Hvorfor har vi egentlig ikke set mere til hende på film? Det er det første, men ikke eneste spørgsmål, man kan stille sig, når fødselsdagsomtalen falder på skuespilleren Puk Scharbau. Hun debuterede med et brag, som det hedder med en kliché, da hun havde den altdominerende rolle i Peter Schrøders film ’Kun en pige’ fra 1995. Scharbau spillede ægte og ligefremt. Lise Nørgaard, der lagde liv og roman til filmen, tilføjede i et interview: »en ualmindelig dygtig og velbegavet pige«. Rollen udløste både en Bodil og en Robert.
Talent og begavelse
Det er skam blevet til flere film, bl.a. ’Skyggen’ og ’Unge Andersen’, samt medvirken i tv-serier, men braget fra dengang i 1995 – det har vi ikke hørt meget til siden.
Synd og skam, for så vidt som Puk Scharbau – ud over at have sit udseende med sig – har et talent og en begavelse, der tegner en skuespiller af de mere interessante.
Hun kan nemlig spille meget andet end Lise Nørgaard!
'Suzuki-metoden' For nu at tage den mest spændende rolle, hun foreløbig har haft på scenen: den som Dionysos. Vinens og frugtbarhedens – og teatrets! – gud. Det er ham, alle skuespillere og især Puk Scharbau nedstammer fra: »Dionysos repræsenterer sanseligheden, han står for de kvindelige kræfter – alt det, som i vor egen tid bliver set ned på. Det intuitive og dét at turde give sig hen til musik og dans«, sagde hun op til premieren på ’Bakkantinderne’ i Kanonhallen i 1998. Forestillingen byggede på den skuespilteknik, der hedder Suzuki-metoden, som Scharbau også er uddannet i og anerkendt til at undervise i: Den grundlæggende tanke er at vække skuespilleren til live igen ved at insistere ikke bare på intellektet, men også kroppen: det instinktive og animalske.
