Den juliaften i 2002 strakte solen sig langt for at kaste de sidste orange lysbrikker mellem Brightons firkantede højhuse langs stranden. Brede bølger rullede skumringsblå ind mod det grumsede sand, der var forsvundet under den hastigt voksende menneskemasse.

Forventningsfulde, jublende og på skuldrene af hinanden kom de gående i store flokke fra buser og biler parkeret flere kilometer væk. De var kommet til den sydengelske badeby for feste i den varme sommernat og værten var byens tilbagevendte søn, DJ Fatboy Slim.

Den britiske dj med det borgerlige navn Norman Cook havde allerede brudt alle undergrundsbarrierer ned og bombarderet verdens hitlister med sangene ’The Rockafeller Skank’ og ’Praise You’. Nu skulle han holde strandfest, og med sin enorme popularitet regnede Fatboy Slim med op til 60.000 gæster.

Der kom 250.000.

Største koncert i Englands historie
Folk hang i toppen af lygtepælene, de hang ud over altanerne, de kom sejlende til gennem nattemørket, og de dansede så langt øjet rakte.

Den aften i Brighton var et musikalsk vendepunkt. Ikke alene var det den største musikalske begivenhed i Brighton. Det var den største koncert i Englands historie.

Én enkelt dj overgik alle de rockbands, som den engelske arbejderkultur ellers har sent i global stadioncirkulation, siden The Beatles og The Rolling Stones prægede enhver blegranglet ung englænder. På det tidspunkt var salget af pladespillere allerede større end guitarer i England, og det styrkeforhold er intakt.

I årtier var dj-kulturen anset for at være et snylterfænomen, et kunstigt musikudtryk og en kundskab fuld af billige tricks. Den aften i Brighton var det endegyldigt: dj’en er superstjernen.

Sónarfest i Barcelona
I sidste weekend var den elektroniske musik igen kaldt til messe i hangarhallerne uden for og det moderne kunstmuseum midt i Barcelona. Sónar-festivalen er sammen med blandt andet Winter Music Conference i Miami og sommerlivet på Ibizas natkluber et af de globale pejlemærker for elektronisk musik.

LÆSReportager fra festivalen på politiken.dk's musikblog Turbo

Hvert år valfarter elektroniske musikentusiaster fra hele verden til Barcelona for høre de fremtidens toner og mærke det velkendte sus fra de gigantiske dansefester, der strækker sig gennem natten og langt ind i den næste dag.

Og mellem overrumplende bands fra Congo og Syrien og sære lyde fra de senest udviklede elektronisk isenkram står dj’en og orkestrerer musikken for de mange pilgrimsrejsende.

Der er traditionelle radio-dj’s som den indflydelsesrige Mary Ann Hobbs fra BBC Radio 1, der er klassiske klub-dj’s bag pladespillere som techno-legenden Jeff Mills, der er fremtidssøgende laptop-dj’s som Richie Hawtin, der bruger den nyeste teknologi i sine shows, og så er der maskiner, der kræver et minimum af menneskelig betjening for at fungere som dj’s.

Ekkoet fra en excentriker
Der er sket meget siden DJ Jimmy Saville åbnede en lille danseklub i den engelske by Oatley i 1943. Den engelske excentriker var træt af at lytte til musikindspilninger i radioen og byggede et simpelt stereoanlæg op og kaldte klubben ’Loyal Order of Ancient Sheperds’.

Til at starte med var der ikke mange reaktioner på Savilles dansefester uden bands i hjørnet og bare én pladespiller, men I løbet af få år fik Saville konceptet spredt til hele England, og i 1947 optrådte han med to pladespiller og en mikrofon. Den moderne dj var født.

Siden købte Saville et bjerg, blev venner med både Elvis Presley og John Lennon, var en fremtrædende dj på Radio Luxembourg, vært på det legendariske tv-program ’Top of the Pops’ og har undervejs kæmpet 107 gange som professionel bryder og løbet 212 marathon løb. Men han er først og fremmest verdens første klub-dj.

Gadefester og teknik
Diskotekskulturen og dj’en udviklede sig i løbet af de følgende tre årtier i alle verdenshjørner. I Paris åbnede det første egentlige diskotek, på Jamaica byggede man store lydsystemer til kæmpe gadefester og enhver storby fik natklubber og diskoteker, hvor der stod en mand og vendte plader bag en pult.

Løbende fodrede elektronikfirmaerne markedet med opfindelser, der gjorde det muligt at justere lyde og mikse mellem de to pladespillere. Men den næste musikalske milepæl blev plantet i newyorker bydelen The Bronx, hvor den unge mand, Clive Campbell brugte en del af sin dag på at løfte jern og blive stor og stærk.

Hans venner kaldte ham ’Hercules’, og når han ikke øgede muskelmassen var han optaget af at spille musik til de såkaldte block parties. Som DJ Kool Herc ændrede han både dj’ens rolle og musikken, som vi kender den i dag.

'Jeg omstrukturerer sangen'
DJ Kool Herc bemærkede, at dansen altid kulminerede, når vokalen fadede ud og musikerne gik over til sangens instrumentalstykke, det såkaldte break.

Ved at skifte frem og tilbage mellem de to samme plader, begyndte han at mikse forskellige breaks sammen til ét langt break-beat. Dermed blev grundlaget for hiphopmusikken skabt, men samtidig var dj’en ikke længere bare ham, der lagde andres musik på stålhjulet i en pæn, sømløs rækkefølge. Dj’en var nu aktiv i forhold til at manipulere og skabe en anden musik end den, der var præget ned i vinylrillerne.
Jeff  Mills
»Øjeblikket, der definerede mig som dj, var, da jeg indså, at jeg kunne bruge min evne som dj til at skabe musik med. Man tager vokalerne væk, fjerner bassen og skjuler nærmest den oprindelige sang. Det var første gang, jeg tænkte: ’Jeg dj’er ikke kun, jeg omstrukturerer faktisk sangen«, siger den indflydelsesrige techno-dj Jeff Mills, da vi møder ham på årets Sónar-festival.

Fest eller komposition
På Sónar spillede Jeff Mills to vidt forskellige dj-sets.

Om dagen tilfredsstillede han publikum ved at sparke gang i festen med klassiske hiphop-hits og elegante skift mellem sine fire pladespillere, som han blev kendt for i 1980’ernes Detroit. Men om natten brugte han det samme antal pladespillere til at udfolde et længere techno-set, der ikke kun skulle tilskynde dansen, men også udfordre folk med nye udtryk.

»For mig gælder det om at flytte de kompositoriske grænser hele tiden. Inspireret af avantgardistisk jazz og abstrakt billedkunst forsøger jeg som dj at skabe et udtryk, der sætter sig i folk som noget ukendt. Men så får man problemerne. Folk vil have noget, de kender. Men du bliver nødt til at blive ved med at prøve – ellers ender du med kun at spille top 10-musik«, siger Jeff Mills.

Hedonistisk fest
Mills kommer fra det dj-miljø i Detroit, hvor technomusikken udvikledes i midten af 1980’erne, men nogenlunde samtidig begyndte den anderledes letbenede house-musik at sprede sig som ringe i verdenshavet.

Især englænderne tog i slutningen af 1980’erne house-musik til sig, og den engelske klubscene førte til en galoperende rave-kultur, der både sugede house og techno til sig og ofte havde et rebelsk islæt i form af ulovlige kæmpefester ude på landet eller i forladte industribygninger.

Men hvor hiphoppens fødsel var tæt knyttet til de sociale problemer i The Bronx, og Detroits techno ofte havde en underliggende politisk dagsorden, var rave-kulturen først og fremmest en hedonistisk fest.

»I de tidlige dage, var vi (i Underground Resistance, red.) optaget af at bruge musikken til at sige noget om de problemer, vi havde i Detroit. Musikken blev brugt mere strategisk, som et våben. Og så kom rave-musikken og rave-kulturen. Og fejede det hele væk. Elektronisk musik blev derefter en glad og jublende kultur. Det var fedt, men det har varet lidt for længe«, siger Jeff Mills.

'Du behøver ikke dj'en'
Jeff Mills er ikke kun utilfreds med, at dj’ens musikkunst har udviklet sig væk fra kompositioner til effektjageri. Han mener også, at arven fra DJ Kool Herc er ved at blive ædt op af en uhæmmet brug af computere.

