Hvis man vil vide, hvor samfundets virkelige brudlinjer går, hjælper i sidste ende kun kunsten.

I den kommende måneds tid vil Tyskland blive oversvømmet af festtaler og mediebegivenheder, der fejrer 20-året for Murens fald.

Overraskelserne står næppe i kø.

Det samme kan man ikke sige om uddelingen af årets tyske bogpris i Frankfurt forleden.

Årets stærkeste politiske vidnesbyrd
Prisen, der uddeles i forbindelse med årets store bogmesse, gik til den 51-årige forfatter Kathrin Schmidt »for den bedste bog på det tyske sprog i det forgangne år«.

Hun får den for næsen af Nobelpristageren Herta Müller, der som en af de seks finalister var til stede, da navnet blev røbet.

Udmærkelsen af Kathrin Schmidt og den bevidste forbigåelse af Herta Müller vil gå over i historien som en af dette års stærkeste politiske vidnesbyrd om, hvad man for enhver pris vil kaste jord på i Tyskland.

Landet foretrækker at se sig selv som en nation, der har lagt det 20. århundredes totalitære fristelser definitivt bag sig.

Nu går det opbyggelige forud for det uhyggelige.

Prisen uddeles af boghandlerbranchens børsklub, hvis formand er Gottfried Honnefelder.

Med velvalgte ord overrakte han »Karin Schmidt« en check på 25.000 euro.

Kathrin Schmidt, som prismodtageren ikke desto mindre stadig hedder, får prisen for sin roman ’Du dør ikke’, der udkom i foråret på forlaget Kiebenheuer & Witsch i Köln.

Schmidt og tidsånden
Dommerkomitéen, der bestod af nogle af Tysklands førende litteraturkritikere, foretrak Schmidt frem for Müller, fordi Schmidt med sin allegoriske roman rammer tidsånden lige i centrum.

Kathrin Schmidt er født og opvokset i DDR.

Hun sad med ved ’det runde bord’ som venstrefløjsrepræsentant, da politikere og borgerretsforkæmpere efter Murens fald skulle skabe en ny stat af det kommunistiske fallitbo.

Schmidts bog handler om en kvinde (forfatterinden selv), der vågner op efter en hjerneblødning.

Her er tale om et sindbillede på, hvordan vi skal fortolke den ny tyske tid, ifølge dommerkomitéen:

»Til den verden, som hun sætter sammen af brudstykker, hører det sammenstyrtede DDR, hører årene mellem genforeningen og begyndelsen af vores århundrede.«

Og de fortsætter: »Således er den individuelle historie en tilbagevenden fra dødens rand, og den er lige så nænsomt som kunstfærdigt fremstillet i den historisk-politiske vendetids ekkorum«, lyder de lidt kringlede ord.

Ina Hartwig, litteraturkritiker og redaktør ved Frankfurter Rundschau, var med, da Schmidt hørte sit navn læst højt af Honnefelder:

»At de færreste havde regnet med Kathrin Schmidt som prismodtager, sås af ansigterne på forsamlingen i Frankfurts rådhus«.

Hun fortsætter: »I dag, 20 år efter Murens fald, vil den østtyske Kathrin Schmidt med sine også i politisk-historisk forstand lykkelige erfaringer være særlig velkommen på den oplæsningsturné, der nu forestår i den forenede republik«. Det tror man på.

Ingen har endnu påpeget, at tema og selv titlen på denne bog ligger ganske tæt op ad Christa Wolfs roman ’i live’ fra 2002.

Som hun i øvrigt også blev belønnet med den tyske bogpris for.

Den forbigåede
At Herta Müller ville blive forbigået ved årets prisuddeling fik offentligheden en anelse om allerede i sidste uge, da Thomas Steinfeld, kulturredaktør ved det ansete Süddeutsche Zeitung, kaldte den nyslåede Nobelpristagers forfatterskab for:

»monomant«, »indskrænket« og »forbitret«.

Fordi hun insisterer på at skrive om tortur, nedværdigelse og menneskeforagt i totalitære samfund, seneste i bogen ’Atemschaukel’ (’Åndegynge’), som hun var indstillet til den tyske bogpris for.

Man må tro, at avisens litteraturkritiker Lothar Müller, der sad i priskomitéen, har læst, hvad hans chef skrev, inden dommen til fordel for Kathrin Schmidt blev afsagt.

Et andet medlem af priskomitéen, ugeavisen Die Zeits førende anmelder Iris Radisch, havde allerede tidligere i sin avis kaldt Müllers roman for skriveri på »anden hånd«.

Herta Müller har nemlig ikke selv været i den sovjetiske slavearbejdslejr, hun beskriver i sin bog på grundlag af samtaler med en nu afdød digter, Oskar Pastior, der tilbragte fem år i lejren.

Müllers bog er »pinligt parfumeret«, »kraftesløs« og giver »afsmag«, mente Radisch.

En noget ukendt vinder
Så stod det åbenbart bedre til med Kathrin Schmidts roman, forstår man på resultatet af Radisch’ og Lothar Müllers overvejelser i priskomitéen.

Beslutningen bliver da også hyldet af redaktør Thomas Steinfeld i Süddeutsche Zeitung dagen derpå. Steinfeld roser Schmidts bog i høje toner.

På avisens fornemme lederside tegner Lothar Müller, avisens mand i dommerpanelet, et portræt af Kathrin Schmidt.

Heri kan man læse, at det tog kritikere og offentlighed nogen tid at få øje på bogen efter dens udgivelse i februar i år.

Schmidt hører ikke til »de mest bekendte«, indrømmer Müller.

Hans ord bekræftes til fulde af et opslag i Süddeutsche Zeitungs elektroniske arkiv.

Første gang den 51-årige Kathrin Schmidt, der debuterede i 1994, overhovedet nævnes i avisen, var i tirsdags, da Thomas Steinfeld skrev sin omtale af prismodtageren.

Det fremgik dog ikke af hans artikel.

Den prisbelønnede roman er ikke anmeldt. Det samme gælder hendes øvrige forfatterskab.

En trøstepræmie?
Felicitas von Lovenberg, der har ansvaret for litteraturredaktionen på Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ), ser slet og ret afgørelsen som udtryk for »litterær provinsialisme«.

»Bogprisen er blevet en trøstepræmie«, skriver hun.

Hun kan ikke lade være med at hæfte sig ved, at Iris Radisch først nedgjorde Herta Müllers bog, men siden gik på tv for at udtrykke sin beundring for Herta Müller, der i mellemtiden havde fået Nobelprisen.

»Spørgsmålet om, hvad der var hykleri, kritikken eller rosen, vil man helst ikke have svar på«, lyder hendes konklusion.