Man kan indimellem få det indtryk, at de andre danske partier har mistet deres indre kompas, konkluderer den tyske journalist Alex Rühle i en stor reportage om Dansk Folkepartis kultursyn i Süddeutsche Zeitung, landets største seriøse dagblad.

Rühle har besøgt København i anledning af opførelsen af Christian Lollikes skuespil ’Fremtidens historie’ på Det Kongelige Teater i sidste måned.

Stykket er blevet til i et samarbejde mellem det tyske Goethe-Institut og nationalscenen. Premieren og især reaktionerne på stykket har også tysk interesse.

Skuespillet handler om det danske samfunds syn på fremmede og slutter med et videoindslag, hvor den irakiske flygtning Nabil Latif fortæller om sit otte år lange ophold i Sandholmlejren.

LÆS ANMELDELSEDF-kritiseret forestilling er for harmløs

Skatterkroner ødslet på venstreorienteret propaganda
Udgangspunktet for Rühles reportage er den kritik, Lollikes stykke gav anledning til i Dansk Folkeparti, som Rühle kalder et »højrepopulistisk parti«. Martin Henriksen, folketingsmedlem for DF, har anklaget Det Kongelige Teater for at have ødslet skattekroner ud på »venstreorienteret propaganda«. Det skal det være slut med, mener Henriksen.

Rühle er fortrolig med danske forhold og skriver ofte om det i kultursektionen.

Han kaster i sin reportage et skarpt blik på DF’s kulturpolitiske synspunkter, der kan vække dystre minder til live i Tyskland. Han gennemgår Pia Kjærsgaards lange interview i Politiken i sommer.

Det var her, DF-lederen indledte et frontalangreb på nogle kunstneriske happenings og antydede, at hun gerne ville være kulturminister.

INTERVIEWPia K.: Jeg kunne være en god kulturminister

Men Süddeutsche Zeitungs medarbejder hæfter sig især ved de konklusioner, Kjærsgaard drager af sin kulturkritik. Nemlig hendes angreb på den statsstøttede »kulturelite« omkring Klaus Rifbjerg.

Han nævner, at hun kræver mere »folkelig naturalisme« i de offentlige medier.

'Folkelig' har ubehagelig klang i Tyskland
Ordet ’folkelig’ har i Tyskland en lidt anden klang end i Danmark. Det blev anvendt af de nazistiske ledere Hitler og Goebbels om alt tysk.

Ordet skulle især fremme modsætningen mellem det såkaldt ariske Tyskland, altså det germanske folk, og de tyske jøder, man dengang betragtede som et fremmedlegeme.

Rühle nævner, at DF med ordet »rammer en nerve«. Den nerve reagerer i kulturelle sammenhænge, hvis f.eks. danske scener sætter udenlandsk dramatik op.

Rühle skriver, at DF’s politik på mange områder virker, som var den hentet direkte ud af den europæiske højrepopulismes lærebøger: en galionsfigur, der kommer fra små kår, det permanente tabubrud og den efterfølgende opstandelse i medierne, den evige tale om en »nationalkarakter«, der bringes i fare af globaliseringen, »hetzen mod muslimer« og opfordringerne til at se et modsætningsforhold mellem »folket på den ene side og eliten på den anden«.

Ændret politisk klima
Weekendavisens medarbejder Arne Hardis siger til Rühle, at DF har stjålet provokationen fra de kulturradikale, ligesom partiet har hugget patriotismen fra de konservative og kampen for social retfærdighed fra Socialdemokraterne.

I den forbindelse citerer Rühle den østrigske journalist og Jörg Haider-specialist statsvidenskabsmanden Hans-Henning Scharsach. Han mener ikke, at det politiske klima i noget andet europæisk land på så kort tid har forandret sig som i Danmark, efter at DF fik indflydelse.

Her er Rühle dog uenig: I Belgien har Vlaams Belang og i Italien Lega Nord fået samme indflydelse. Men han noterer samtidig, at Danmark siden 2002 har haft den skarpeste asyl- og indvandrerlovgivning i EU. »Pias fortjeneste«, tilføjer han.