Nå. Det var faktisk de eneste bogstaver, der blev råd til, da alle dem, der blev født i begyndelsen af 1960’erne, skulle beskrives som generation.

En generation uden noget defineret mål om at omvælte samfundet, som er blevet hånet for sin overfladiskhed og beskyldt for ikke at bruge alle de muligheder, den blev givet, til ret meget andet end at komme helt vildt i tvivl.

De første sider i nå-generationens fotoalbum vendes søndag aften.

Keramiksten i lædersnor om halsen
Her spoler DR’s tv-serie ’Album’ tilbage til begyndelsen af 70’erne, hvor der var én TV-avis, som blev sendt i sort-hvid klokken 19.30 med Bent Jensen bag skrivebordet. Hvor de progressive gik med aflange mønstrede keramiksten i lædersnor om halsen.

Hvor selv de tyndhårede fik skulderlangt hår, der drev i spredte totter ned ad den islandske sweater. Og hvor middelklassen spiste fondue, tog hormonpiller og drak sig i hegnet, mens børnene lå og sov ovenpå.

»Når det er varmt på en bestemt måde, og syrenerne lige er sprunget ud, minder det mig altid om engang, jeg kom gående ned ad Bakkevej i Birkerød som 14-årig og pludselig kunne mærke, at jeg ikke var barn længere. Det er sådan nogle stemninger, jeg gerne vil have folk til at huske med ’Album’«, siger seriens instruktør, Hella Joof.

Melankolsk tilbageblik på tre årtier
Da hun for nogle år siden fyldte 40, fik hun Benn Q. Holms roman ’Album’ i fødselsdagsgave af sin mor. Og røg igennem det mere end 500 sider lange, melankolske tilbageblik på de tre årtier, hvor nå-generationen var børn, unge og siden nærmest voksne.

»Så tænkte jeg: Det er jo mit liv. Tænk, at der er nogen, der har skrevet det ned. Og så skrev jeg til Benn Q. Holm og spurgte, om jeg ikke nok måtte lave ’Album’ som tv-serie«.

’Album’ er en række nedslag i de tre sidste årtier op til år 2000 som de formede sig for den generation, der nu er midt i 40’erne. Ifølge Hella Joof »et stykke danmarkshistorie i intimsfæren«, som en anden af generationens repræsentanter, Bo hr. Hansen, har skrevet manuskript til.

Frihed, tvivl og tomhed
’Album’ fokuserer på tre nuancer af middelklassen – aftegnet i tre af nå-generationens skæbner, som undervejs strejfer hinanden på forskellig vis. En dannelseshistorie i fem afsnit, hvor hovedkaraktererne på hver sin måde søger efter en mening i tilværelsen, fortæller Bo hr. Hansen.

»De er født på et tidspunkt, hvor der er stor frihed og dermed også en stor tvivl og tomhed, fordi ingenting er givet. Man kan sige, at vi med ’Album’ forsøger at tage vores egen generation alvorligt«, siger han.

Formand Mao hængende på væggen
Der er den lidt kedelige, korrekte Jon, som så gerne vil være et godt menneske. Som spenderer sin barndoms somre på ølejr i batikbluser og siden må sande, at det er svært at score på et dansegulv med en bemærkning om, at man finder musikken for kommerciel.

Jons far er brudt ud af en landboslægt og er blevet akademiker med formand Mao hængende på væggen. Og den fædrene gård er i stedet blevet solgt til sommerhusudstykning.

Leder efter en mening med tilværelsen
Der er forstadsdrengen Martin, hvis forældre bor i parcelhus med hulgardiner i køkkenet og ambitioner om at skifte campingvognen ud med et sommerhus. Martin har ikke så meget at gøre oprør imod, men leder lidt planløst efter en mening med tilværelsen, går til koncert med Sods i Saltlageret og drømmer om at blive forfatter.

Og endelig er der Lars, søn af den nyrige handelsmand Vilhelm Rolsted, der tjener tykt på at opfylde middelklassens drømme om et sommerhus på landet. Vilhelm Rolsted er gift med den let slingrende og apatiske Musse med tykt pandehår, der græder, så de kunstige øjenvipper falder af, når Vilhelm danser tæt med sin vens kone. At vennen som hævn boller Vilhelms meget unge datter med et ’Nå, for søren’, ved Vilhelm ikke noget om. Hans søn Lars har et stort hjerte. Og et anker af sølv om halsen under cowboyjakken, men kommer rigtig skidt fra start. Og det kommer til at følge ham de kommende årtier.