»Om få år er dj’en helt væk. Teknologibegejstringen i dag overskygger næsten musikken selv, og elektronisk musik handler om at lade softwaren programmere, ikke om at lade musikeren komponere. Det går stærkt lige nu, og jeg kan ikke se, at det kan gå i andre retninger. Inden for den nærmeste fremtid, vil nogle programmere et stykke software, der kan imitere et menneske fuldkommen. Man tilsætter musikken og vupti, så har du en Carl Cox imitation. Du behøver ikke betale for flyrejser, hotel og selve showet. Du behøver slet ikke Carl Cox. Du behøver ikke dj’en«.

En magtfuld symbiose
Helt så galt står det ikke til for dj’en, mener BBC Radio 1’s indflydelsesrige radio-dj’en Mary Ann Hobbs, som vi talte med på Sónar dagen efter hendes dj-optræden.

»Jeg er uenig med Jeff (Jeff Mills, red.), for personen, dj’en, spiller en stadig større rolle for den måde, vi vælger musik på. De personer, vi elsker og identificerer os med, virker som tyngdekraft på os. Jeg elsker motorcykler meget højt, men motorcykler i sig selv er i virkeligheden bare en bunke metal. Men når der er en forening af menneske og metal, så bliver det levende«.
Mary  Ann Hobbs
Hun ser nærmere den teknologiske udvikling og den ophøjede dj som en magtfuld symbiose, der mere end nogen anden faktor i tidens musikkultur kan sætte den musikalske dagsorden.

Det oplevede hun selv natten til den 10. januar 2006 under en af sine udsendelser på den indflydelsesrige kanal BBC Radio 1, hvor hun har været dj-dronning i 10 år.

Dubstep som fænomen
Her skabte hun små jordskælv over hele kloden, da hun i sit to timer lange onlineprogram introducerede verden for den bastunge engelske klubgenre dubstep. Fra Rio de Janeiro til Tokyo og fra Berlin til Barcelona vågnede man op med efterskælv i nervesystemet, og den elektroniske musikscene skulle aldrig blive den samme igen.

Siden blev dubsteppen global klubdarling og fandt vej ind i mainstreamproduktioner som Britney Spears’ ‘Freakshow’ og senest Snoop Doggs ‘Millionaire’.

Og det hele kan spores tilbage til den ene nat, hvor Mary Ann Hobbs kombinerede sin autoritet som en musikformidler, folk lyttede til, med internetteknologien, der bragte lyden ud til hele verden.

»Det var et af de øjeblikke, hvor hele planeten opdagede en lyd for første gang på samme tid. Ind til da spillede man kun dubstep på to klubber i London og en enkelt klub i Leeds, og dagen før showet havde vi puttet en foromtale af programmet på dubstep-forummet på nettet, som kun havde 200 medlemmer. Fem dage senere havde 20.000 brugere klikket på den post«, fortæller Mary Ann Hobbs.

Nettet giver muligheder til alle
Internettet har ifølge Mary Ann Hobbs styrket den funktion, radio-dj’en har haft siden Mark Block blev så stor en dj-autoritet i 1940’ernes USA, at han alene kunne bestemme, hvilke plader der solgte bedst. Nemlig at promovere ny, grænsebrydende musik til folket.

Hendes egen personlige helt, afdøde radio-dj og BBC-legende John Peel, har været en stor inspirator for tre generationer af briter med sin insisteren på, at man ikke skal lade sig diktere af de store pladeselskaber. Og nettets udvikling har givet den dj-mission helt nye muligheder:

»Internettet er en udlignende faktor. Alle former for patronisering fra musikindustrien er ikke nødvendige mere. Jeg skal ikke længere tale med et pladeselskabs pr-mand eller manager, for jeg kan kontakte musikeren direkte, og de kan komme direkte til mig. I dag er alle på samme niveau. En ung producer, der lige har puttet sit første nummer på sin MySpace, kan få den samme opmærksomhed fra en som mig som en med et stort pladeselskab i ryggen«.

Mary Ann Hobbs downloader mellem 100 og 200 nye numre om dagen. På den måde kan hun uafhængigt af pladeselskaberne finde fremtidens lyd og sende den i kredsløb i sit ugentlige radioprogram.

»Jeg ser mig selv som en lydens evangelist. Som dj kan jeg indramme musikken ved at tage bizarre og usædvanlige former for musik og gøre dem forståelige for publikum«, siger hun og tilføjer:

»Det krævede jo også en dj i sin tid, at få rock’n’roll spillet i radioen, så folk overhovedet kunne høre det. Det krævede en dj, der turde tage en chance med den nye genre«.

Manden mod maskinen
Mens radio-dj’ens rolle som grænsebrydende lydpromoter styrkes af teknologien, er Jeff Mills konservative syn på dj’en som komponist under hårdt pres på Sónar.

I CCCB’s museumsbygning i centrummet af festivalen finder man et åbent rum omgivet af rulletrapper. Det såkaldte Espai Demo, hvor entreprenante musikingeniører demonstrerer fremtidens elektroniske instrumenter. Og her tiltrækker maskinernes beats og melodier flere dansende gæster, end der er plads til.

Da det svenske firma Elektron præsenterer sin monomachine og sin drum machine, er der så mange mennesker, at selv rulletrapperne forvandler sig til kæder af begejstrede publikummer.
Elektron
På storskærme bag Elektrons udsendte dj ser man hans fingre danse rundt på knapperne. Som en garvet fabriksarbejder ved samlebåndet. Han minder mere om en dygtig operatør end en komponist, når han finjusterer maskinens programmerede forløb.

Alle pifter og jubler. Ikke mod scenekunstneren. Og heller ikke rigtigt mod maskinerne. Mere for fællesskabet. For øjeblikket og ikke mindst for dansen. For det er den, det handler om for Sónars publikum.

Dans, dans, dans
Dansen og festen, som eksploderer i endnu større målestok søndag morgen kl. 6, hvor den canadiske dj Deadmau5 uden vinylplader og fingertricks indstiller sit digitale artilleri på at bombardere 15.000 mennesker med ribbensrystende basbeats og overstyrede electromelodier.

Natten forinden lod en af tidens mest indflydelsesrige dj’s, Richie Hawtin, computerens software producere en simpel musik med highhat, bastromme i firefjerdelstakt og ganske enkle synthmelodier. Fra sin digitale mixer orkestrerede han de tre grundspor i djævelsk effektive forløb af suspense og forløsning, når han først skruede ned for bassen i minutter ad gangen, for derefter at lade den vælte ud over nattens næsten 20.000 mennesker, hvis orgiastiske respons i samme øjeblik blev oplyst af solskarpe spotlys.

Et flammende syn, der brændte sig fast på nethinden, som en manifestation over raver-kulturens credo. Dans, dans, dans.

Anyone can dj
Et spektakel i stroboskoplys og laserstråler, som man med Jeff Mills i tankerne kunne kalde ren effektspekulation. Men man kunne også kalde det for dj-kunst raffineret af den teknologiske udvikling, for Richie Hawtin er samtidig en af de dj’s, der bruger alle de nye hjælpemidler.

»Jeg bruger Traktor (avanceret softwareprogram til at mikse lyd, red.) som primær lydkilde. Det tillader mig at kontrollere fire virtuelle afspillere på én gang. (…) Musikkens struktur, tempo og melodi dekonstrueres live og samles igen som et puslespil, der er forskelligt fra aften til aften«, siger han til den spanske avis El País på dagen for Sónars åbning.

Han har ligefrem et software plug-in tilknyttet sin laptop, så der tikker en twitter-besked ud til omverden, der fortæller hvad han spiller lige nu.

Hawtin peger frem mod en fremtid, hvor musikken demokratiseres i en grad, så den ophøjede kunsters unikke fremførsel på et specifikt sted begynder at miste sin betydning. Hverken rockmusikeren eller dj’en kan længere sole sig i sin aura, når teknologien gør ham til operatør, og internettet gør hans fysiske tilstedeværelse overflødig. Anyone can dj.

Kilder til artiklen: Bill Brewster & Frank Broughton: ‘Last Nigh a DJ saved My life’ og Phil White & Luke Crisell: ‘On the record’.