Indonesien. Et Donggá døde i 2006 som 78-årig. Datteren Tulak (tv.)  på 55 er rejst fra Malaysia for at deltage i ritualet. Hun er meget ked af det, men samtidig glad for at se familien. Traditionen bringer familien sammen, fortæller hun. Her deltager Tulak i ma’neneritualet, der afholdes, når risen er høstet, nogle steder hvert, andre steder hver tredje år. Familiernes samles, åbner kisterne, tager de døde renvaskede og i nyt tøj ud i solen og fotograferer dem. Ma’neneritualet basserer sig på en gammel overlevering om en mand, der var ude at vandre i bjergene. Her stødte han på en død person, som han svøbte i sit eget tøj og begravede. Siden blev han en meget lykkelig mand. På billedet til højre ses Martha, der døde i slutningen af 2015 i en alder af 72 år. Hun er fotograferet sammen med sin mand gennem 50 år, Yohannis, der nu er blevet 78 år. Sammen fik de 13 børn.
Foto: Klaus Bo

Indonesien. Et Donggá døde i 2006 som 78-årig. Datteren Tulak (tv.) på 55 er rejst fra Malaysia for at deltage i ritualet. Hun er meget ked af det, men samtidig glad for at se familien. Traditionen bringer familien sammen, fortæller hun. Her deltager Tulak i ma’neneritualet, der afholdes, når risen er høstet, nogle steder hvert, andre steder hver tredje år. Familiernes samles, åbner kisterne, tager de døde renvaskede og i nyt tøj ud i solen og fotograferer dem. Ma’neneritualet basserer sig på en gammel overlevering om en mand, der var ude at vandre i bjergene. Her stødte han på en død person, som han svøbte i sit eget tøj og begravede. Siden blev han en meget lykkelig mand. På billedet til højre ses Martha, der døde i slutningen af 2015 i en alder af 72 år. Hun er fotograferet sammen med sin mand gennem 50 år, Yohannis, der nu er blevet 78 år. Sammen fik de 13 børn.

Kultur

Levende døderitualer verden over: I Indonesien graver de mor op for at blive fotograferet med hende hvert år

Klaus Bo har gennem 15 år fotograferet begravelser, ligafbrændinger og andre døderitualer verden over. Nu bliver hans billeder udstillet.

Kultur

En kiste udformet som en fugl, en voodoobegravelse, døde og begravede, der bliver gravet op og får nyt tøj på og bliver fotograferet sammen med deres efterladte en gang om året, et lig, der bliver brændt i mindst tre timer, så man er sikker på, at der intet er tilbage af kroppen, der kan hindre sjælen.

Døden er et fælles vilkår i alle kulturer. Men trods globalisering, industrialisering og kulturudveksling og -imperialisme er livet stadig mangfoldigt nok, til at døden bliver markeret på mange forskellige måder jorden over.

Det ved om nogen den danske fotograf Klaus Bo, der de seneste 7 år har opsøgt begravelser, bisættelser, ligbrændinger og andre døderitualer verden over for at dokumentere de vidt forskellige måder, forskellige folkeslag iscenesætter det sidste farvel med deres kære.

Fredag 13. oktober 2017  åbnede en udstilling med et udvalg af fotografier fra døderitualer så forskellige steder som Grønland, Ghana, Haiti og Indonesien.

OBS: Læser du artiklen på mobil kan det være  nødvendigt at trykke på de enkelte billeder for at læse mere om dem.

Grønland. I Uppernavik nord for polarcirklen ligger kirkegårdene på bygdernes bedste grunde så højt som muligt, så de døde sælfangere og jægere kan skue ud over deres tidligere jagtmarker ude på havet. På grund af permafrosten er jorden det meste af året så hård, at det  er umuligt at grave i den. Derfor stiller grønlænderne kisterne oven på jorden og klapper cement og sten op omkring dem. Kisterne bliver i forbindelse med begravelsen dekorerer med plastikblomster og kors.
Foto: Klaus Bo

Grønland. I Uppernavik nord for polarcirklen ligger kirkegårdene på bygdernes bedste grunde så højt som muligt, så de døde sælfangere og jægere kan skue ud over deres tidligere jagtmarker ude på havet. På grund af permafrosten er jorden det meste af året så hård, at det er umuligt at grave i den. Derfor stiller grønlænderne kisterne oven på jorden og klapper cement og sten op omkring dem. Kisterne bliver i forbindelse med begravelsen dekorerer med plastikblomster og kors.

Madagaskar. Ifølge lokal madagaskisk tro er mennesket ikke lavet af jord, men af forfædrenes kroppe. Disse forfædre forlader ikke Jorden, de levendes verden, før deres fysiske legemer er fuldstændig væk. Famadihanaritualet afvikles én gang hvert syvende år, her hos merina- og betsileofolkene, der bor i Madagaskars højland. Når tiden er kommet for famadihana, åbner de gravene, og de døde bæres ud i det fri, hvor de æres og svøbes i ny silke. Herefter danser familierne rundt om graven med den døde forfader, inden liget bliver lagt tilbage på plads. Her er det familien Ralaisomananas og venner fra højlandet omkring Antsirabe, der viser deres afdøde slægtning respekt.
Foto: Klaus Bo

Madagaskar. Ifølge lokal madagaskisk tro er mennesket ikke lavet af jord, men af forfædrenes kroppe. Disse forfædre forlader ikke Jorden, de levendes verden, før deres fysiske legemer er fuldstændig væk. Famadihanaritualet afvikles én gang hvert syvende år, her hos merina- og betsileofolkene, der bor i Madagaskars højland. Når tiden er kommet for famadihana, åbner de gravene, og de døde bæres ud i det fri, hvor de æres og svøbes i ny silke. Herefter danser familierne rundt om graven med den døde forfader, inden liget bliver lagt tilbage på plads. Her er det familien Ralaisomananas og venner fra højlandet omkring Antsirabe, der viser deres afdøde slægtning respekt.

Klaus Bos dokumentationer af menneskers måder at sige sine kære ret farvel på tværs af geografi, religioner og kulturer bliver her præsenteret under titlen ’Dead and Alive’, for døderitualer handler ikke blot om døden, de er i lige så høj grad manifestationer af livet:

»Døden er det eneste, vi mennesker har til fælles over hele Jorden«, udtaler fotografen i en pressemeddelse.

»Nogle mennesker lever i 10 minutter, andre i 100 år. Men vi har det til fælles at vi skal dø. Hvad vi så lægger i det, er det, der er forskelligt, og det er det, jeg gerne vil vise med mine fotografier«.

Indien. En brahminsk kvinde brændes på Manikarnika Ghat i Varanasi i Indien. I hinduismen er døden en overgang fra ét liv til det næste. Vi fødes på ny igen og igen i det store hjul, samsara. Målet er er den evige moksha - altså udfrielsen fra samsara. Dør man, og bliver man brændt i den nordindiske by Varanasi, kan man opnå moksha med det samme. I hinduismen brændes kroppen, fordi ild renser, og der må ikke være jordiske rester, som kan tynge sjælen og holde den tilbage fra rejsen videre. Manikarnika Ghat i Varanasi er en af de ældste og helligste ghats i Indien. Røgen hænger tykt over den offentligt tilgængelige plads, mens ligbålene brænder.
Foto: Klaus Bo

Indien. En brahminsk kvinde brændes på Manikarnika Ghat i Varanasi i Indien. I hinduismen er døden en overgang fra ét liv til det næste. Vi fødes på ny igen og igen i det store hjul, samsara. Målet er er den evige moksha - altså udfrielsen fra samsara. Dør man, og bliver man brændt i den nordindiske by Varanasi, kan man opnå moksha med det samme. I hinduismen brændes kroppen, fordi ild renser, og der må ikke være jordiske rester, som kan tynge sjælen og holde den tilbage fra rejsen videre. Manikarnika Ghat i Varanasi er en af de ældste og helligste ghats i Indien. Røgen hænger tykt over den offentligt tilgængelige plads, mens ligbålene brænder.

Danmark. Lauri Makela døde af lungehindekræft på Gudenå Hospice 13. marts 2017. Han troede ikke på nogen gud, men på sjælevandring og genfødsel. Han fortalte, at han havde et billede af, at han ville komme til et sted med en flod i et frodigt landskab med masser af lys. Et dejligt, fredfyldt og sorgløst sted. Han var også helt sikker på, at han ville blive genfødt som menneske, men ikke om han ville blive genfødt som muslim, buddhist eller noget tredje. Da det stod klart for ham, at han skulle dø af sin sygdom, valgte han at tilbringe sin sidste tid på hospice. Her kunne han få den nødvendige pleje døgnet rundt. Han var glad for sit valg.
Foto: Klaus Bo

Danmark. Lauri Makela døde af lungehindekræft på Gudenå Hospice 13. marts 2017. Han troede ikke på nogen gud, men på sjælevandring og genfødsel. Han fortalte, at han havde et billede af, at han ville komme til et sted med en flod i et frodigt landskab med masser af lys. Et dejligt, fredfyldt og sorgløst sted. Han var også helt sikker på, at han ville blive genfødt som menneske, men ikke om han ville blive genfødt som muslim, buddhist eller noget tredje. Da det stod klart for ham, at han skulle dø af sin sygdom, valgte han at tilbringe sin sidste tid på hospice. Her kunne han få den nødvendige pleje døgnet rundt. Han var glad for sit valg.

Udstillingen kan ses i København hos Landsforeningen Liv&Død, Nikolaj Plads 27 resten af året.  Læs mere her.

Rettelse 20.10.2017:  I en tidligere udgave af denne artikel optrådte desværre en række fejl. Blandt andet at Klaus Bo har arbejdet på projektet de seneste 15 år. Det rigtige antal år er syv. Vi skrev også, at en kiste i Upernavik i Grønland blev firet ned i jorden, men det lader sig ikke gøre, fordi jorden er frossen, og vi skrev om Klaus Bo, at »sjældent har han opholdt sig mere end et par dage i et enkelt land eller region, før han har fået kontakt med lokale, der har ladet ham fotografere et eller flere aspekter af netop deres måde at sige farvel til de døde«. Han har tværtimod opholdt sig meget længe de enkelte steder og taget sine billeder efter grundig planlægning. Vi skrev også om et ritual på Madagaskar, at »Ifølge den madagaskiske kristne tro er mennesket ikke lavet af jord, men af forfædrenes kroppe«. Den kristne kirke anser det imidlertid for at være et hedensk ritual. Fejlene er nu rettet. Politiken beklager.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce