Vi drejer fra stien ind i buskadset på det sted, hvor vi har set de to mørke mænd forsvinde.

Vi følger et spor af fladtrampet græs, der bugter sig gennem siv og krat. De er væk.

Men pludselig, som skudt op af jorden, rejser mændene sig. Lige til venstre for os.

Bag dem ligger deres cykler og de lette anhængere med plastikdække. Foran dem ligger en stor bunke af skinnende kobberrør.

Det ser ud, som om de har en slags lagerplads for det værdifulde metal her midt ude på Amager Fælled.

»Hello, do you speak English?«, siger jeg.

»No, no«, svarer den mindste af mændene. Han har trukket en kasket ned i panden og træder helt hen for næsen af mig, så han spærrer for udsigten til kobberet.

»German? Deutsch?«.

»No ... italiano«, siger manden.

Jeg taler ikke italiensk. Og han ligner i øvrigt ikke en, der har lyst til at tale med mig, uanset hvilket sprog jeg måtte beherske.

»Okay ... sorry ...«, siger jeg.

Vi trækker os snublende baglæns.

Da vi er på vej tilbage ad stien, kommer endnu en mand susende på cykel med anhænger og forsvinder samme sted som de andre.

»Der er gang i den«, siger fotografen.

»Det må man sige«, svarer jeg. »Gad vide, hvad de stiller op med det kobber?«.

»Måske skulle vi prøve at skygge dem«, foreslår fotografen.

Vi har nu i nogle dage forsøgt at finde de sigøjnere, der siges at stå bag en stribe indbrud i haveforeningerne rundt om Fælleden.

Fotografen har selv kolonihave i Lille Nok og har fået stjålet sin tyske motorsav, som betød meget for ham.

Bor under uhumske forhold
Undervejs har vi fundet ud af, at sigøjnerne overvejende kommer fra Rumænien, og at de derfor er EU-borgere.

Men at en del af dem ikke desto mindre bor under uhumske forhold på Fælleden. Og at de blandt andet lever af at samle flasker og skrot.

Vi kunne godt tænke os at tale med dem, men indtil videre har vi ikke haft heldet med os. Motorsaven har vi heller ikke fundet.

Soveværelse i kælderen
Vi har for eksempel ledt efter saven i en øde industribygning ude på Krimsvej, i nærheden af Amager Strand, hvor en kilde i politiet har fortalt, der skulle bo sigøjnere.

Det var en vældig bygning i tre etager. Store afpillede lokaler. Rå beton. Masser af graffiti. Alle vinduer var smadrede.

Glasskår knasede under vores fødder, mens vi undersøgte bygningen. På anden sal stod to graffitifyre og anrettede et batteri af spraymaling.

»Der er et soveværelse nede i kælderen«, sagde den ene, som var tysker. »Måske ligger der nogle sigøjnere og sover«.

Gammelt svinekød
Vi gik ned i kælderen og fandt to fugtige og dystre rum. I det ene havde der været tændt bål.

Der lå potter og pander i en stinkende bunke af chipsposer, tøjdyr, tæpper og 3 gange 500 gram hakket svinekød, som havde sidste salgsdato for to en halv måned siden.

Det andet rum var soveværelset. To plettede madrasser lå på gulvet. Ellers intet. Jo, spillekort var spredt ud over det hele.

I et hjørne så jeg en knækket cd med den rumænske folkloristisk inspirerede popsanger Cristi Nuca.

Nogle vinduesløse aflukker mellem de to rum havde fungeret som toiletter. Vi skyndte os ud. Tog dybe indåndinger.

Over det hele
Sådan var det mange steder i byen, opdagede vi.

I stort set hvert eneste buskads og i alle de forladte industribygninger, vi stak hovedet ind i, fandt vi spor efter sigøjnere.

Cykeldele. Mængder af tøj og sko. Og ikke mindst: stumper af strippede ledninger. Masser af kabelrester.

Et par steder på Fælleden så vi også lejre, som tilsyneladende stadig var i brug. Fem-seks telte her, fem-seks telte der. Men endnu havde vi ikke mødt nogen sigøjnere.

