Der er noget truende over de ansigtsløse skabninger, der glider sammen som et stort forunderligt fabeldyr.
Foto: Søren Meisner

Der er noget truende over de ansigtsløse skabninger, der glider sammen som et stort forunderligt fabeldyr.

Kultur

Danseforestilling i Operaen varsler godt for fremtiden

Dansk Danseteater rykker ind på Operaens Takkelloft med kritisk kant og et bud på fremtidens posthumane skabninger.

Kultur

Der er kritisk kant over Dansk Danseteaters åbningsforestilling på Takkelloftet i Operaen, som fremover skal være deres faste scene. På et tidspunkt, hvor deres kgl. værtsinstitution fyrer ballettens karakterdansere, brænder traditionens scenografier og lader musikerne vælge mellem lønnedgangspest eller fyringskolera, er det svært ikke at se kritikken i at åbne med en næsten tom scene, hvor der ovenover hænger en stor spolebåndoptager, der kører løs uden at give andet fra sig end sin egen knitrende susen, mens en stor bunke båndsalat krabber hen over scenen.

Det er fremtiden: Vi har det hele på bånd – i skyen, den digitale himmel. Musikken, dansen, kunsten er blevet til livløs reproduktion.

So much for live! RIP.

Uanset om det gælder Det Kgl. Teaters ikke ligefrem lysende indsigtsfulde håndtering af deres pålagte besparelser eller politikernes kortsluttede bud på en bærbar fremtid for nationalscenen, så er det givetvis ikke den specifikt danske kulturelle fallit, som lederen af det tværdisciplinære kompagni La Veronal, den spanske koreograf Marcos Morau, retter sin kritik imod. Ud over båndsalat fremviser hans ’Vals’ et kritisk billede af en fremtid, hvor »alt menneskeligt er overflade, glat som olie og livløst som plastik«.

I hvert fald er ’Knot’ en medrivende fortolkningsknude at blive viklet ind i

Så sorte, som var de krøbet ud af forbrændingens aske, og med mørke pailletter glinsende som fede skæl på deres mannequindukkekroppe slanger de ansigtsløse skabninger sig omkring hinanden. Fascinerende og let truende i og med at deres fremmedhed bugter, glider og vrider sig rundt, og de fletter sig ind i hinanden som ét stort, forunderligt fabeldyr med et utal af lemmer.

Ledsaget bliver de af gamle valse af Tjajkovskij, Sibelius og Strauss – et nostalgisk soundscape af fortidens følelser, om det så er i form af elektronisk spilledåseklimpren eller fremstød af fejende styrke.

Gradvis udskiller de sig i separate, tegneserieagtige skabninger, skabt til show med hule smil. Sådan bliver fremtidens danser – menneske – født. Jo mere menneskelignende de fremtræder, jo mere synes farligheden desværre at fordampe, uanset dansernes insektagtige knitren og spiddende præcision.

Men pointen er skarp: Man skal altid frygte en danser. Indbygget i deres dna er en dimension af monstres sacrées, hellige uhyrer – ikke mindst, når de ikke længere er menneskelige, men menneskelignende.

Tilbage til det kendte

Med aftenensandet værk er Dansk Danseteater i højere grad tilbage på den kendte bane, hvad udtrykket angår. Den amerikanske koreograf Stephen Shropshire har da også før prøvet at arbejde sammen med kompagniet. Med titlen ’Knot’ henviser han til den gordiske knude som billede på grænser, der skal overskrides.

’Knot’ fik mig dog snarere til at tænke på guddommen Thot, gud for videnskab og matematik, i overensstemmelse med de algoritmeagtige sekvenser, Shropshire har bygget sin koreografi op over. Værket synes i det hele taget fyldt af billedstærke referencer til en egyptisk urtid med en dronningeagtig, lys skikkelse i front, stående på sin vogn af tjenende, sorte skygger og fulgt af en smygende Anubissjakal på alle fire samt en hjælperskygge bærende på en guldmaske. Omkring dronning & co. står Kasia Pols små sortskinnende klippeskulpturer som kæntrede pyramider.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Midt i det hele er Stefanos Bizas en enegænger i konstant bevægelse, det dynamiske centrum, der med sin mandestærke energi, sine lange seje moves og ultrapræcise, lynende skift gradvis får de skyggeagtige tjenere med i sit bevægelsesflow, ligesom han går i clinch med lyse Hallie Tuxfords klassisk graciøse, stærke jomfrudronning.

Til sidst ligger hun tilbage som et defloreret bytte, mens han skrider af sted med guldmasken bag sig. En magtovertagelse fra kvinde- til manderegime? I hvert fald er ’Knot’ en medrivende fortolkningsknude at blive viklet ind i, selv om holdet af skyggetjenere ikke var på plads i deres roller.

Alt i alt byder åbningsforestillingen i de nye kgl. rammer på noget af det mere spændende, Dansk Danseteater længe har været ude i. Det varsler godt for dansens fremtid på Takkelloftet.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce