De er ikke for fine til at grine ad deres egne jokes eller blive genforelsket i deres animation.

Det er faktisk så dejligt, at man sidder og finder på falsk beskedenhed som den værste af alle danske ’dyder’.

Thorbjørn Christoffersen og Kresten Vestbjerg Andersen, animationskunstnerne bag fredagens filmpremiere ’Rejsen til Saturn’, er drengevenner, der i en alder af 30 kun knap er blevet voksne, knægte der har fundet ud af at bygge en givtig karriere op over det, de sad ved computerne og nørdede over som store børn.

Sproget, de taler, er et frodigt og moderne miks af filmfaglige udtryk og helt gængs global ungdomskultur.

»Lidt 70’er-agtigt i stilen«
’Rejsen til Saturn’ bygger på Claus Deleurans klassiske sciencefiktive comic-bog, der udkom i 1978. De har de lavet den sammen med Craig Frank, og det er deres første film siden ’Terkel i knibe’ i 2004.

Der er jo ikke to ting, der ligner hinanden mindre end jeres meget ekspansive, koloristiske film og så Claus Deleurans sort-hvide, lidt travle stil?

»Jo, det er måske nok rigtigt«, medgiver Thorbjørn.

»Som smagsoplevelse, hvis det var to bolsjer, vi smagte på, så er de vidt forskellige. Men vi har strakt os ret vidt for at ramme noget designmæssigt. I hvert fald på karaktererne«.

»Vi har jo beholdt Deleurans kartoffelhoveder«, uddyber Kresten, »og alt det lir, der foregår i baggrunden, har vi bibeholdt: At der pludselig står ’Englefisse’ på væggen på toilettet i Himlen. For at holde det lidt 70’er-agtigt i stilen«.

»Garageprojektfornemmelse«
Men hvordan ender det deleuranske univers med jeres univers? Hvordan kommer man fra det ene sted til det andet?

»Selv om han var i sort-hvid, og vi er i farver, synes jeg, der er nogle kvaliteter, bl.a. i det naivistiske, som vores animationsstil passer godt ind i«, insisterer Kresten.

»Hverken vores eller Deleurans karakterer ligner sig selv helt fra skud til skud, og selv om det er flot animation, er det jo ret rough i forhold til, hvad du ser fra Pixar og DreamWorks ...«.

»Der er stadig den der underground-feel, den der garageprojektfornemmelse over det ...«, siger Thorbjørn. »Det er kun fem animatorer, der har lavet hele filmen ...«.

»Ja, i Amerika ville der være 60. På ’Terkel i knibe’ havde vi en 10-12 stykker«.

Rå animation
Hvor meget af det var tvunget af de økonomiske omstændigheder?

»Budgettets rammer er jo faktisk guf på en eller anden måde«, siger Kresten Vestbjerg, »for det er om at få knaldet tingene af med første bud. Første skud fra hoften er jo næsten altid det bedste«.

»Hos os kommer figuren tit gående sådan lidt stift, og så er der lagt fede små komiske detaljer i det, et specielt ansigtsudtryk eller en pervers end-pose, så han kommer til at stå sådan lidt underligt, når bevægelsen er fuldført. Vores animation er sådan lidt rå, men den er sjov, den kommunikerer, og den tager én dag at lave. Ingen hos os bevæger sig sådan lækkert og blødt, alle de der kurver, når man skal bevæge sig lækkert, ville tage fem dage at lave«.

»La-di-da-animation«
Naturalisme ...

»Eller vi kalder det la-di-da-animation, fordi alle skal gøre sådan her«, kommer det kæphøjt fra Thorbjørn Christoffersen, der påbegynder en yndefuld balletfrasering med armene.

»Sådan som Don Bluth ville have gjort det«, siger han og får lige givet en af Disneys grand old men én på sinkadusen.

»Han var verdensmester i det, og alle skulle gøre det, men det var forfærdeligt at se på, for alle skulle bevæge sig som professionelle dansere. Hvis folk rendte rundt og bevægede sig, som de gør i tegnefilm, ville man blive sindssyg af det!«.

»Dogme, så ser det ud af lort...«
Er I en animationsfilmens dogmebevægelse?

»Nej, vi er en revolutionerende oprørsgruppe«, kommer Kresten først med.

Han er heller ikke bange for de store ord. »Dogme, det er kun som arbejdsprincip for os«.

»Dogme«, siger Thorbjørn, »så tænker man noget andet. Så ser det ud af lort«.

Jeg tænker på noget håndholdt, noget grynet, noget ...

Kresten: »Hvis vi i ’Terkel i knibe’ havde en rigtig crappy animation, så tog vi kameraet og puttede håndholdt kamera på det og gjorde det grynet, så man lagde mindre mærke til, hvor crappy det egentlig var«.

»Dygtige til at få det til at se godt ud«
Prøver du at fortælle noget om Lars von Trier nu?

»Nej, nej, nej, slet ikke! Men vi er blevet dygtige til at få det til at se godt ud ...«.

Thorbjørn skærer ind over:

»Det ku’ være rigtig, rigtig sjovt for os på animationsplan at lave en dogme-lookalike ...«.

Kresten: »... og lave sådan en arty ...«.

»... sådan en sindssygt arty film, det kunne være helt sygt i hænderne på os! Helt up-close af ansigter, der græder, trukket to minutter for langt. Og slet ingen fremdrift i historien. Og billeder så mørke, at man slet ikke kan se, hvad der foregår. Som den der nattescene fra ’Festen’, hvor de er ude at slås i en skov, og hvad helvede foregår der egentlig? Det er der aldrig nogen, der har anet«.

Lavteknologiske friheder
Igen: Hvordan kom I fra Claus Deleurans tætte sort-hvide æstetik til jeres egen? Allerførst må I være blevet enige om, at sort-hvid, det dur slet ikke?

»Ja, helt sikkert. Vi vil gerne have publikum ind at se vores film«, understreger Kresten.

Thorbjørn: »Når man laver en film, der baserer sig på et forlæg, gør man filmmediet og forlægget en tjeneste ved ikke at skæve for meget til, hvad der kom før. Man skal finde essensen af det, man blev betaget af. Da Rasmus Heisterberg og Nikolaj Arcel begyndte at skrive manuskriptet, lukkede de Deleurans bog. Nogle elementer ville vi være loyale over for, men vi har fundet på vores egen kontekst til dem. Alt for mange film, der er lavet over kendte værker, lider under ikke at turde tage sig friheder«.

Den der lille prut af et rumskib ligner meget de der lo-fi-rumskibe fra 30’er-serials som ’Jens Lyn’.

Kresten: »Designmæssigt har vi skævet meget til dem – også til hvordan ufoernes overflade ser ud«.

Tintin-inspiration
Thorbjørn: »Vi havde ’Forbidden Planet’ (1956, red.) som stilmæssigt udgangspunkt, også i farveholdningen. Men der er også meget Tintin i den. En god science fiction-film skal have et rumskib, der skal behandles som en person, ligesom Millennium Falcon i ’Star Wars’ og det fra ’Star Trek’. Og så lyder det som en blanding af en fiskekutter og en Harley, hjemligt og hyggeligt. ’Olsen-banden Goes to Space’«.

Hvordan har I opfundet en ny politisk dagsorden 30 år efter Claus Deleurans, der jo var meget bundet i sin tid?

»Mit favoritsted i manuskriptet«, siger Thorbjørn, »er der, hvor de danske astronauter lander på Saturn og siger »Vi er de hvide guder«. Det er så fedt: »Vi kommer for at sprede demokrati og ytringsfrihed«. Vi skulle gøre grin med den borgerlige virkelighed, vi lever i. Som tegner er man lidt anarkistisk anlagt, det bliver man automatisk, når man er sjov. Nu er det jo der, man begynder at kunne lyde sådan rigtig højpandet ...«.

»En nuke er nok«
Nu kommer der noget til Politikens læsere, kan jeg mærke.

»Ha ja! Det er noget, der er kommet frem pr. intuition. Til en begyndelse gik vi ud fra, hvad vi grinte ad, men hen ad vejen kom det andet. Det er, som om vi oplever sådan en slags ånden fra 64 igen: ’Hvad udad tabes ...’«.

Nå, 1864?

»... skal indad vindes’. Ja, verden er blevet kæmpestor. Eller lillebitte. Vi er blevet en lille flok, der hele tiden skal måle os med resten af verden, en globaliseringsting. Vi er blevet meget forhippet på at definere os selv i forhold til andre lande. Og den er dobbelt. Der er dem, der tager det som en udfordring, og så er der dem, der bare lukker sig om sig selv og vil lukke grænserne. Pludselig skal vi puste os selv op, også militaristisk. Vi skal være med i alle mulige koalitioner! Det er bare så fucking dødvigtigt, at Danmark er med i alt, og nu er Danmark også truet. Ligesom USA!«, siger han parodisk med læberne smiskende i selvfølelsen.

»Én ting, jeg ved, er, at man næsten kan klare hele Danmark med én nuke!«. siger Kresten.

Bedetæpper mod Mekka
I Berlingske forleden var du, Thorbjørn, citeret for, at I undlod at gøre den muslimske rumskibskok Jamil mere satirisk, men at I ikke havde turdet. Det kom bag på mig ...

»Vi kunne jo have lavet Muhammedtegninger ud over det hele«, siger Thorbjørn Christoffersen.

»Men hvorfor sku’ vi det?«.

I Berlingske fremgår det, at I faktisk pålagde jer selv censur?

»Det var lidt deres vinkel på det ... Men lad os uddybe det her. Det var jo nået til et sted, hvor det ikke var sjovt«.

»Og hvad skulle man egentlig opnå med det?«, indskyder Kresten.

Thorbjørn: »En Muhammedtegning-idé er ikke sjov«.

Kresten: »Det var da sjovere at tage nogle helt personlige ting, også om Jamil. Da han på Saturn skal bede til Allah og ikke kan finde ud af, hvordan han skal lægge bedetæppet, for hvor ligger nu Mekka henne? En hverdagsting, der bliver gjort til et komisk element«.

»Foragt er ikke sjovt«
»Vi laver ting, som vi ved, at folk vil grine ad, selv om det er groft«, siger Thorbjørn. Vi er jo også grove over for dronningen som nationalt symbol. Men Muhammedtegninger er jo ikke sjove, også selv om langt størsteparten af muslimer i Danmark er ligeglade, om vi gør det eller ej, men hvis vi uddybede en kritik af Jamils religion, ville vi dyrke den der ’dem og os’-tankegang og ’ha-ha-ha’ og ’fuck jer!’«.

»Ja: »Vi trykker dem lige én gang til!««, kommer det fra Kresten.

»Jeg tror ikke på den der konfrontationsmodel. Det eneste, vi ville få ud af det, var at vise foragt, og så er det ikke sjovt. Det ville være det samme som at skyde dronningen, det er bare bundhamrende usmageligt«.

Kan man vælge med jeres film kun at se på det politiske, det kulturradikale budskab – eller ville det være for hårdt?

»Det er vi slet ikke intelligente ...«

»... eller dybe ...«

»... nok til. Det er sådan fjollede mænds forsøg på at mene noget alvorligt. Der er uden tvivl et eller andet mere i det et sted, og det kunne være fedt, hvis andre finder det for os«