Der er kun et par minutter, til lyntoget mod Jylland kører. Jeg ringer til Bjarke Ingels’ mobil. Igen. For lidt siden var der telefonsvarer på. Men nu tager han den.

»Jeg er der næsten«, siger han.

I samme sekund ser jeg ham komme slentrende hen ad perronen med en vandflaske og en latte i hænderne.

Vi entrer vogn 71, finder vores pladser og hilser på tegnestuen BIG’s unge direktør, Sheela Søgaard, der skal med til Aarhus, hvor Bjarke Ingels skal have overrakt Betonelement-Prisen 2011.

Deltagere på turen er desuden Bjarke Ingels’ mor og far, Elisabet Ingels og Knud Bundgaard Jensen (»Mor kuppede far i sin tid, da vi børn skulle have efternavn«, som Bjarke Ingels siger).

'Lillemusen'
Han hilser på forældrene, der har pladser i en anden kupé. Det er til at få øje på, fra hvem Bjarke Ingels har arvet sin udadvendte snakkesalighed og evne til at omgås mennesker. Knud Bundgaard Jensen er lidt mere fåmælt, som regel med et stille smil på læberne.

Efter at Bjarke Ingels i september sidste år flyttede til New York for at åbne en USA-afdeling af BIG, kan der godt gå lang tid imellem, at forældrene ser deres søn. Eller ’Lillemusen’, som faderen kalder stjernearkitekten fra sin plads i kupeen.

LÆS ARTIKELDansk stjernearkitekt tegner porten til Stockholm

Sheela Søgaard spørger, om vi skal bytte rundt, så familiemedlemmerne kan sidde sammen. Men efter lidt palaver frem og tilbage ender det med, at vi bliver, hvor vi er. Vi kan altid bytte pladser senere, siger Elisabet Ingels.

Æresmedlem af Den Kreative Klasse
Bjarke Ingels synker ned i sædet.

Den 36-årige arkitekt er iført sort habit, en løsthængende og i halsen opknappet hvid skjorte samt sorte sneakers med hvide såler, er diskret ubarberet og ligner ... tja, et æresmedlem af Den Kreative Klasse.

Han hiver den bærbare frem. Skal på turen have skrevet lidt og sendt nogle mail, og det kan han lige så godt få ordnet, inden vi taler sammen, bliver vi enige om.

»Lillemusen?«, siger Sheela Søgaard og smiler skævt.

Bjarke Ingels nikker, sukker og ser ud, som om han så småt er begyndt at tvivle på, om det her arrangement nu også er en god ide.

»Far og mor på den ene side. En journalist på den anden. Jeg føler mig som en ... mus mellem to negle«, siger han.

»En lillemus«, mumler jeg.

Han griner: »Det her kan godt gå hen og blive den dårligste artikel, der nogensinde er skrevet om mig«.

Betonelement-Prisen
At påstå, at det går godt for Bjarke Ingels og BIG (en forkortelse af Bjarke Ingels Group), er en monumental underdrivelse.

I år har tegnestuen allerede vundet fire konkurrencer: om en ny stor forbrændingsanstalt på Amager, et nationalgalleri i Nuuk, et bæredygtigt byggesystem i Finland og en ny ’byport’ i Stockholm. Desuden har BIG for nylig fået til opgave at tegne et højhus på Manhattan og en skøjtehal i den nordsvenske by Umeå.

FOTOTag en tur gennem BIG's vinderprojekter

Oven i hatten kommer Betonelement-Prisen, som en driftig PR-medarbejder i betonbranchen, måske en anelse ude af proportion, har fundet på at kalde dansk arkitekturs – ikke Bodil, men Oscar, intet mindre.

Sandt er det under alle omstændigheder, at prisen – hvis synlige udtryk er en statuette udformet af den verdensberømte afdøde arkitekt Jørn Utzon – regnes for en af de mest prestigefyldte danske arkitekturpriser.

En international dansker
Læg så dertil, at Bjarke Ingels med jævne mellemrum optræder i nogle af verdens mest indflydelsesrige medier. For nogle uger siden kunne man for eksempel se ham på CNN, hvor han fortalte om højhusprojektet på Manhattan.

Og dagen inden denne togtur til Aarhus har han haft en journalist fra det kendte amerikanske magasin Wired på slæb, hvilket skal munde ud i en ottesiders artikel om danskeren i det kommende nummer.

Læg så yderligere til, at Bjarke Ingels hele tiden bliver inviteret til at tale og forelæse rundt omkring i verden, på førende universiteter og ved store internationale arrangementer. Han underviser blandt andet på Harvard University, og ved det seneste World Economic Forum i den schweiziske by Davos i december var Bjarke Ingels blandt talerne – med USA’s ekspræsident Bill Clinton som tilhører.

Nogle vil måske mene, at Bjarke Ingels altid har sejlet i medvind. Styrke 10. Lige siden han forlod Kunstakademiet som færdiguddannet i 1999. Men det er nu en sandhed med modifikationer.

Rotterdam
Sit første år som arkitekt tilbragte han godt nok på den hollandske stjernearkitekt Rem Koolhaas’ tegnestue i Rotterdam. Her mødte han den to år yngre belgier Julien de Smedt, med hvem han tilbage i København dannede tegnestuen Plot.

De to unge arkitekter vandt flere konkurrencer og vakte stor opsigt med deres på én gang legesyge og funktionelle tilgang til projekterne. De blev oven i købet belønnet med flere priser, blandt andet Henning Larsen Prisen og Nykredits Arkitekturpris. Problemet var bare, at langt de fleste af deres projekter aldrig blev realiseret.

I 2003 fik Plot, hvad der mindede om et folkeligt gennembrud med Islands Brygge Havnebad. De to nåede også sammen at tegne VM Husene i Ørestad, et 25.000 kvadratmeter stort boligbyggeri, som blev belønnet med det svenske arkitekturtidsskrift Forums pris som bedste nordiske bygningsværk i 2005.

Samme år gik Ingels og de Smedt hver til sit, og året efter etablerede Bjarke Ingels sin egen tegnestue, BIG.

Men selv om Danmark – og resten af den vestlige verden, for den sags skyld – befandt sig midt i et kolossalt byggeboom, skulle der gå to år, før BIG fik skrevet et større byggeri ind i ordrebogen.

Ørestadens bjerg
Tegnestuen vandt flere projekter, men igen: Ingen af dem blev opført, og det er ikke nogen stor hemmelighed, at det rent økonomisk var i sidste øjeblik, da entreprenøren og developeren Per Høpfner tog en chance af de større og bad BIG om at tegne et boligbyggeri på grunden ved siden af VM Husene.

»Det var, inden vi havde fået opført så meget som et hundehus«, siger Bjarke Ingels om Per Høpfners mod.

Bjarke Ingels gjorde, hvad ingen andre i verden før havde gjort: anbragte en veritabel bjerglandsby med 80 gårdhavehuse oven på og ned ad siden på et stort parkeringshus. ’Bjerget’ blev det unikke byggeri døbt, og med det brød BIG og Bjarke Ingels for alvor igennem internationalt.

LÆS ARKITEKTURREDAKTØRENS PORTRÆTBjarke Ingels slår til over hele verden igen og igen

Ved World Architecture Festival i Barcelona i 2008 blev Bjerget kåret til verdens bedste boligbyggeri, og året efter blev det, som VM Husene fire år tidligere, tildelt den svenske Forum-pris.

Ret god kommunikatør
Siden er det gået slag i slag. BIG har vundet adskillige konkurrencer, og i modsætning til 2006-08 er flere af projekterne enten opført eller under opførelse. Det mest kendte er nok den danske pavillon på verdensudstillingen sidste år i Shanghai.

Projektet demonstrerede, at Bjarke Ingels og BIG får gode ideer, men også, at han er bedre end de fleste af sine konkurrenter til at sælge dem til offentligheden. Som da han foreslog at flytte Den Lille Havfrue fra Langelinie til Kina.

Det havde ret beset ikke en dyt med arkitektur at gøre, men stuntet skaffede før og under verdensudstillingen Danmark – og BIG – bunker af uvurderlig international omtale.

Bjarke Ingels er, med direktør i Dansk Arkitektur Center Kent Martinussens ord, »en fremragende kommunikatør«.

En nordsjællandsk selvsikkerhed
Han har fået sendt sine mail, vipper låget på computeren ned og læner sig tilbage.

