Romer

Knud Romer som femårig. Foto: Heinrich Jaschinski

1966 var det bedste år i Knud Romers liv. Sommeren efter skulle han begynde i skolen. Her ventede den danske hverdag som i et baghold med mobning, slagsmål og angst.

Men indtil da havde Knud og hans mor al tid i verden. Og hele byen for sig selv. De var flyttet ind i hans mormors lejlighed i Frankfurt, hvor tiden var gået i stå mellem de gamle møbler, og man gennem vinduerne kunne se de fornemme gamle patriciervillaer mellem ruinerne fra krigen.

Hver formiddag sad han sammen med sin mor og læste og tegnede. Hver eftermiddag gik de ud i byen, besøgte museer, tog i palmehaven og på særlige aftener i operaen.

Han følte sig fri og hjemme. Ikke mindst når de lagde vejen forbi Lindenstraße, hvor der nu, i Gestapos tidligere hovedkvarter, lå et gammelt forlag. Insel Verlag. Her stod han senere, da han på egen hånd kunne spadsere rundt mellem Frankfurts antikvariater, og glanede ind ad ruderne.

Det var Tysklands højest estimerede forlag. Og derfor i hans øjne verdens. De eneste danske forfattere udgivet på Insel hed Herman Bang og H.C. Andersen. Så det var der, Knud Romer ville udkomme. Der eller ingen steder.

Moren Hildegard fotograferet i Frankfurt. Foto: Heinrich Jaschinski

--------

Ny serie: OM VEJE
Livet er en gave, ingen har ønsket sig. Og byttes kan den ikke. Kun kastes bort eller tages i brug. Men hvordan? Det halve liv går med at forstå, hvem man er. Resten med at lære at leve et liv, der passer til en.

I denne interviewserie spørger Nils Thorsen en række mennesker, hvordan deres liv har formet deres væsen. Og hvordan deres væsen har formet deres liv. Hvad det var for en gave, de fik. Og hvordan de bruger den.

Artiklerne bliver bragt hver tredje søndag over de næste måneder.

Rundt om Knud Romer lå den fornemme københavnerlejlighed i ruiner.

En lejlighed, hans forældre havde installeret ham i og med kærlig jernhånd indrettet med hans mormors udsøgte gamle møblement. Familiens forgudede historie udtrykt i ædelt træ og velour.

Men der var ikke meget tysk landadel over det liv, han levede på den eksklusive adresse.

Han sov uden lagen og dynebetræk, gardinerne var trukket for, og han havde aldrig vasket op. Døren til køkkenet havde han spærret, men et vindue stod åbent derude, så duerne var fløjet ind og havde bygget reder.

»Jeg samlede aldrig noget op, hvis jeg tabte det på gulvet. Til sidst kunne jeg kun gå fra min dør hen til stolen, hvor jeg sad og så fjernsyn og drak sprit og tog stoffer. Ecstasy, coke. Masser af joints. Amylnitrit. Whatever«, siger Knud Romer.

Der var kryb i opgangen.

To gange havde skadedyrsbekæmpelsen været på besøg.

Begge gange havde han nået at få et firma, der ryddede op i dødsboer, til at fjerne alle spor.

»Men sådan en lejlighed stinker jo, og det sidder i tøjet. Mine venner begyndte at sige: Knud, går du ikke i bad?«.

Fem år tidligere havde han slået sig selv ihjel. Og var begyndt forfra. Som en anden.

Havde opgivet sit evighedsstudium i klassisk kultur, en vægtløs tilstand, han i tre årtier havde svævet rundt i blandt tyske digtere. Og forvandlet sig til sin egen modsætning: En reklamemand.

På få år var han blevet kreativ direktør i landets største reklamebureau.

»Jeg havde et fake Rolexur og verdens dyreste sko. Og var fuldstændig ødelagt. Fordi jeg ikke var blevet til noget«.Så en dag lå der en konvolut i entreen.

En opsigelse af lejemålet. Med fotografier af hele hytten. Han havde glemt at slukke for badevandet. Sådan fandt de ud af, hvor krybet kom fra.

Det næste, han mistede, var sin kæreste. Og for ligesom at fuldende billedet skrev han i en artikel, hvordan han med tom snak havde snøret en kunde for 80 millioner.

Næste dag var han fyret.

»Jeg havde ødelagt alt. Også det, jeg havde fået af mine forældre. Et skrivebord fra familiens gods i Østtyskland. Ægte tæpper. Lige til at smide ud. Og jeg var indstillet på, at nu var det sådan set et dødstrip«.

»Jeg var i gang med at slå mig selv ihjel«.

At sluge sin mund
Intet menneske kan nogensinde gøre sig fuldt forståeligt for andre.

Det er det første, vi taler om, da Knud Romer ud på formiddagen tager imod i døren til den store stuelejlighed i København og viser vej gennem entreen.

Et blik ind i de åbne stuer afslører en antik verden af mørke træsorter og forgyldte rammer.

»Jeg kan godt forstå, hvad du siger«, smiler han, da vi slår os ned ved et lille hvidmalet bord, der slår en bue ud i køkkenet.

»Jeg ved bare ikke, hvad du mener med det«.

Alle bærer rundt på deres eget billede af verden. Stykket sammen af deres personlige sansninger og erindringer.

Det er altså ikke noget stort, fælles fotografi, vi går rundt i, men vores egne små malerier. Og i den forstand er vi alle alene.

Nogle bare mere end andre.

»Jeg kommer et sted fra, som er næsten umuligt at formidle«, siger Knud Romer med sin tørre, let knagende stemme, der gemmer på en rest af falstersk melodi«.

»Det er det, som er gået galt med folks læsning af min roman. Og som kommer til at gå galt for mig, så længe jeg lever«.

Han sidder i et lyst meleret jakkesæt og brune sko. Med et ben over knæet og en hånd i bukselommen. Skjortens flipper slår to buer om hans hals, som en lille hvid parentes. Frisuren er glat, med en håndfuld pjusk på toppen, og et sted i det aflange ansigt gemmer sig en lille ubestemmelig skævhed.

Sådan ser han ud. Reklamemanden Knud Romer. Forfatter til romanen ’Den som blinker er bange for døden’ og en af de skarpeste tunger i DR 2’s kulturprogram ’Smagsdommerne’.

Men indefra tager portrættet sig anderledes ud.

»Jeg kommer fra et tysk dannelsesborgerskab fra en anden tid. Og det er den, jeg er«, siger han.

Da Knud Romers mor døde, indrykkede han en dødsannonce, hvor han i tre ord forsøgte at udtrykke alt, hvad hun betød.

’O süßes Lied’. En reference til Rilke. Som i avisen blev til: ’Oh, Sübes Lied’.

»Det betyder intet«, siger han.

»Det er bare grimt«.

Og sådan går det ustandselig.

»Jeg lever i en privat betydningssammenhæng og vil aldrig kunne udtrykke mig, så andre forstår mig«, siger han.

»Det er ligesom at sluge sin mund«.

Hans kone træder ud i køkkenet med et spædbarn på armen. Da hun går, har hun tændt et stearinlys, stillet to stykker kage frem og skænket ham et glas hvidvin.

Rundt om os ligger sporene af hverdagens travlhed.

På køkkenbordet gaber en pose mel, og en røremaskine læner sig bagover med gult skum på riset. I et hjørne på gulvet står et trug med kattemad, og gennem døren til entreen kan man øjne et honninghjerte, der hænger over spejlet med påskriften ’Liebling’.

Knud Romer er omsider ankommet. Til det almindelige liv. Med kone og to små børn. Men rejsen har været lang, og det er kun her på matriklen, at han for alvor er nået frem.

Slanger under sengen
Det er nærmest grotesk, hvad Knud Romer kan få armene omkring af indfald og associationer.

På den tid, et øjeblik varer. Hans hjerne genererer ustandselig flere tanker, end hans mund kan nå at forvandle til ord. Alligevel løber sætningerne bare ud af ham, med indskud og afstikkere, for til slut at ramme deres punktum med en præcision, som når en gymnast hamrer forfoden i gulvet.

Eder og forbandelser færdes arm i arm med barndommens tyske arvestykker i hans sætninger.

Og ind imellem dukker aflejringer fra 17 års universitetsstudier op i udtryk som »realitetskonkrete detaljer« og »aktualiserede betydningssammenhænge«.

Knud Romer er en mester i at afkode systemer og lære sig deres grundlove. Hvad enten det gælder filosofi, poesi eller reklame.

Men i livet kan han ikke se noget grundmønster.

»Vi er skygger kastet af en sol, som er bag vores ryg«, siger han.

Og det skal vi ikke fortvivle over.

»Det er det store frihjul. At vi ikke ved, hvem vi er, og hvor vi er. Eventyret kommer fra manglen, fra hullet. For det er der, du kan begynde at fortolke og fortælle historier og undres og fortrylles«.

»Vi aner ikke, hvad der foregår, og om lidt er vi væk og har aldrig været til. Det er bare ikke noget, man går rundt og skriger af angst over. Fordi vi fortrænger det i hverdagens projekter og problemer«.

Han rejser sig.

»Gad vide, hvor hun har gjort af vinen«.

Køleskabet er tomt. Så han åbner døren til bagtrappen.

»Jeg tror faktisk, at hun har gemt den«.

I sin roman beskrev Knud Romer, hvordan hans familie blev lagt for had i Nykøbing Falster, fordi Knuds mor var tysker. Hun blev sprunget over i butikkerne, hans far chikaneret ud af frimurerlogen og han selv banket og kaldt »tyskersvin«.

»Sådan oplevede jeg det. Men dramatiseret og sat på spidsen, selvfølgelig«.

Mange læste imidlertid bogen som en selvbiografi, en nøjagtig gengivelse af hans oplevelser, og flere lokale afviste offentligt, at familien var blevet forfulgt.

»Det er et eventyr, hvor jeg har formforvandlet mine oplevelser til noget almenmenneskeligt. En metafor, som alle mulige mennesker kan læse sig ind i. For det er jo altid de andre, der er fællesskabet, og en selv, der står alene. Det er det, romanen handler om. Sgu da ikke, hvem der spyttede på mig i skolegården i 1968. Who gives a flying fuck?«, siger han.

Romanen løber som en undertråd gennem interviewet, som Knud Romer – uanset hvad vi ellers taler om – kan dykke ned og gribe fat i.

Fordi den på en måde handler om det hele. Eller måske fordi det hele på en måde handler om den.

Ordene har deres egne ærinder.

Men stemmen synes båret af noget andet. En forundring over hans eget sære liv.

Og en bølge af let forurettelse, som får ham til at lyde som en skideballe, der afleveres lidt ad gangen. Hele tiden på vej mod den gyldne pointe, som én gang for alle skal ondulere et eller andet usagt.

»Som dreng var jeg fuldstændig traumatiseret af angst over tyskerhadet. Og det var jo unævneligt. Fordi: Altså, I har lige slået 70 millioner mennesker ihjel, og du vil beklage dig? Over hvad?«.

At genkalde sig de dystre minder var, siger han, som når et barn er så bange for, at der er slanger under sengen, at han ikke engang tør kigge efter.

»Denne her roman er mig, der kigger under sengen«, siger han.

»Og der var slanger«.

På to afgørende punkter adskiller Knud Romers liv sig dog fra hans roman.

Når han trådte ud af huset, forvandlede han sig fra en følsom gammelklog tysktalende skønånd til en rapkæftet dansk dreng, der både svarede og slog igen.

Og så var hans mor ikke kun et sagesløst offer for provinsens smålighed, men også en uligevægtig kvinde, der enevældigt styrede familiens liv og spærrede drengen inde i et museum over hendes egen slægtshistorie og kultur.

»I romanen ser jeg verden gennem min mors øjne. Men i mit liv så jeg også min mor gennem omverdenens øjne«.»Og jeg opdagede meget tidligt, at jeg måtte lære at være to mennesker«.

Den tyske dreng
Knud Romer voksede op i Nykøbing Falster.

Som et forkælet enebarn, der fik lov til alt. Bortset fra at være sig selv.

Hans mor var en tysk verdensdame i ozelotpels strandet på en pløjemark. Med en cerut i munden og et glas vodka i hånden.

Hans far var forsikringsmand og fortsatte efter fyraften med at forsikre sig mod alverdens eventualiteter. Undgik enhver konflikt, stillede ustandselig bornholmeruret – selv om det gik korrekt – og sagtnede farten 100 meter før et lyskryds.

Hver dag fra 1950 og frem noterede han børskurser, benzinpriser og temperaturer. Hvem der havde ringet. Hvornår. Og hvor længe der blev talt. Og når Knud prøvede at tale om noget af betydning, lød det altid: »Nu bliver far nervøs«.

’Knüdchen’ var en mild og poetisk tysk dreng, der elskede klassisk musik og litteratur og levede i en verden befolket af tre mennesker. Far, mor og ham selv. Og, når den lille familie satte sig ind i bilen og kørte sydpå og tilbage i tiden, også af hans mormor i Frankfurt.

