Blandt journalister nåede Jan Stage i levende live at blive en legende. Han var med sin person i den grad identisk med rollen som udenrigs- og krigsreporter, at han af sine samtidige kolleger fik tildelt kappen som den førende. Det skete ikke med Cavlingpris eller højstemte festtaler, men ved den respekt, der omgav ham. No nonsens, han var bare den bedste.

Hård hund
Uden for journalistkredse var hans person ofte til debat. Han blev set som en hård hund, der skrev sig selv ind i rollen som den hårdtpumpede krigsreporter med den skarpe replik.

Men som altid er sandheden mere kompliceret. I de femten romaner, Jan Stage har skrevet, forekom der aldrig en helt af den hårdkogte type. For som forfatter var han mere interesseret i den bløde, søgende mand, som f.eks. hans hovedfigur, kriminalkommissær Sehested, der bevæger sig underligt siksakkende rundt i sit eget liv.

Den side kendte Jan Stage fra sig selv, og mens hans ungdoms foretrukne forfatter, Ernest Hemingway, med årene gled i baggrunden, blev det i stigende grad Graham Greene, der trådte i stedet. Netop derfor blev 'Den menneskelig faktor' en af de bøger, han oftest henviste til. Dér var den farlige ensomhed nogle mænd lever med hele livet - som fulgt af en skygge.

For at komme fri af dette skyggeland kastede Jan Stage sig så meget desto mere ud i den brogede verden af spænding og selviscenesættelse.

Døde 66 år gammel
Nu er han død, 66 år gammel. På kun få måneder visnede hans fysik, men hans ironiske replik holdt ham åndeligt oprejst. Også selvironien:

»Jeg følges med døden ved min side, der er et par ting, vi lige skal have sat på plads«.

Jeg har et foto liggende på bordet, der viser reporteren Jan Stage bagfra i fuldt firspring over en tom og terrorlammet gade i Beirut. Fotografen har fanget ham svævende i luften.

Det er sommeren 1982, hvor Ariel Sharons israelske soldater har invaderet den libanesiske hovedstad, mens hans falangistiske venner terroriserer alt og alle i Vestbeirut. Jan har selv bag på billedet skrevet med sin karakteristiske stejle håndskrift:

»Løb for alt hvad du har kært

spring om så det gælder

Da er Beirut ej så svært

Tyngdeloven ikke heller«.

Der er en sanset kobling i de linjer mellem en opvækst i et tysk besat Thisted under Anden Verdenskrig og et ironisk blik på sig selv som sej krigsreporter. I et tv-portræt af ham fra 1994 indrømmer han i forbindelse med netop at skulle krydse den giftige 'grønne linje' mellem det kristne Østbeirut og det muslimske Vestbeirut, at han ofte var så angst, at urinen løb ned i støvlerne på ham. Ufrivillig vandladning var et signal om at spænde intuition og handlekraft til det yderste, for i mørket ventede snigskytterne.

Kastede med skrivemaskinen
Jan Stage havde en særlig evne til at skabe kontakt til sine omgivelser. Når han kom ind i et redaktionslokale knitrede luften omkring ham. I sine yngre dage lykkedes det ham som regel at få verden delt op mellem venner og fjender. De sidste var dem, der stillede sig i vejen for ham eller kritiserede ham. Som f.eks. den redaktionssekretær på Dagbladet Information, der fik en skrivemaskine kastet i hovedet og forårsagede Jans Stages afgang. Afskedsgaven fra kollegerne var en gul rejseskrivemaskine med en indskrift i låget: 'Fra Informations redaktion. Kun til at skrive på'.

Fra 1961 til 1990 arbejdede Jan Stage for henholdsvis Land og Folk, Dagbladet Information og Politiken. Overalt efterlod han markante spor, og der må være mange, der lige nu føler, at en storslået ven og kammerat er forsvundet.
Ikke bare jævnaldrende reportere og redaktører føler suget i brystet, også de mange yngre fotografer, som han tog med i felten, det være sig Balkan eller Beirut, er ham tak skyldig.

Intuition i særklasse
Hans intuition var i særklasse, han gav de unge grundreglerne, og han gav den 'feel' for den rigtige vinkel på en historie og de billeder, som de senere vandt priser og hæder for. For en ung fotograf var det 'dåben' at komme til Sarajevo med Jan Stage. Lære at dukke sig i tide, men især lære at vente, vente, vente - indtil det rette tidspunkt er modnet, og historien folder sig ud.

Jan elskede at citere Ernest Hemingway for sætningen:

»Der er ikke noget så rart som en rar cubaner«.

Der var ikke noget så rart, som at være på rejse med Jan.

Den uforudsigelige Jan
Men uforudsigeligheden fulgte med. Jan Stage var to personer. I sit indre havde han, hvad han selv kaldte en dubleant. Og han sprang mellem de to personer, ubesværet og totalt uransageligt, undtagen for ham selv. Han hadede forudsigelighed i for store mængder. Kodeordet kom ud af mundvigen: »Så dykker vi«.

Det betød, at han forsvandt, alene eller i følgeskab. Nogle gange endte vi i Hanstholm, andre gange i Dubrovnik eller Teheran.

Jans hustru, fotografen Julie Melchior, behøvede han ikke at lære noget. Hun var allerede en strålende fotograf, da de mødtes. Deres fælles reportagebøger vidner om intense og mættede rejser gennem Mellem- og Sydamerika, hvor de i flere tilfælde bevægede sig så tæt op ad det sidste udkald, at det bandt dem sammen i resten af Jans liv.

Fra han fik sine første digte optaget i Hvedekorn for godt fyrre år siden og til den store essaysamling 'Niemandsländer', som hans tyske mentor Hans Magnus Enzensberger personligt har udgivet, ligger et helt forfatterliv spændt ud. Han beskriver det selv bedre end nogen i sin erindringsbog '- og ham der slog på tromme', der udkom i 1999.

Udgav tyske essays
Men når man ser tilbage over det store forfatterskab, så er det essayet, der brænder sig fast. 'Ingenmandsland' kaldte han sin tyske essaysamling, der blev rost til skyerne af Die Zeit og Süddeutsche Zeitung. Med den og 'Asken brænder' fra Balkankrigen rykkede han ind på en berettiget plads side om side med den polske forfatterven Ryszard Kapuscinski. Stage og Kapuscinski står i dag som det udenrigspolitiske essays store mestre.

Jan Stage nærede fra sin ungdom en stor respekt for Hans Magnus Enzensberger, og det blev i det sidste år, hvor Jans flamme begyndte at flakke, stadig vigtigere for ham at få essaysamlingen 'Niemandsländer' skrevet færdig - og udgivet.

At se bogen i sin hånd, veje den og føle, at alt er fuldbyrdet. Det var for ham kulminationen på hans eget liv. Det sidste, han ville sige til sin samtid af venner og rejsefæller. I hans personlige dedikation i bogen står kun de tre ord »- så lykkedes det!«. Udråbstegnet siger alt.

Enzensberger lagde pres på ham, efter at 11. september udløste krigen i Afghanistan. Stages bog kunne ikke udkomme uden hans epilog fra Osama bin Ladens bagland, insisterede forlæggeren. Så han rejste til Peshawar og Quetta langs grænsen til Afghanistan. Her oplevede han på sin krop, at ånden var redebon, men at kræfterne ikke strakte til mere. Han, som havde tiltvunget sig adgang til det sovjetisk besatte Afghanistan under påskud af at være 'øjenlæge', måtte bittert erkende, at han ikke havde flere adgangsbilletter til krigens Center Square. Men hans afslutningsessay er lysende ligesom titlen 'Die Zeit der Barbaren'.

Rejste til Algeriet på Vespa
I 1930'erne var der danske Spaniensfrivillige, der cyklede til Barcelona for at melde sig i de antifascistiske rækker. Tyve år senere tog ungkommunisten Jan Stage til Algeriet - men på en Vespa-scooter! Han ville skrive om den algeriske frihedskrig mod Frankrig.

Senere fik han et mere rundhåndet forhold til penge. Som da han og fotografen Ernst Nielsen for det budgetklemte Informations regning tog en taxa tværs gennem Spanien for at besøge journalistvennen Ebbe Traberg. Det var en stil, han havde tillagt sig i de år, hvor han arbejdede for den cubanske efterretningstjeneste. Her flød pengene rigeligt, helt ude af sammenhæng med Cubas konstante pengeproblemer.

Det begyndte med, at Land og Folk i 1958 gav Jan Stage 2.000 kroner i rejse- og etableringsudgifter på Cuba. Samtidig var det året, hvor Graham Greenes bog 'Vor mand i Havanna' udkom, og hvor den totalt forvirrede hovedperson får det skudsmål, »at han ikke var helt sindssyg nok«. Stage, den tidligere sergent fra Kronborg, blev af cubanerne uddannet i dykning, præcisionsskydning og selvforsvar. Så var han klar til - som den tids Hamiltonfigur - at blive sendt ud på ruten mellem Caracas, Bolivia og Østberlin. I modsætning til Greenes antihelt er der ingen, der beskyldte Jan Stage for ikke at være sindssyg nok.

Dygtig skribent
Men Jan Stages store fortrin var ikke hans uberegnelighed, men derimod at han skrev bemærkelsesværdigt godt. Jeg har med stor misundelse set ham under den portugisiske revolution og senere i Irak under den første Golfkrig sætte sig til hotellets telex og på en åben linje punche en reportageartikel direkte igennem til København uden et øjebliks tøven. Han sansede i billeder, og hans reportager stod prentet på den indre horisontlinje, inden han overhovedet satte sig til maskinen. Et særligt talent, som han tilskrev forsynet.

I et fortroligt øjeblik indrømmede en ung Stage engang, at replikkerne skal falde som Humphrey Bogarts punchlines i 'Ridderfalken', og artiklerne skal skrives med samme lethed som hos Pariskorrespondenten Jake på vej til Café Select i Hemingways 'Og solen går sin gang'.

Tør humor
Der er ikke nogen enkel forklaring på, hvorfor Jan Stage blev så god en skribent. Vildskab, et digterisk sind og de penetrerende, granskende øjne var, hvad omverdenen så. Men den reagerede først og fremmest på hans tørre humor, der kunne forløse de mest størknede samtaler.

I sit sidste brev skrev Jan:

»Dette er skrevet på en maskine fra et land, der ikke længere eksisterer. Noget af en sjældenhed, ikke sandt? En Erika, produktionsår 1959, salgssted Berlin, Friedrichstrasse 61, Den tyske demokratiske Republik. Eneforhandler i Danmark Rolf Petersen, Fiolstræde 12-14, telefon Palæ 7055. Jeg skrev mit første digt på den: »Nu slappes de spændte okkersejl ...«.

En stor journalist og en fantastisk kammerat er nu undervejs på sin sidste sejlads.