Da det etniske band Sidi Goma sidste år skulle fra Indien og indenfor i Danmark for at spille på Roskilde Festival, rendte de 12 kunstnere pander, trommer og konkylieinstrumenter durk i den europæiske visamur.

Peter Hvalkof fra festivalledelsen kan berette, hvordan bandet først helt op mod afrejsedatoen – og først efter festivalens henvendelse til ambassader og menneskeretsorganisationer – hørte fra visummyndighederne og fik de nødvendige stempler.

»Der har ikke været et år med Roskilde, uden at vi har oplevet problemer, når kunstnere uden for Europa skal komme og spille. Flere gange har vi direkte måttet aflyse også større navne på grund af visumproblemer«, fortæller Peter Hvalkof.

Mur af uvidenhed og bureaukrati
Og han er ikke alene med den erfaring, viser en ny rapport fra en række internationale kunstner- og menneskeretsorganisationer.

Ifølge udgivelsen ’VISAS/ the discordant note’ tales der nok en del om kulturel udveksling, men når musikere uden for Schengenland skal indenfor i Europa, må de kæmpe imod barrierer af bureaukrati, uvidenhed og hjemmetolkede visumregler.

Selv lande, der som Danmark har tiltrådt UNESCOs aftale om kulturel udveksling med ulandene, kløjes i, hvad indrejsende kunstnere må og ikke må, dokumenterer rapporten fra den internationale menneskeretsorganisation for kunstnere, Freemuse, Det Europæiske Kunstnerråd samt den europæiske sammenslutning af musikfestivaler, managers, spillesteder og musikarenaer, ELMF.

Kafkask
Rapporten kunne være skrevet af Franz Kafka.

Projektchef Ole Reitov fra Freemuse’s internationale sekretariat i København kan i hvert fald berette om sagsgange, der har sat selv de mest ihærdige agenter og kunstnere på prøve:

Der er ambassader, konsulater og mindre repræsentationer, der af uvidenhed giver fejlagtige informationer om, hvilke papirer der kræves.

Der er forskellige regler i forskellige Schengenlande og forskellige krav til forskellige nationaliteter.

Der er lande, der ikke har statsrepræsentation i kunstnerens hjemland og beder kunstneren møde op på andre landes konsulater i stedet – men her kender man kun sine egne regler og følger dem eller fejlfortolker indrejselandets regler.

Groteske konsekvenser
Et af rapportens mere groteske eksempler beskriver det afrikanske 8-mandsband fra Nordmozambique, der ofte optræder i England, men hver gang først må bekoste otte flybilletter til deres eget lands hovedstad, Maputo, i den sydlige ende af landet for at blive interviewet.

Papirerne kan ikke behandles i Mozambique, men sendes til Pretoria, Sydafrika, og da sagsgangen tager tre uger, og musikerne ikke har råd til hotel, må de rejse hjem nordpå igen og vente.

Indtil de med otte nye, dyre flybilletter skal til Maputo igen for at komme til London.

Hvis de da ikke, som de også har været ude for, alle otte bliver nødt til at rejse yderligere en gang tur/retur til Maputo, fordi en enkelt af dem havde fået afslag på visum i første omgang, og et krav om fællesvisum tvang alle tilbage for at søge forfra.

»Det er fuldstændig uoverskueligt, det koster penge, og det belaster for den sags skyld også systemet, fordi så mange mennesker skal møde op så mange steder eller sendes de forkerte steder hen«, siger Ole Reitov fra Freemuse.

Oplysningskampagne
Han foreslår bedre uddannet personale og ’one-stop-entry’, så et band fra Oceanien ikke skal søge ti steder for at komme på Europaturné.

Freemuse foreslår også et tracking-system, der gør det muligt for musikere med ansøgning om Schengen-visum at følge deres papirdynger rundt mellem kontorer, byer og lande, så de ved, hvor de skal rykke, hvis afrejsedatoen nærmer sig, og de stadig intet har hørt.

Freemuse indleder nu en oplysningskampagne over for EU-kommissionen, Europaparlamentet og de europæiske landes parlamenter og ministerier.