»Min mors vuggegave til mig var det tyske sprog, og jeg er vokset op i en fortryllet verden af tysk kultur, som har givet mig alt. Jeg har gået rundt på de roemarker og reciteret ’Hymnen an die Nacht’«.

Fjernsyn så man ikke i huset. Tegneserier var fordummende. I stedet spillede Knud klassisk guitar, lærte digte udenad og rejste sig op juleaften og reciterede dem. Alt derhjemme var tysk. Sprog, fødselsdage og opdragelse.

»Jeg var så bange, når det blev mørkt. For den tyske børnekultur er uhyggelig og meget disciplinær. 6. december kommer Knecht Rubrecht midt om natten. Har man ikke været artig, ryger man i hans sæk og får pisk«.

Han rejser sig, forlader køkkenet og vender tilbage og lægger en tysk udgave af ’Den store Bastian’ foran mig.

»Struwwelpeter«, gyser han.

»Der er en dreng, der sutter på sin tommelfinger. Og ind fra højre kommer en skrædder med en kæmpe saks og klipper tommelfingrene af ham«.

Jeg slår op på manden med strithår og uendelig lange, snoede negle. Fortabelsen i menneskeskikkelse. Selve kaos i kød og blod.

Et billede af den slags, der ligger raderet ind i sindets tidligste lag.

»Det er meget svært ...«, begynder han, da jeg spørger, hvordan hans mor var.

»Fordi ... min mor gjorde sit bedste. I sidste ende er min hun mit allerhelligste. Mit et og alt. Og hvis nogen kritiserer hende ud over mig, så slår jeg dem ihjel«.

Vi sidder lidt.

»Hun var meget smuk«, siger han så.

»Hun lignede Grace Kelly. Og så var hun ... meget kølig«.

Han ser på mig.

»Altså, hvis jeg skal være ærlig, er jeg vokset op i angst«.

Leflende kamæleon
Det var først i skolen, at det for alvor gik op for Knud, at han ikke boede i Tyskland.

Men så opdagede han det også. Første skoledag mødte han op i Lederhosen og grønne knæstrømper. Og fra da af blev han set skævt til og mobbet.

Fødselsdagene var det værste. Knud sad bare og ventede på katastrofen.

Når hans mor til sidst tog harmonikaen frem, førte ungerne ud på gaden, hvor de fik papirlamper med stearinlys, og hun satte sig i spidsen for optoget gennem kvarteret, mens hun sang:

»Knüdchen hat Geburtstag, tra la-la-la«.

»Jeg sank jo i jorden af skam«.

Biblioteket var det fredeligste sted på Jorden. Og Knuds andet hjem.

Det var, som om hele verdens stilhed blev lavet der, siger han.

Men udenfor blev han en anden dreng. Opfundet til lejligheden. »Han var bare opfyldelsen af omgivelsernes ønsker og krav og kunne ændre sig på et splitsekund. Derfor var han ikke kun brutal, men også på mange måder leflende«.

Han ser på mig.

»Det er derfor, jeg har let ved at tale med mange slags mennesker. Jeg er en kamæleon. Min kropsholdning og stemme kan ændre sig på ét sekund ... og derfor foretrækker jeg faktisk at være i fred«.

I skolen udfordrede Knud konstant.

»Jeg lærte meget tidligt, at jeg var nødt til at true mig til respekt og gøre folk til grin. At jeg var nødt til at slå først. Og du kan slå lige så meget, du vil, for jeg er en smertekunstner. Jeg er smerteløs af smerte. Jeg har haft tredobbelt kæbebrud. Jeg har brækket min næse. Jeg har bidt begge sider af min tunge«, siger han og rækker tungen ud, hvid og bred.

»Den lignede en ostemad«, siger han.

»Jeg har fået mange tæsk, og mange af dem har jeg også selv været ude om. Jeg har bidt næsen af folk! Sat ild til deres hår. Jeg er meget hurtig med en lighter. Jeg kunne finde på at gøre sådan her«, siger han og langer en lighter imod mig.

Og tænder.

Så bytter han lighteren ud med mobilen og taster sin kones nummer.

»Ja, hej«, siger han.

»Hvis jeg nu vil servere et glas vin ...«.

Den store drøm
En kold luft lister ud i køkkenet. Knuds kone er kommet hjem og har åbnet et vindue et sted. Lidt efter er hun i gang ved køkkenbordet.

»Det er Papa Schneiders«, siger Knud Romer med et nik mod sin morfars gamle bogskabe, da vi fortrækker til stuen.