Hella Joof har også selv røget hash
Selv tilhørte Hella Joof som ung det miljø, Martin færdes i. Hun har også stået til koncerter i Saltlageret og lyttet og nikket med rynkede bryn, røget hash og været »helt skæv og forsinket«.

»Dengang vi var unge, var alting samfundets skyld. Det var ikke for sjov. Der var en forklaring på alting, og den havde aldrig noget med én selv at gøre. For eksempel har jeg ikke haft nogen far, og det brugte jeg som undskyldning for, at jeg ikke kunne finde ud af det med autoriteter og med fyre. Men man kan jo ikke bare sætte punktum der. Jeg vil gerne have lov at insistere på, at der ikke er nogen mennesker, der har nogen undskyldninger. Folk skal krammes og trøstes, men de skal også rejse sig og gå videre«, siger hun.

Men selv om undskyldninger ikke gælder, så er hun alligevel endt med at få en ømhed også for de karakterer, som hun lagde ud med at synes var »nogle trestjernede røvhuller«.

»Det er det dejlige ved at fortælle noget, der strækker sig over så lang tid. For på et eller andet tidspunkt i folks liv, så rammer den der erkendelse af, at de har fejlet. Sådan er det jo også, når man ser en tussegammel naziforbryder, der sidder i en retssal og ryster over hele kroppen, og man tænker: Åhr, kan I ikke bare lade ham være i fred, han er jo gammel«.

I atombombens skygge
Undervejs gjorde manuskriptforfatteren Bo hr. Hansen det til et dogme så vidt muligt at skrive ting fra sit eget liv ind i hver eneste scene. For eksempel et replikskifte, han i sin tid har hørt mellem nogle voksne på en chartertur til Jugoslavien i 1971, eller andre små fragmenter af sine egne oplevelser.

»Jeg har kunnet hive så meget op af posen og i skjul siddet og skrevet mit eget liv ind i historien. Vi var en generation i vildrede. Og virkede nok diffuse og flagrende i forhold til 68-generationen, der sad tungt på den frihed, de havde kæmpet sig til. En frihed, der på den næste generation virkede både lammende og inspirerende. Vi vidste også, at vi skulle have noget ud af det nu, fordi der nok alligevel snart ville komme en atombombe og udslette os«.

Svært med relationer
Selv identificerer han sig mest med Jon, der har det svært med relationer og så gerne vil være et godt menneske.

»Selv om det piner mig, genkender jeg meget af Jon i mig selv i mine tidlige ungdomsår. Både hans fjerne tilgang til verden og berøringsangsten i forhold til kvinder. Og det nærmest symbiotiske forhold til moderen, der ser ham som et menneske med en stærk social bevidsthed. En anden af karaktererne, Martin, strejfer det postpunkmiljø, jeg selv blev en udkantsfigur i. Da postpunken kom i begyndelsen af 80’erne, væltede det min verden. Den var meget depressiv og sortsynet, og jeg fandt en energi der, jeg ikke havde oplevet før«, siger Bo hr. Hansen, der også har været med til at udvælge periodens musik, der bruges som en tidsmarkør og til at tegne personerne.

Sorg og smerte forbundet med at se tilbage
Bo hr. Hansen har også tidligere haft held med at omsætte romaner til levende billeder. Det var ham, der skrev filmmanuskript til ’Kunsten at græde i kor’ baseret på Erling Jepsens roman. Og han har også før beskæftiget sig med sin egen generation sammen med Søren Fauli i punkkomdien ’De skrigende halse’.

»Da vi lavede ’De skrigende halse’, var det ti år siden, vi havde forladt miljøet, og vi havde et enormt behov for at gøre grin med det. Nu kan jeg bedre omfavne det som en periode, der var med til at forme os. Men ’Album’ handler også helt enkelt om tiden, der går. Om hvordan vores tilværelse former sig anderledes, end vi havde forestillet os. Der kan være meget sorg og smerte forbundet med at se tilbage. Hvorfor gik det, som det gik? Hvorfor blev vi dem, vi er? Det er jo en elementær menneskelig oplevelse, som ikke har noget med generationer at gøre«, siger han.

Der er skruet ned for grinet
’Album’ har en melankolsk grundtone. Tidligere har Hella Joof primært lavet komedier som eksempelvis ’Det brune punktum’ og filmene ’En kort en lang’ og ’Fidibus’.

Men i ’Album’ har hun bevidst afstået fra at skrue op for grinet. Og de scener, der har trukket i retning af decideret komedie, er blevet klippet ud. Men det er sjovt alligevel. Blandt andet fordi 70’ernes og 80’ernes ikoner bare er sjove. Alene i kraft af at de er genkendelige, og at det er længe siden, man har set dem.

»Allerede da jeg kontaktede Benn Q. Holm, gjorde jeg meget ud af, at jeg ikke ville lave en komedie. Men nogle ting er bare sjove, fordi de er sande. For eksempel når Lars’ forældre flytter til Costa del Sol og sidder der og er fuldstændig brankede af solen og drikker ren gin om formiddagen. Det er grænseoverskridende og forfærdeligt. Men det er også sjovt. Generelt er jeg gået efter det lidt grumme, og tonen er mere mol, end det jeg ellers har lavet som instruktør. Og jeg er glad for, at serien er blevet en lille smule grusom«.

Bowiehår og Faxe Fad
I seriens andet afsnit kommer 80’erne sejlende med Faxe Fad, unge fyre med sort eyeliner og Bowiefrisure, mens forældregenerationen danser til Shu-bi-dua og taler om ’fremmedarbejderne’. Men når skuespillerne først havde fået crepet håret og var trukket i skulderpuderne, benvarmerne og de pangfarvede ørenringe, bad Hella Joof dem om at lade være med at kigge sig i spejlet bagefter.

»Hvis man ser sig i spejlet, kommer man nogle gange til at spille masken. Og så ville det ende i noget parodisk. Når en af karaktererne står med flad røv i gulerodsbukser og pumps, har vi ikke taget de største gulerodsbukser og de værste pumps, for så ville folk ikke tro på det. Vi har barberet og barberet. Og hele tiden prøvet at tage det, der lå lige ved siden af det helt oplagte. Og jeg har siddet og råbt til skuespillerne: Okay, vi tager den lige igen. Tag al komedie ud af den her scene, skræl det helt af«.

Ender dog ikkke på de tungeste tangenter på klaveret
Men ’Album’ er ikke blevet til ud fra et ønske om at vise, at hun kan andet end komedie.

»Når jeg kigger tilbage på min egen barndom og ungdom, var det ikke skægt. Og derfor vokser man måske op og har et behov for at lave virkeligheden om. Og så laver man komedier, for der ender alt godt, og folk får, hvad de har fortjent. Jeg har det ikke sådan, at det ene er finere eller bedre end det andet. Men denne her historie har mere at gøre med, hvad der er inden i mig, end de andre jeg har lavet. Hvis man skærer mig op og kigger nede under leveren, så ligger ’Album’ nok og fylder ret meget. Fordi den handler om min egen generation, og meget af det er mine egne oplevelser«.

Og selv om hun gerne undlader at gå efter de billige fnis, så ender serien ikke ude i de tungeste tangenter på klaveret. Blandt andet fordi instruktøren ikke ville kunne bære det.

»Tingene behøver ikke at have komedietøj på, men jeg ville have svært ved at lave en historie uden håb. For sådan er jeg ikke som menneske. Jeg føler mig ikke beriget af kulsorte historier. Det gjorde jeg i 80’erne, fordi de bekræftede mig i, at jeg havde ret i at være ulykkelig. Der var enormt meget identitet i at være deprimeret. Men jeg ønsker ikke at bekræfte folk i at være ulykkelige. Sådan er jeg heller ikke over for mine venner eller mig selv mere«.

Serien slutter med håbet i behold
Og derfor slutter ’Album’ der, hvor Hella Joof kan nænne at forlade karaktererne. Med håbet i behold.

»Nogle af karaktererne er ret medtagede af deres barndom. Lars Rolsted for eksempel, som kommer så gruelig meget igennem, men som gerne vil være lykkelig. Han bliver glad, når han finder en gammel Kissplade på vinyl eller en tom flaske. Mens Martin har store eksistentielle problemer, fordi han har haft en sund barndom. Den slags har Lars Rolsted aldrig haft plads til«, siger hun.

Men selv om karaktererne har forskellige udgangspunkter, er drivkraften den samme.

»Når man laver en serie som ’Album’, forsøger man at retfærdiggøre sig selv og sin egen generation. Men vi omfatter også forældregenerationen med stor ømhed. Vi har forskellige udgangspunkter, men vi har den drivkraft til fælles, at vi prøver at lægge nogle ting bag os. Og at gøre det bedre selv. Ligesom vores forældre forsøgte. Det er den historie, jeg gerne vil fortælle. At vi gør det, så godt vi kan«.