Bjarke Ingels er i en del artikler lidt plat beskrevet som dansk arkitekturs svar på en popstjerne. Men på den anden side: Det kræver ikke den store fantasi at forestille sig Ingels som frontfigur i et rockorkester.

Han har både the look og the appearance – den der nordsjællandske afslappede selvsikkerhed, som vi provinsdrenge godt kan blive noget indebrændte over.

Han voksede op i Vedbæk sammen med en storesøster og en lillebror.

Faderen, Knud Bundgaard Jensen, var elektroingeniør – er nu gået på pension – og Elisabet Ingels arbejdede – og det gør hun stadig – som tandlæge i den offentlige tandpleje. I det hele taget er familien kemisk renset for arkitekter.

Ligesom der ikke er noget arkitekttegnet over Bjarke Ingels’ barndomshjem, der er et ret almindeligt hus fra slutningen af 1950’erne, et cigarkassehus, som han kalder det.

Tegneserieakademi
Og da han i 1993 begyndte på Kunstakademiets Arkitektskole, var det i virkeligheden slet ikke for at blive arkitekt. Han ville tegne tegneserier, men i mangel på et tegneserieakademi i Danmark valgte han arkitektstudiet, hvor der i det mindste blev undervist en del i tegning.

»Jeg anede intet om arkitektur. Kunne kun nævne navnet på én eneste arkitekt i hele verden, nemlig Jørn Utzon. Jeg var fuldstændig forudsætningsløs«, fortæller Bjarke Ingels.

Han taler hurtigt. Nogle ord forsvinder næsten – som en racerbil, der kører forbi med 200 km i timen. »Præcis«, siger han, hvis han er enig i et udsagn, men ordet er væk, næsten inden man når at høre det: »Przs«.

Artiklen fortsætter under billedetMønsterbryder.  I mange år var Bjarke Ingels kendt som arkitekten, der vandt en masse konkurrencer, men aldrig fik projekterne opført. Det har ændret sig. Ingels' tegnestue, BIG, har nu gang i byggerier i flere lande. Og snart tages det første spadestik til et BIG-tegnet højhus på Manhattan. Foto: Per Folkver
Han arbejder altid meget, har jeg læst. Og når han er i Danmark helt vildt meget, opdager jeg. Jeg har spurgt, om vi mon kan finde et par timer i hans kalender senere på ugen, så vi kan få taget nogle portrætter af ham.

Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, siger han.

Én time så? forsøger jeg mig.

Nej, det går ikke.

Tidligt om morgenen eller sent om aftenen?

Niks, hvad der skal tages af billeder skal tages i dag, punktum.

»Det er altså ikke, fordi Bjarke ikke vil«, bryder Sheela Søgaard ind. »Men når han er i landet, så fylder vi hans kalender op, og der er ikke en ledig time fra tidlig morgen til sen aften«.

»Hvordan har du det med at arbejde så meget?«
»Hvad er det egentlig for en slags liv, du lever for tiden?«, spørger jeg.

»Arhh, du får ingen klagesang om, hvilken forfærdelig tilværelse jeg har rodet mig ud i. Vi er inde i en spændende periode, hvor vi er ved at bygge noget op i USA, samtidig med at vi har en del muligheder i København og i Europa, og det er rigtig nok, at det føles lidt, som om man er mange steder på en gang. Men vi har et genialt stærkt hold på BIG. Og det har gjort, at vi kan åbne tegnestue i USA«.

»Og så har jeg selvfølgelig naivt undervurderet, hvor meget tid det alligevel tager«, indrømmer han.

Jeg prøver igen.

»Og hvordan har du det med at arbejde så meget?«.

»Det er overraskende, hvor velfungerende det har været. Det, jeg arbejder hen imod nu ...«.

Here we go again, tænker jeg.

» ... eller rettere: det, vi arbejder hen imod nu – er, at fra 1. juni trækker jeg mig gradvist ud af de udadvendte aktiviteter i Asien og Europa og fokuserer på, når jeg er i Danmark, at være mere ’indenrigsminister’ på tegnestuen og bruge meget tid sammen med de forskellige teams. Og så i øvrigt at opholde mig langt den største del af tiden i New York og få det på plads der«.

»Jeg mener på det personlige plan. Er der overhovedet tid til andet end arbejde?«, forsøger jeg en sidste gang.

»Altså, på vej hjem fra USA tog jeg et møde med nogle af vores samarbejdspartnere i Paris og holdt så bagefter weekend der, sammen med nogle af mine venner. En af de sjove ting ved, at tegnestuen har arbejdet sammen med så mange folk fra forskellige lande, og at jeg selv har været meget omkring, er, at jeg har en vennekreds, som ikke alle sammen bor på Vesterbro. Så på den måde har du et utroligt stimulerende socialt liv. Det foregår bare over hele planeten. For eksempel rejser jeg på søndag til Mexico, hvor en del af mine bedste venner bor«.

Ingen kæreste
Efter en lille pause:

»Jeg kender mange, inklusive mig selv, som kun ser nogle af de gode venner hvert halve år, også selv om de bor længere nede ad gaden«.

Og det har han jo ret i.

»Har du en kæreste?«, spørger jeg.

»Nej, der halter den fuldstændig. He, he. Jeg havde en utrolig hyggelig weekend i Paris. Men på det punkt er fremtiden stadig åben«.

Bjarke Ingels ler højt. Og tier så stille.

Nyt emne. Så meget for forsøget på at få Bjarke Ingels til at tale om sig selv og ikke sine projekter.

Plads til det sjove
Han og flere andre arkitekter har tegnet fremragende arkitektur i Ørestad. Alligevel er bydelen udsat for hård kritik for det næsten totale fravær af det, den verdenskendte danske arkitekt og bydesigner Jan Gehl kalder »livet mellem husene«. Bjarke Ingels nikker:

»Det, Jan Gehl siger, og som han har fuldstændig ret i, er, at der er offentlige og åbne arealer i Ørestad svarende til en by, der er ti gange så stor. Der er simpelthen bare alt for megen plads. Omvendt: Der er ikke noget i Ørestad, der ikke kan fikses. Man kan jo lukke mange af de huller, der er. De ligger der klar til fremtidig udvikling«.

LÆS ARTIKELArkitekt: Derfor er det gået galt i Ørestaden

»Men er det ikke kreperligt at lave flot arkitektur som Bjerget og 8-Tallet – og så bagefter opleve, at de strukturelle ting, man ikke har kontrol over, ikke spiller?«, spørger jeg.

»Jo, vorherre bevares. Man er bare nødt til … man må tage ansvar for de ting, man selv har indflydelse på, og så kan du ikke gøre mere. Jeg ville også gerne kunne sørge for, at solen skinnede lidt oftere i København, men det kan vi heller ikke. Det skal nok komme i Ørestad. Men man må arbejde med de ting, man får serveret, for vi kan ikke ændre hverken lovgivningen eller planlægningen. Inden for de rammer, der er, kan vi forsøge at maksimere vores projekter. Og uden fuldstændig at overdrive vores indflydelse på Københavns og dansk arkitektur de seneste ti år føler jeg, at vi har været med til at skubbe spektret for, hvad der er muligt, en lille smule i en sjovere retning«.

Ordet ’sjovere’ er et kodeord, hvis man vil forstå filosofien bag Bjarke Ingels’ og BIG’s måde at tænke arkitektur på.

Skibakken var ikke populær hos direktøren
Dengang Ingels arbejdede sammen med de Smedt i Plot, foreslog de to blandt andet, at man anlagde et ny byrum med en kælkebakke på toppen af Magasin ved Kgs. Nytorv i København.

Og det nye kraft-varme-værk på Amager bliver bygget som både et anlæg til affaldsforbrænding og en skiløjpe med tre pister.

FOTOBIG har tegnet skibakke til Amagerforbrændingen

Bjarke Ingels fortæller, hvordan direktør Sheela Søgaard reagerede temmelig kraftigt, da hun fandt ud af, at BIG’s arkitekter havde tænkt sig at aflevere et forslag til konkurrencen om projektet, som inkluderede en skibakke.

»Sheela var rimelig træt af, at nu havde vi endelig en stor chance for at få en kæmpestor sag midt i København. Hvorfor fanden spildte vi så muligheden ved at foreslå noget så åndssvagt som en skibakke? Det var jo ikke det, de havde bedt om. Men vi var ihærdige og sagde: Sheela, vi er ret sikre på, at det er et godt bud alligevel. Vi syntes, vi havde gode argumenter på hånden«.