Skabene står hele vejen ned langs væggen.

Bøgerne er pakket tæt bag de små rektangulære glasruder mellem træets mørke sprosser. På rækker.

Og oven på rækkerne: i stakke. Omslag efter omslag i trætte farver lukker sig om hver sin verden. Det er arvens inderste. Familiens kompakte altertavler. En slags mentale fossiler, der vandrer gennem slægten.

»Der står sorte perler af førsteudgaver. Blandt andet af Novalis«, siger han, da vi tager plads i en lang, buet sofa, der strækker sig gennem stuen.

»Men for hvem giver det mening at sige en førsteudgave af Novalis?«.

»For hvem?!«, kommer det med en sær nøgen stemme.

Han ser på mig med et blik, der balancere mellem triumf og smerte. En kort glæde ved endelig at få sin afmagt bevidnet, måske. Afløst af den evindelige erkendelse: At også vidnet er blankt.

»Det var så ham, der lavede den tyske romantik«, kommer det lavmælt.

Hjemme sad Knud og skrev digte med heksametre og pentametre.

»Jeg skrev elegier. Og da jeg havde øvet mig, skrev jeg i rondeller, en verseform fra 1400-tallet, hvor der er så mange allitterationer, assonanser og krydsrim, at det næsten er umuligt at sige noget som helst«.

Da han blev lidt ældre, foretog han opdagelsesrejser rundt til Frankfurts antikvariater og afsøgte fortryllet reolerne.

»Livet var en gåde, der skulle løses. Og hvis det var en gådefuld titel, var løsningen måske i den bog«, siger han.

Turene endte i Frankfurter Bücherstube, hvor kælderen åbnede sig som Aladdins hule. Fyldt med tyske romantikere.

»Eichendorf og Tieck og Chamisso og brødrene Grimm«, hvisker han.

Det var der, han bestemte sig. 13 år gammel. Og svor, at han skulle være poet.

»Og udkomme på Insel Verlag«.

Vi ser på hinanden.

»Jamen, det er gudernes forlag. De har udgivet Rilke og Benjamin og Brecht«.

Mine døde venner
Senere rejste han til Schweiz for at se det lille tårn halvvejs oppe ad bjerget, hvor Rilke havde siddet og skrevet. Videre til Lugano, hvor Herman Hesse tilbragte sine sidste år.

Og til Swansea, hvor Dylan Thomas skrev som 15-årig.

»Mine døde venner«, som han kalder dem. Og dem kunne man leve et helt liv med.

»Altså, i min familie var det ens job at være kulturbærer. Ikke at have et arbejde. Jeg skulle bare dannes. Og så dannes mere«.

Hjemme var det på knallert til Møn, parkere ved markvejen på god afstand af ledvogterhuset. Og så bare stå og stirre på ruderne, mens han tænkte, at derinde sad verdens største forfatter.

»Günter Grass«, hvisker han.

»Men jeg turde aldrig gå hen og banke på. Og hvad skulle jeg også spørge om? Ingen kan jo forklare, hvordan man gør«.

Ligesom med sex. Som Knud tog som selvstudium, da han skrækslagen smuglede Rapportblade ind i huset i sin skoletaske og skjulte dem det eneste sted, hans mor aldrig kom. I sine popplader.

»Men fandeme om ikke der kom en forbi for at hente nogle plader, som min mor så hentede, og så faldt de her blade ud«.

Da Knud kom hjem, havde hans mor redt hans seng og åbnet bladene på den.

»Der var fuldstændig tavst ved spisebordet. Hun talte ikke med mig i en uge. Og det blev aldrig nævnt med et ord«.

Der faldt heller ikke en stavelse, da Knud dristede sig til at tage sin første kæreste med hjem. Ikke før pigen var gået.

»Det der kan da ikke være din kæreste«, imiterer han sin mors snerren.

»Den der lille, lavbenede, smalskuldrede, dumme gås«.

At Knud så verden gennem sin mors øjne, fik han for nylig nok et bevis på, da han mødte en barndomsven, som kunne fortælle en anden version af den tragedie, som i Knuds familie gik ud på, at hans far var blevet chikaneret ud af den lokale Lions Club, fordi hans kone var tysk.

En historiker havde afsluttet et foredrag i klubben med en vittighed, hvor en tysker får en saddel på under et væddeløb, forklarede kammeraten.

»Så rejste min mor sig op og gik fuldstændig bananas. Hun var tysk landadel. Og det var det mest ydmygende hun kunne forestille sig. Hun svinede dem til. Sådan en flok bonderøve. Proletarer!«.