Hvor holdt de til lige nu? Og var det virkelig dem, der tømte kolonihavehusene? Hvad gik det ud på med det der kobber? Og var der mon en chance for at finde fotografens motorsav?

Projekt Udenfor
Nogle dage senere slår vi et smut forbi Ravnsborggade for at tale med et par gadeplansmedarbejdere fra Projekt Udenfor.

En selvejende institution, som arbejder for og med hjemløse.

I modsætning til de fleste andre organisationer, så hjælper Udenfor også udlændinge, der lever på gaden. Det sker for private midler.

Denne afart af humanitær opførsel vil regeringen ikke være med til at støtte. Danmark skulle jo nødig blive EU’s varmestue, som en minister har formuleret det.

Maj Kastanje og Bo Heide-Jochimsen skænker kaffe og fortæller, hvad de ved om sigøjnerne.

Få sigøjnere
Eller rettere: om de østeuropæere, der lever på gaden i København. De to gør meget ud af at understrege, at kun en lille del af østeuropæerne er sigøjnere, måske er der et par hundrede i København.

Men uanset hvad man er, så er man på spanden, hvis man går ned med flaget, ender på gaden og ikke har et dansk pas i lommen.

»Lige nu er de her mennesker fuldstændig usynlige i Danmark«, siger Bo Heide-Jochimsen. »De har ingen rettigheder og ingen muligheder«.

»De er her på grund af ekstrem fattigdom i deres hjemland«, siger Maj Kastanje. »Og de virker ikke som folk, der er kommet til Danmark for at lave kriminalitet. De virker som folk i nød, der vil have et arbejde«.

Hvis ikke de finder et job, og det gør de sjældent, så finder de derimod nemt en glidebane, der kan ende i hjemløshed, psykiske problemer og kriminalitet.

Præcis som danske hjemløse, pointerer Maj Kastanje.

»Vi har et system, der på en eller anden måde kan samle danskerne op«, siger hun.

Kun for danskere
»Men det er helt okay at sige, at hvis du ikke er dansker, så skal du ikke have et sted at sove, så skal du ikke have mad, så skal du ikke på hospitalet«, supplerer Bo Heide-Jochimsen.

De taler på skift. Nu er det Maj Kastanje:

»Det er meget nemt for kolonihavefolket og politiet at sige, der er sigøjnere, der begår indbrud, for det er jo sådan nogle, der kan lide at stjæle og bo i en busk ... Sådan har det altid været, og det kan vi nok ikke lave om på«.

»Selv om jeg har arbejdet med det her i fem år, så bliver jeg stadig rystet over, at vi lader folk leve på den her måde. På grund af nationalitet og fordomme«, siger Bo Heide-Jochimsen.

Ligger i eget lort
»Og der kommer flere og flere. Det bliver kun værre«, sukker han. »De kommer tilsyneladende fra noget, der er så dårligt, at de er parate til at ligge i deres eget lort ude på Amager Fælled«.

Det er den samme dag, vi følger efter de to mænd ude på Fælleden. Dem med kobberrørene.

Mens vi er på vej tilbage til bilen, beslutter vi at skygge dem for at se, hvor de skal hen med kobberet. Med fotografen bag rattet indleder vi en jagt, som ender med ... at vi taber dem af syne.

Men i kraft af vores fint udviklede detektivnæser ... eller ved et lykketræf ... finder vi dem igen på Prøvestensbroen.

Stena Jern & Metal A/S
De kommer cyklende ud fra Stena Jern & Metal A/S. Der er intet kobber i deres cykelanhængere.

I flere dage har vi iagttaget en livlig trafik af sigøjnere på cykler med anhængere, som kører ind og ud ad Stenas port.

Desuden har en mand, der arbejder på plastikfabrikken lige ved siden af, fortalt os, at han hver dag ser hele karavaner af sigøjnere ankomme med kabelskrot til Stena.

Nu er tiden vist inde til at få en snak med produkthandleren. Vi spadserer ind på pladsen og træder ind i en blå kontorbarak, hvor vi henvender os til en mand, der sidder bag en luge.

»Jeg har haft indbrud i min kolonihave«, siger fotografen uden dikkedarer. »De løb med min motorsav«.

»Okay ...«, siger manden, der viser sig at være filialchef og hedde Finn Rasmussen.

Fotografen forklarer videre, hvordan han samme dag så sigøjnerlignende personer med cykelanhængere af den slags, som der er voldsomt mange af netop herude.

»Så jeg tænkte på, om I har set min motorsav?«.

Strippede ledninger som varemærke
»Nej! De kommer ikke med sådan noget«, svarer produkthandleren. »De kommer med kabler og gryder og potter og pander og sådan noget lort«.

»Vi har set, at der er mange af de der lejre, hvor der ligger strippede ledninger«, siger jeg.

»Nemlig ja«, siger Finn Rasmussen.

»Det er ligesom sigøjnernes varemærke?«.

»Ja, det kan man sige«.

God indtægt
Sigøjnerne tjener ret mange penge på kablerne. Det har chefen for politiet på Amager, politiinspektør Richard Østerlund la Cour, fortalt mig. Det er en hovedindtægtskilde.

For cirka en måned siden blev der stjålet tykke kabler for op imod 50.000 kroner i en tunnel på B&W-grunden på Refshaleøen.

Tyvene fjernede isolationen og skar ledningerne i små stykker, mens der stadig var strøm på. 350 ampere ... nok til at slå et menneske ihjel på stedet.

Ingen beviser
Men politiet kunne ikke bevise, at tyvene var sigøjnere. I det hele taget har politiet store problemer med bevisbyrden, når de ransager sigøjnernes lejre og cykelanhængere.

Nu spørger jeg produkthandleren:

»Ved I, hvor de får de kabler fra?«.

»De går i containere, de går i storskrald og whatever ... og byggepladser, ikke?«, siger Finn Rasmussen.

»Byggepladser ... det er vel så ikke helt lovligt?«.

»Medmindre de har fået lov ...«.

»Sikrer I jer, at de er kommet til det på lovlig vis?«.

»Vi har kontakt med forskellige firmaer. Og hvis de får stjålet noget, så ringer de til os, inden de er nået herud med det«.

»Så man skal være lidt forsigtig ...?«.

»Ja, men vi vil jo heller ikke gå og spille politifolk ...«.

»I kan vel heller ikke se på et kabel, om det er stjålet?«.

»Nej, det kan vi ikke. Alt ligner hinanden«.

»Men en motorsav kommer de ikke slæbende med?«, spørger jeg til sidst.

»Nej«, siger Finn Rasmussen.

Besøg hos unionen
På en eller anden måde føles det, som om vi er løbet tør for ledetråde. Måske er tiden inde til at svinge efterforskningen i en mere drastisk retning.

Bo Heide-Jochimsen fra Projekt Udenfor havde sagt, at det måtte være EU’s opgave at finde ud af, hvad man stiller op med alle de fattige, der søger lykken i et andet land.

Nu siger jeg til fotografen:

»Lad os opsøge den øverste ansvarlige: Unionen«.

»Mener du Den Europæiske Union?«, spørger fotografen.

»Nemlig«.

EU-kommissionen har en filial i Gothersgade, så der triller vi hen.

Vi bliver lukket ind af en vagt i et glasbur. En nydelig kvinde sidder bag et skrivebord i hjørnet af et ret stort lokale, som er udsmykket med foldere om Unionens påfund og reglementer.

»Davs, vi vil gerne vide, hvad man skal gøre ved romaerne«, siger jeg.

»Okay, to sekunder«, svarer kvinden.

Der går et minut eller to, og så dukker en mand op. Han er iført et jakkesæt, men ikke slips, og præsenterer sig som Michael Vedsø.

Han er pressechef og kan godt tale på Unionens vegne, mener han. Vi flytter et par spanske flag og sætter os ved et rundt bord.

»Er det med sigøjnerne et nationalt problem, eller er det EU’s problem?«, indleder jeg.

»Når vi taler om EU-borgere, så går det helt tilbage til Rom-traktaten, at man har lov til at være i et andet EU-land«, siger Michael Vedsø på fejlfrit embedsmandssprog.

»Så de her østeuropæere har lov til at være her?«.

»Ja ... Som udgangspunkt er der et krav om selvforsørgelse, men du har ret til at tage til et andet EU-land og leve og arbejde, sådan er det«.

»På ubegrænset tid?«.

»Så længe du ikke ligger nogen til last«.

Sådan spiller klaveret ikke
»Hvad så hvis man ikke kan forsørge sig selv?«.

»Ja, så er der et problem, ikke, for du kan ikke bare rejse til et andet land og sige: Jeg tror, at de sociale vilkår er bedre end der, hvor jeg kommer fra. Sådan spiller klaveret ikke«.

»Aha ... Men smider man så folk ud, når de ikke kan klare sig selv?«.

»Det er et dansk anliggende, hvordan man griber det her an ...«, siger Michael Vedsø, diplomatisk.

»Er der nogle EU-regler, der forhindrer de enkelte nationer i at hjælpe de her svage EU-borgere?«, spørger jeg.

»Nej, det skal vi da ikke stille os hindrende i vejen for ...«.

Så er det, at jeg inhalerer en ordentlig dosis luft og stiller et af de længste spørgsmål i min journalistkarriere:

»Okay, men nu frygter den danske regering åbenbart, at alle de fattige i Europa kommer rendende, hvis vi giver dem mad og den slags ... Derfor har vi en gruppe EU-borgere, som lever i usle lejre på Amager Fælled og i kældre under nedlagte fabrikker, EU-borgere, som ikke kan få lov til at overnatte på et herberg, fordi de er fra et andet land. Og kun kan komme på hospitalet, hvis de lider af noget livstruende. Er det i orden set med EU’s øjne?«.

Rettigheder overholdt
»Det er jo aldrig i orden, at folk lever dårligt ...«, svarer Michael Vedsø, lidt nølende. »De mennesker lever et meget trist liv. Men dermed ikke sagt, at deres formelle juridiske rettigheder ikke bliver overholdt. Det tror jeg for så vidt nok, de gør«.

»Man træder ikke EU-borgeres rettigheder under fode her?«.

»Nej, det er jeg ikke bekendt med ...«.

Skal løses nationalt
»Så er det måske slet ikke et EU-problem?«.

»Tingene er sådan set på plads set fra vores perspektiv. Men alle kan se, der er et socialt problem, som jeg håber, man kan løse ...«.

»Nationalt?«.

»Ja, det må man sige«, siger Michael Vedsø.

Sigøjnerne
På hjørnet af Njalsgade og Artillerivej på Amager er der et langstrakt buskads, lige bag Seruminstituttet og over for Københavns Universitet.

Der befinder vi os den følgende aften. Skumringen er ved at nærme sig.

Vi ved, at buskene er fyldt med efterladenskaber efter sigøjnerlejre. Måske bruger de stadig stedet til et eller andet?

Ganske rigtigt. Pludselig ser vi tre mænd forsvinde ind i krattet, en af dem er på cykel med anhænger.

Et øjeblik efter kommer en fjerde mand kørende på en damecykel med nogle tommer flasker i indkøbskurven.

Han er gråskægget og har det italienske flag på sin tophue.

Vi standser ham.

Italiensk flaskesamler
Han taler kun italiensk, siger han. Vi prøver at kommunikere. Han samler flasker, siger han vist. Peger ned i kurven. Han er fra Milano, forstår vi på ham.

Med fagter og engelske brokker får vi ham overtalt til at tage os med ind i buskene, så vi kan se, hvad der foregår.

Han virker lidt overrasket over vores interesse. Men fører an ind i krattet.

Vi bevæger os dybere og dybere ind, dukker os for svirpende grene. Og der står de tre andre mænd så.

Bøjet over nogle massive kabler, som de skal til at snitte kobberet ud af.