Fødselshjælpere
Sheela Søgaard smiler ovre fra sædet på den anden side af bordet: »Det er rigtigt, jeg var ret bekymret«, siger hun.

»Så da jeg ringede Sheela op og fortalte, at vi havde vundet opgaven, sagde hun, at hun tog det som det endelige bevis på, at der var en grund til, at hun er økonom, og at vi er arkitekter. Meget fint«, siger Bjarke Ingels. Og fortsætter:

»At være arkitekt er at tegne rammerne for det liv, vi gerne vil leve i fremtiden. At have forståelsen for, at verden ikke er, som den er, fordi sådan skal den være. Den er sådan, fordi sådan har vi lavet den. Og hvis ikke den er fed nok og giver os de muligheder, vi vil have, så har vi faktisk ansvaret for at lave det om. Vi skal ikke gå og lide under en by, vi ikke kan holde ud. Vi skal skabe lige nøjagtig den by, vi og vores børn gerne vil bo i«.

»Når du siger vi, mener du vel ikke kun arkitekterne, men alle?«.

»100 procent. Folk er eksperter i, hvad de godt kan lide. Vi arkitekter er bare fødselshjælpere«.

Usynlig hånd
Et andet kerneord til forståelse af BIG’s måde at arbejde på er ’modsætninger’. Eller mere præcist ’mødet mellem modsætninger’.

»Der er et kæmpepotentiale i at kombinere ting, man normalt vil mene er indbyrdes modsætninger. Vores boligbyggerier Bjerget og 8-Tallet er klassiske eksempler: Bjerget er huset med haven, anbragt i en bymæssig sammenhæng. Og i 8-Tallet kombinerer du Kartoffelrækkerne med karrebebyggelsen«.

Tre gode, klassiske, 'legesyge' byggerier

- ifølge Bjarke Ingels

Eremitagen
»Christian V byggede sig et jagtslot, hvor han kunne forlyste sig med sine venner og sikkert også nogle damer, som ikke var dronningen. Og for at undgå, at tyendet så, hvad der foregik i spisestuen, fik han installeret et spisebord, som i virkeligheden var en madelevator. Bordet blev dækket nede, og så hejste man mad og vin op, så kongen og hans venner ikke blev forstyrret af tjenerne. Hedonistisk arkitektur, der vil noget«.

Rundetårn
»Jeg kan godt lide projekter, der er realiseret ud fra et særligt ønske, behov eller drøm. Christian IV var vild med astronomi, men for doven til at tage trappen, og derfor byggede han et observatorium til sin astronom, hvor man kunne køre i hestevogn næsten hele vejen op til toppen og kigge på stjerner. 8-Tallet er næsten en videreførelse af den skik – der kan man også gå eller cykle op til tagetagen og ned igen«.

Vor Frelser Kirkes tårn
»Mine bedsteforældre havde en kolonihave ved Kløvermarken. Som barn boede jeg hver sommer 14 dage der, og så skulle vi altid op i Frelserkirkens tårn. De fleste tårne og spir i København kan ikke rigtig noget specielt. Her kan du gå hele vejen op udvendig. Jeg havde en journalist fra magasinet Wired med deroppe. »That’s a funky tower«, sagde han. Det er arkitektur, der udvider udfoldelsesmulighederne«.

Med andre ord: Man behøver ikke vælge mellem is og lagkage. Man kan sagtens, ifølge Bjarke Ingels, få begge dele. En holdning, der står i skærende kontrast til den måde, arkitekter de seneste mange årtier har tegnet boligbyggeri på.

»Den typiske metode har været, at man tager en masse ens lejligheder, og så simulerer man forskellighed ved at lægge forskellige facader på. 8-Tallet er et forsøg på at fremelske forskellighed ved at lade de enkelte funktioner næsten egoistisk optimere deres egne forhold. Du kan kalde det en arkitektonisk pendant til Adam Smiths teori om den usynlige hånd: Hvis alle gør det, de har lyst til og hytter deres eget skind, så kan det måske, med en lille smule koordinering fra arkitekten, gå op i en højere enhed, så alle faktisk får det, de gerne vil have«.

Gradvis proces
»Så når I sidder og projekterer, så lader I hver enkelt lejlighed møve sig frem for at opnå det bedst mulige for lige netop den lejlighed?«, spørger jeg.

»Præcis. Erhvervslejemålene ligger ud mod gaden og mod nord, hvor der er masser af dagslys, men ingen sol og blænding. Til gengæld har vi løftet boligerne op i solen, og ved at skubbe sydvesthjørnet ned har vi givet dem udsigt. Det er faktisk relativt lavpraktiske dispositioner og en løbende feedbackproces, hvor man gør noget og ser, hvad der sker. Arhh, det fungerer ikke, så gør man noget andet og noget tredje, og gradvis opstår projektet«.

»Man hører så tit arkitekter, der brokker sig over alle de begrænsninger, der har fået barberet deres projekt ned til laveste fællesnævner. Men i stedet for at starte med en skør eller flot ide, som hele tiden støder mod de mange ønsker og behov, kan man vende processen om og begynde med alle kriterierne og begrænsningerne og så bruge dem som drivkraft. Så vil man ende med nogle projekter, som måske er anderledes end din første indskydelse, men som måske også er meget mere spændende«.

Løser problemerne
Bjarke Ingels skal have overrakt Betonelement-Prisen på konferencen Bæredygtig Beton, der finder sted i Aarhus Musikhus. Det er næsten frokosttid, da vi ankommer. Vi finder et bord i restauranten.

Entreprenøren Per Høpfner, hans søn Peter, som også arbejder i firmaet, og Svend Blem, der har stået i spidsen for byggeriet af BIG-projekterne i Ørestad, har sluttet sig til selskabet.

Svend Blem fortæller, hvordan det altid har været »fantastisk inspirerende« at arbejde sammen med Bjarke Ingels og folkene fra BIG. Fordi de ikke opfatter problemer som ’problemer’, men som muligheder for at skabe en ny løsning.

»Bjarke får sine folk til at sætte sig sammen med ingeniørerne meget tidligt i processen. De er f.eks. med til de allerførste møder med beton- og stålfolkene og så videre. Og så løser de bare problemerne i stedet for at diskutere dem med os«, siger han som svar på mit spørgsmål om, hvad det er, BIG er så gode til. Og konstaterer, at BIG lige nu har så megen medvind, at det næsten er for meget af det gode.

»Arkitektbranchen er ved at kaste op over BIG’s succes«, siger han.

»Mor ...«
Bjarke Ingels’ mor, Elisabet Ingels, vender sig mod mig.

»Du har ikke spurgt mig, hvordan Bjarke var som dreng«, siger hun hen over bordet.

»Mor ...«, siger Bjarke Ingels.

»Han var en meget sød dreng. Som var meget glad for sin mor«.

»Så, nu skal vi vist til betonkonference«, siger Bjarke Ingels og rejser sig.

Æstetiske - men også funktionelle
Eftermiddagens første taler er en tysk ingeniør. Hans foredrag handler om parkeringspladsbelægningers permeabilitet – eller på mere jævnt dansk: Hvordan konstruerer man parkeringspladser, så voksende mængder regnvand kan sive ned i jorden i stedet for at oversvømme byerne.

Tyskeren er ikke den store performer. Til gengæld er han helt usandsynlig grundig. Bjarke Ingels sidder og skriver på sin takketale.

»Du tager noter, ikke ...«, hvisker han til mig.

Efter tre kvarter er den tyske ingeniør nået til vejs ende, og Kent Martinussen, formand for den komité, der har udpeget Bjarke Ingels og BIG til modtager af årets betonelementpris, entrerer talerstolen. Han roser Bjarke Ingels’ byggerier for deres sanselighed.

»De er æstetiske – men de er også funktionelle. Inkluderende og fascinerende. De forstår at fange mennesker ind«, siger Kent Martinussen.

Bjarke Ingels kommer på scenen for at modtage plaketter, en check på 75.000 kroner og Utzon-statuetten. Han holder en kort takketale, og så er der kaffepause. Inden Bjarke Ingels igen får ordet. For at tale om ’Hedonistisk bæredygtighed’. Og man kan roligt sige, at der i forhold til den tyske ingeniørs tale nu kommer andre boller på suppen.

Til forsvar for hedonismen
I et hæsblæsende tempo kaster Bjarke Ingels sig ud i en gennemgang af de mest kendte BIG-projekter.

Et af de første slides viser et billede, de fleste af os kender i forvejen: fotografiet fra COP15 i København, hvor en række regeringschefer – bl.a. Obama, Brown, Merkel, Sarkozy og Løkke Rasmussen – sidder mistrøstige i et dødssygt møderum i Bella Center. Selve symbolet på konferencens fiasko.

»Diskussionen druknede i den misforståelse, at bæredygtighed er et spørgsmål om, hvor stor en del af vores nuværende livskvalitet vi er parat til at opgive for at få råd til at blive bæredygtige. Med andre ord: den protestantiske tanke om, at det skal gøre ondt, før det gør godt – hele ideen om, at et bæredygtigt liv er kedeligere end et almindeligt liv«, forklarer Bjarke Ingels.

LÆS OGSÅ Dansk arkitektfirma indtager Manhattan

»Da vi arbejdede med den danske pavillon på verdensudstillingen i Shanghai, prøvede vi i stedet at opfinde et nyt bæredygtighedsbegreb: hedonistisk bæredygtighed, hvor bæredygtige byer og bygninger faktisk øger vores livskvalitet«.

Undervejs viser han en film om pavillonen, ledsaget af Black Eyed Peas’ ’I Gotta Feeling’. Og en animation af det kommende højhus på Manhattan, W57, der skal ligge ud til Hudsonfloden. Nu er det Alicia Keys og Jay-Z’s ’Empire State of Mind’, der blæser håret tilbage på betonfolkene nede i salen. »Wow«, er der en, der råber.

»Hedonistisk bæredygtighed er ...«, konkluderer Bjarke Ingels, »... en bæredygtighed, der ikke er motiveret af frygt og angst, dårlig samvittighed og skyld, men af, at arkitekterne betragter bæredygtighed som en designudfordring«.

Ikke de store fremtidsplaner
Vi når toget en time tidligere end beregnet. Bjarke Ingels får sig lidt »kvalitetstid« med sine forældre. Han når også et forretningsmøde med Sheela Søgaard. Omkring Storebælt sætter jeg mig hen ved siden af ham. Klokken er cirka 20. Han begynder at se lidt brugt ud.

»Hvad er dine drømme for fremtiden?«.

Han tænker sig om.

»Det ved jeg ikke«.

Lang pause.

»Er der en plan for, hvad det skal ende med?«, spørger jeg så.

»Der er jo altid en vis form for … men det har nu altid være meget diffust. Tegnestuen har ingen økonomiske mål og heller ikke noget mål for, hvor store vi skal være. Det er mere …«.

Læne sig tilbage og tage imod
Ny lang pause. Nu ser Bjarke Ingels pludselig meget træt ud. Han gaber. Og gaber igen.

»Lige nu har jeg bare lyst til at forfølge de muligheder, vi har fået. Langt om længe er vi kommet i en position, hvor opgaverne er begyndt at komme til os. Så det er bare at læne sig tilbage og tage imod«.

»Kan du blive bange for, at medvinden bliver for stærk? At succesen og forventningspresset slider jer op?«.

»Jeg ved ikke … Jeg er jo ikke en eller anden barnestjerne. Jeg har arbejdet med arkitektur i 17 år. Det er ikke noget, der lige pludselig er sket. Vi har arbejdet os langsomt op«.

»Og der har været både ups and downs?«.

»Ja, er du sindssyg. Det er ikke sket over night. Jeg kan forstå, at hvis man vinder ’X Factor’, så kan det være svært lige pludselig at ryge i Ekstra Bladet. Men det er jo ikke den vej, vi er gået. Det er opstået organisk, stille og roligt«.

Ti år er lang tid
»Hvad tror du, du laver om ti år?«.

»Ja, det er jo spændende. Jeg er ved at skrive en røverroman, en konspirationshistorie om arkitektur. For historien er propfuld af arkitekter, som er døde under unaturlige omstændigheder. Le Corbusier druknede. Gaudí blev kørt over af en sporvogn. Saarinen døde af en fejlslagen operation. Louis Kahn blev fundet død på herretoilettet på Penn Station. Carlo Scarpa faldt ned ad en trappe – du kan blive ved. Romanen er forhåbentlig udgivet om tre år. Men om ti år …«.

Han smiler. Et ironisk smil.

»... så skifter jeg ble på de små arvinger. He, he. Og binder deres snørebånd«.