

Det er belønningen for at have siddet oppe hele natten som en anden teenager og grådigt slugt syvende og sidste bind af J.K. Rowlings legendariske saga om Harry Potter og hans magiske verden.

Rowling overgår sig selv
At det overhovedet kan lade sig gøre at læse bogen i ét massivt hug og endda være en uhyre fornøjelse, siger ikke så lidt om J.K. Rowlings fortællekunst, der på imponerende vis har holdt dampen oppe gennem hele Harry Potter sagaen og som næsten overgår sig selv i dette sidste og for størstedelens vedkommende meget dystre bind.

Lige fra starten drypper siderne af uhygge og følelsen af en kommende katastrofe. Bogens allerførste scene byder på skødesløs gru og grusomhed og viser uden at gå i unødige detaljer med al ønskelig tydelighed, hvordan Lord Voldemort er den inkarnerede ondskab. Og derfra går det slag i slag med en blanding af hæsblæsende aktion og store eksistentielle dilemmaer.

Som varslet i slutningen af sjette bind, efter det traumatiske mord på den elskede professor Dumbledore, er den trygge rituelle tilbagevenden til Hogwarts vante rammer aflyst. Skolen er bogstaveligt talt forbi. Søgeren og holdkaptajnen Harry skal nu på den ultimative jagt på noget uendeligt mere farligt end det gyldne lyn i quidditch. Nu gælder det det endelige opgør med Lord Voldemort, hvor trekløveret Harry, Ron og Hermione i kapløb mod tiden kæmper for at finde de resterende horcruxer. De forheksede genstande, som Voldemort har gemt sin opsplittede sjæl i og som skal ødelægges før mørkets fyrste for alvor kan slås ihjel.

Den flæskede fætter Dudley
Inden da er der dog en sidste afsked med familien Dursley og huset på Privet Drive, og allerede her viser det et af de tilbagevendende temaer i bogen sig: At man ikke skal skue hunden på hårene og at der ofte gemmer sig andet i folk, end man umiddelbart ser. Her er det Harrys flæskede fætter Dudley, der viser sig at have flere og andre følelser, end de fleste – ikke mindst Harry – har anet.

Senere vil andre og mere centrale personer også vise nye og uventede sider, men det er der ikke meget tid at dvæle ved her i starten.

Harry fylder snart 17 år og eftersom han på det tidspunkt bliver myndig og mister den magiske beskyttelse i Dursley-huset, har Fønixordenen besluttet at evakuere ham. En dristig manøvre, der trods Hagrids James Bond-agtige flyvende motorcykel og diverse andre magiske foranstaltninger, er lige ved at gå i fisk og koster et af kernemedlemmerne af Fønixordenen livet.

Helt fra starten står det således klart at dette vitterlig er det ultimative opgør. Lord Voldemort og hans dødsgardister har nu sneget sig ind over alt. Hogwarts er faldet og det var ikke længe før også Ministeriet for Magi er i ondskabens hænder. I den første lange tid er der ikke meget håb at hente for vores venner, der knap nok selv kan holde sammen under presset og det lidet luksuriøse liv på flugt. Intet er som det var. Malfoy-familien viser uventede menneskelige træk, mens professor Dumbledore pludselig virker som en mere kompliceret og måske knap så ukompliceret sympatisk person end tidligere.

The Deathly Hallows lokker
For ganske vist er Dumbledore død, men det betyder bestemt ikke at han er ude af fortællingen, snarere tværtimod. Ikke bare dukker han i et enkelt afgørende øjeblik som en anden Obi-Wan Kanobi op og forklarer Harry Potter om tingenes sande sammenhæng; Dumbledores egen ungdom og de nye uflatterende oplysninger der kommer frem om det og hans familieforhold viser sig at spille en uhyre betydning for både handlingen og kampen mod Lord Voldemort.

En kamp som naturligvis i sidste ende står og falder med Harry Potter, hans mod, venner og moralske habitus. En af Rowlings store bedrifter er at hun på en og samme gang formår at vise Potter som en almindelig 17-årig dreng, der allerhelst vil feste med sine venner og kysse på Ginny Weasley og som en klassisk frelserskikkelse, der ved at han bærer ansvaret for hele den magiske verdens fremtid.

Og traditionen tro og i god tråd med det overordnede budskab om, at livet handler mere om, hvad man gør, end hvem man er, og hvor man kommer fra, skal Harry da også gennem en sidste fristelse før det endelige slag kan stå. Det er the Deathly Hallows, tre sagnomspundne magiske genstande som siges at give ejermanden magten over selveste døden, som lokker og truer med at distrahere Potter fra jagten på horcruxerne og Voldemorts sjæl.

Hvordan det spiller af skal ikke røbes her. Både horcruxer og hallows kommer til at spille en afgørende rolle i det forrygende spændende afsluttende slag, som strækker sig over 100 sider og hvor alt hvad der kan kravle og gå fra den magiske verden er på banen. Fra husalfer til giganter og fra kæmpeedderkopper til magiske planter og naturligvis med alt hvad der kan kravle, gå og flyve af troldmænd og hekse. Der er et slag som får alle de tidligere til at virker som opvarmning, med forfærdelige ofre og overraskende bedrifter på begge sider, eksempelvis viser Malfoys usympatiske venner Goyle og Crabbe at kunne lidt mere end som så.

Hvad sker der 19 år senere?
Her er ikke noget med tvetydige postmoderne slutninger. I bedste eventyrstil giver Rowling os forløsningen og en afslutning der – når man først har læst den og opdaget alle hvordan sporerne, der er blevet lagt ud i de forudgående bøger egentligt hænger sammen virker noget nær uundgåelig, så oplagt at man undrer sig over, at man ikke så det selv. Og for at der ikke skal efterlades nogen som helst tvivl omkring de forskelliges skæbner har Rowling tilføjet en epilog om, hvordan det går 19 år senere. Lige dette allersidste greb kan man diskutere om var strengt nødvendigt, personligt havde jeg nok foretrukket selv at kunne fantasere lidt mere frit om, hvordan det hele udvikler sig.

Men det er detaljer. I det store billede kan man ikke være andet end næsegrus beundrende over Rowlings bedrift. Ikke bare har hun formået at skrive et forrygende sidste bind under et næsten umenneskeligt forventningspres.

J. K. Rowling har skabt en helstøbt verden, et alternativt univers med troværdige personer som fungerer på sine egne præmisser og med sikkerhed vil bestå længe efter Harry Potter-feberen har lagt sig. Hun har lånt og stjålet ideer og strukturer fra stort set hele det vestlige verdens kulturelle fællesgods - fra Kong Arthur og sværdet til Gralsmyten for blot at tage de mest oplagte referencer i dette bind - og på virtuos vis fået støbt det samme til noget nyt, unikt og stadig troværdigt.

Det er en verden der ligner vores egen nok til, at vi kan identificere os med personerne, deres problemer og dilemmaer og som samtidigt helt umiskendeligt er Rowlings helt egen magiske fantasi. Som spiller både på barnedrømmen om at verden måske i virkeligheden er helt anderledes end vi tror, og de almenmenneskelige problemer der ikke kan løses med magi. For Rowling er ikke bange for at tage livets helt store spørgsmål op. Her i sidste bind det måske allerstørste af dem alle: Hvordan man kommer overens med døden og det at miste. Hvordan det måske netop er den som ikke frygter døden, som kan overvinde den og leve et helt liv. Og at virkelige valg ligeså ofte består af fravalg – noget selv de klogeste kan have vanskeligt ved. Troldmænd såvel som muggler.

J.K. Rowling: Harry Potter and the Deathly Hallows

Scholastic, 759 sider, 34,99$