Det viser sig, at gråskæg ... der præsenterer sig som Marin Doru ... taler lidt tysk. Nogenlunde så gebrokkent som jeg selv taler det.

»Skærer I kobberet fri med en kniv?«, spørger jeg.

»Ja, og så kører vi det hen til Stena«, svarer Marin Doru.

»Det er kraftedeme tungt«, siger fotografen, der har grebet fat i en stump kabel. Mændene betragter ham grinende.

To af dem er Marin Dohus brødre, viser det sig. Den tredje er hans søn. De er alle fra Rumænien.

I Danmark på tredje år
Marin Dohu fortæller, at han har været i Danmark i tre år. Hans kone er her også. De andre har kun været her i et par måneder.

»For os er det her et arbejde, forstår du?«, siger Marin Dohu. »Vi stjæler ikke! Jeg arbejder i gaderne. Når nogen smider ting ud, så samler jeg det ind. Jeg stjæler ikke, verstehst du?«.

Han gentager det igen og igen:

»Jeg stjæler ikke!«.

»Jeg forstår«, svarer jeg.

»Jeg har arbejdet i Italien og Tyskland. I dag vil jeg bare arbejde her i Danmark ... det er prima ... Jeg har ingen problemer med politiet. Jeg arbejder bare. Samler flasker, kigger i containere ...«.

Sover på Nørrebro
De sover alle på et herberg i Stengade på Nørrebro, fortæller han. Et af de to herberger i København, der forbarmer sig over de husvilde udlændinge. For private midler.

»Det er gode forhold«, siger Marin Dohu. »Jeg sover glimrende. Vi spiser også godt«.

»Har I aldrig sovet her i buskene?«, spørger jeg.

»Nej, nej, det er for koldt at sove her ... Der er bedre i Stengade ... På gaden og i parkerne bliver vi jaget væk. Af racister ... og af politiet. ’Væk, væk, væk med jer!’. Men vi er bare mennesker, forstår du?«.

»Må vi tage et billede af jer?«, spørger fotografen.

Vil ikke ligne vilde dyr
De vil gerne fotograferes, men ikke her i buskadset, understreger Marin Dohu. Han stikker hovedet ind i en busk og snerrer som et vildt dyr ...

»RRRrrrraaauuuhhh ... Hvis du fotograferer os her, så ligner vi vilde dyr. Så er vi ligesom tigre. Det er bedre ude på gaden«.

På vejen hen til et gadehjørne, der ikke ligner et stykke jungle, daler Marin Dohus begejstring for Danmark.

»Der er ikke godt for sigøjnere i Danmark«, betror han mig. »Ikke godt, ikke godt ...«.

Regeringens ansvar
»Det må være regeringen, der skal klare det her«, siger jeg til fotografen, da vi samler op på sagen. »Når det nu ikke er Unionens problem«.

»Åbenbart«, nikker han.

Jeg fisker mobilen frem og ringer til socialminister Benedikte Kiær. Jeg får fat i en slags spindoktor, som ganske enkelt ikke kan se problemet.

Hvilket problem?
Set med regeringens øjne befinder disse sigøjnere, og hvad der ellers måtte være af hjemløse udlændinge, sig ulovligt i landet.

For de kan ikke forsørge sig selv. Og da de er her ulovligt, behøver man ikke hjælpe dem.

»Kan du ikke lige få ministeren til at sige det?«, spørger jeg.

»Jeg kan prøve«, lyder svaret.

Nogle timer senere ankommer en mail:

Ikke Danmarks problem
»Hermed citat fra socialminister Benedikte Kiær: ’Regeringen har ingen planer om at ændre loven, så den omfatter mennesker, der opholder sig ulovligt i Danmark’«.

Jeg læser mailen på min mobil og viser den til fotografen.

»Problemet eksisterer slet ikke!«, siger jeg.

»Skide smart«, siger fotografen.

»Har jeg for resten fortalt dig, at min onkel har lånt mig en anden motorsav?«, spørger han. »En Husqvarna ... måske kan jeg beholde den«.

»Så er det problem også ude af verden!«, siger jeg.

Læs flere kulturnyheder på pol.dk