»Jeg kan huske, at hun kom rasende hjem. Jeg blev så forskrækket. Jeg troede jo, at de havde gjort noget frygteligt ved hende. Ikke at hun havde overreageret på en harmløs vittighed«.

Forskrækkelsen blev ikke mindre, da hans mor iførte sig det jernkors, hun havde fået for at redde tyske soldater fra russisk deportation.

»Og kraftstejleme begyndte hun at vandre ud ad døren, mens hun sang: »Ich bin ein Preuße, kennt Ihr meine Farben«.

Foto:  Jan Grarup

I et højt vindue for enden af en skakt trænger lyset ind i små, kantede figurer mellem stakke af bøger, der er bunket op for at holde kulden ude. Ellers er her mørkt.

»Du kan godt se, at jeg kommer fra én stor erindringskultur«, siger han, mens vi ved fælles hjælp fjerner en stak billeder i rammer, der står lænet op ad en stol.

»Og faktisk ... kvæler det mig«, siger han med en håndbevægelse ud i mørket.

Han tænder på en knap. En nøgen pære dukker op i mørket for enden af en standerlampe. Det kolde lys falder ind mellem stabler af bøger, papkasser.

Midt i det hele får jeg øje på en julebuk af halm på størrelse med en mellempuddel, der står og stirrer ind i rodet.

Han sætter sig i stolen ved computerbordet. Stadig med sin sorte filtfrakke på. Lyset lægger sig som et gyldent skær på hans kind og øre. Resten er mørke. Og mens kulden og fornemmelsen af de mange tons bygning over vores hoveder kryber ind på os, fortæller han, hvordan trængslerne fortsatte, da han begyndte at læse litteraturvidenskab.

»Hvis professoren var marxist. Altså, jeg var jo nødt til at skrive noget, som universitetet ville acceptere. Men så vidste jeg, at mor ikke accepterede det. Das ist doch Hirngebrannter Quatsch! Og hvad er der så tilbage til sidst?«.

»Ja, at sidde i en lænestol og læse Heidegger og drikke vodka. Det var det eneste, jeg kunne uden at komme i konflikt«.

Han samler en pibe op fra bordet, åbner den gule tobaksdåse med spidsen af en nøgle og giver sig til at stoppe.

»Mine forældre indrettede en lejlighed til mig med min mormors ting. Og ve mig, hvis jeg ændrede noget«, siger han, mens røgen siver op fra piben og lægger sig i sløjfer omkring os.

Hver dag talte Knud i telefon med sin far og mor. Hver fredag sad han på bagsædet med hjem til Falster. Og hver tredje uge kom de på besøg. Og blev i dagevis.

»Så gik mit liv fuldstændig i stå. Og når de tog hjem, var jeg rasende. Så gik der en uge med hærværk og druk. Men efter 14 dage stod de der igen«, siger han.

»År efter år«.

Knud Romers forældre har betydet alt for ham, siger han. Hans roman er hans kærlighedserklæring til sin mor. Teksten, han skrev til et korværk for demente, hans afsked med sin far. Men, siger han:

»Jeg har jo drømt om, at de skulle krepere på den fucking motorvej. Lade mig være i fred. Give mig et liv!«.

Kunne du ikke sige nej?

Han ryster på hovedet.

»Jeg prøvede faktisk at gøre oprør. Men så tænkte jeg bare på min mor konstant. Og havde angst. I hendes øjne var de andre jo nogle proletarer. Og hvis jeg gjorde som dem, var jeg en af dem. Jeg følte nærmest, at min udødelige sjæl forsvandt, hvis jeg lagde mig ud med hende«.

Evighedsstudenten
Indtil Knud fyldte 35, betalte hans forældre for hans liv. Han skyldte mere og mere, følte han. Og kunne ikke betale tilbage. For han måtte ikke gøre noget.

»Altså, jeg har aldrig været med til at lave mad. Jeg har aldrig lappet en cykel. Jeg aner ikke, hvordan man gør noget«.

Hvad kunne du så betale med?

»Med mit liv. At jeg kom ned i kælderen og boede hos dem«.

Og det gjorde han så. Flyttede ned i kælderen i huset på Falster.

»Jeg havde brugt hele mit liv på at lave et hul, der blev større og større. Og til sidst flyttede jeg ned i hullet«, siger han.

Over middag stod han op og spiste morgenmad. Så gik han ned og skrev. Op til aftensmad. Og ned igen og skrive til klokken 5 om morgenen, mens han tømte en flaske vodka.

»Jeg drak for at holde pirringsniveauet nede. For jeg kunne sidde helt euforisk i en lænestol over det, jeg læste, og de tankegange, jeg forvildede mig ud i«.

Sit oprør henlagde Knud til studierne. Af alt det grimme, der ikke er plads til i dannede hjem. Og retlinede samfund.

»Jeg har studeret de mest grænseoverskridende nicher inden for alt muligt. Sex, død, grimhed. Amputeringsfetichister. Altså, jeg er den i Danmark, der ved mest om autoerotisk selvkvælning«.

Han har udgivet en antologi om åndssvage. Skrevet en guide til offentlige toiletter i København. Og gransket en gammel undersøgelse af prostituerede i Paris, som fik målt klitoris for at konstatere, om deres utugtige liv kunne forklares fysisk.

I et år sad Knud Romer i kælderen og skrev på sit speciale. Han var 35 år, havde studeret i de 17. Og aldrig haft et job.

»Jeg vidste en masse, men der var ikke nogen verden, jeg kunne bruge det i. Jeg havde ingen hænder«.

Han ser op.

»Jeg læste indogermanske etymologier for at følge med i ordspil«, siger han.

»Jeg lærte jiddisch for at læse Singer og Scholem Aleichem, for helvede!«.

En dag, han sjoskede om i baghaven og smed den tomme vodkaflaske, hørte han en klirren. Og talte efter. Der lå over 100.

»Da gik det op for mig, at jeg var ved at drikke mig ihjel. Og så gjorde jeg det sværeste, jeg kunne forestille mig. Vendte ryggen til Rilke og mentalitetshistorie og drømmen om at skrive poesi«.

»Jeg flygtede«.

Kort over Paradis
Knud Romer opgav sit speciale, flyttede tilbage København og gav sig til at studere den moderne verden lige så systematisk, som han førhen havde studeret den klassiske.

Købte et kæmpe fjernsyn, tog B-filmene genre for genre og sad i internettets første dage i tre måneder bøjet over en computer for at komme på.

»Til sidst gik jeg ikke engang på wc mere. Jeg sked bare og lod det størkne«.

Et år senere var han opdateret. Men ingen havde brug for det, han kunne.

Og de artikler, han sendte til aviserne, kom alle tilbage. Han bankede og bankede, men verden ville ikke lukke op.

»Til sidst blev jeg så desperat, at jeg fotokopierede mit eget blad«.

Han ser på mig.

»En voksen mand, der går rundt med et fotokopieret blad, som koster 12 kroner. Det er jo ligesom julemærkemanden. Men jeg var ved at blive vanvittig. For jeg sad inde med alle de historier, og jeg ville bare ud med dem«.

Under Golfkrigen studerede han hebraisk grammatik af Rasmus Rask, som selv mistede interessen for bøjninger og i stedet blev besat af tanken om at finde Paradis. Det viste sig at ligge i Kuwait. Rask havde endda tegnet et kort over stedet.

»Et håndtegnet kort over Paradis! Hvor smukt er det?«, siger Knud Romer.

»Og vi bombede Kuwait. Jeg skrev en artikel. Kom den i avisen? Not a chance. Jeg blev mere og mere ulykkelig, skuffet og rasende. Hvorfor må I alle sammen have lov at skrive. Hvorfor må jeg ikke?«.

Så fik en bekendt job i reklamebureauet Kunde & Co. Knud tiggede sig til en samtale. Hvor han ikke fattede ikke et ord af, hvad der blev sagt. Så han sagde bare ja til det hele, siger han.

Og det var åbenbart det korrekte svar.

»Da jeg skrev under på kontrakten, brød jeg fuldstændig sammen. Jeg følte mig som en pianist i et bordel. Her har jeg prøvet at gøre mig til det fineste strengeinstrument. Og nu skal jeg skrive tilbudsannoncer«.

Men reklamebranchen var også en chance. Og han greb den med alt, hvad han havde i sig og kastede sig ud i den som i en rus. Anskaffede sig et babyblåt nylon jakkesæt og et par spidse sko. Han led af Stockholmssyndromet, siger han.

»Jeg identificerede mig med gidseltageren. Reklamebranchen. Og jeg snakkede sådan her ...«, siger han og slår en hæs, forvreden storbykæft til:

»Hold nu kæft, for helvede. Det er ikke fingeren i jorden, det er fingeren i røven«.

Han ser på mig.

»Det ene var truende adfærd. Det andet begejstring. Og så ud på lokummet og ...«, siger han, lukker det ene næsebor med en finger og snuser ind.

»... en ordentlig bane«.

Knud Romer er B-menneske. »Før klokken 12 er jeg simpelt hen mongol«, som han siger.

Og for at kunne møde, når det passede ham, og have en flaske vodka stående på skrivebordet, måtte han gøre sig uundværlig. Så han knoklede.

»Jeg havde ondt i maven hver dag og var skrækslagen for, at de skulle opdage, at det var snyd. Det var jo bare en rolle«.

Men en rolle, han spillede så godt, at Lars von Trier lagde mærke til ham og lod ham spille reklamemand i filmen ’Idioterne’. Og så sad masken fast.

»Jeg kan huske, da vi stod på trappen i Cannes med den røde løber og alle de der blitz, og jeg kiggede ud på det blå Middelhav og tænkte: Det er, som om fanden giver dig alt. Undtagen det, der betyder noget for dig. At skrive poesi«.

Indtil han en dag glemte at lukke for badevandet.

Andrea
En uge før han blev sat på gaden, gik han på vinbar med to kammerater.

»Og hvem træder ind ad døren?«.

Han ser på mig, som om det er mig, der skal levere overraskelsen.

»En pige med en violin«, jubler han.

»Og da jeg ser hende, tænker jeg: Det der er mig. Det er sådan dér, jeg er«.

Pigen havde studeret i Wien, viste det sig, da de faldt i snak.

»For fanden!«, råber han.

»Wien er min by. For mig er de østrigske musikere og forfattere ... livets sødme«.

De talte om Wien. Om Mahler, Strauss og Kreisler. De talte også lidt om pigens telefonnummer og e-mail, og i samme øjeblik Knud havde fået dem, sagde han: Okay, drenge: Ud!

»For når jeg bliver fuld, ændrer jeg fuldstændig karakter, og jeg ville ikke risikere at ødelægge det for mig selv. Så vi løb«.

Da pigen trådte ud på gaden, kunne hun således se tre skikkelser forsvinde op ad Dronningens Tværgade. I løb. Knud var på vej hjem. I bogstaveligste forstand.

Ved det følgende stævnemøde talte de hele natten. Næste morgen blev de kærester. Siden har de boet sammen, og endnu i dag otte år efter lyder det som en sang på seks bogstaver, hver gang han udtaler hendes navn.

»Andrea reddede mit liv«, siger han.

»Hun er de hænder, jeg ikke har«.

Og så fik de travlt, de hænder Knud Romer ikke har. Med at skylle kokainen ud i toilettet, rydde op i omgangskredsen og fortynde hans vodka i smug.

»Jeg elsker hende jo ikke kun. Jeg er bange for hende«, siger han.

»Hun er lige så stærk som min mor. Og det var nøjagtig, hvad jeg havde brug for. Hun er klassisk violinist, og det mest disciplinerede menneske, jeg har mødt. Du må regne med ...«, siger han og tegner et skråt snit ned over halsen.

»... at det er altså en kvinde, som har et violin-ar fra øret og herned«.

Iskolde nåleøjne
Andrea var den første pige, Knud tog med hjem til jul.

Da var han 42. Og det gik ikke stille af i den tyske landadel. Knud havde købt ind til at lave coq au vin. Men forældrene ville have hummer.

»Det var, som om de blev sindssyge. De skreg, simpelt hen. Ritualet skulle ikke brydes. Og jeg skulle ikke bare holde op med at lave mad. Jeg skulle bære det hele – også hvad jeg havde købt af juleknas – ned i kælderen. De ville ikke se på det«.

Hvorfor ikke?

»Jeg måtte ikke bidrage. Det var dem«.

Hummerne blev kogt. Men de var for gamle og for store og kunne ikke spises. Og til sidst måtte Andrea stå og smøre leverpostejsmadder.

»Juleaften«, siger han.

Hvad var du så bange for ved din mor?

Først ser han bare på mig.

»Det er ekstremt svært at beskrive ...«, kommer det så.

»Også fordi det var ordløst. Det foregik med blikke og tavshed. Uanset hvad jeg gjorde, var det forkert. Og straffen var hver gang egoets undergang. Og hvordan går et jeg under?«.

Intet svar herfra.

»Ja, det gør det ... med en rislen, der begynder nede ved fødderne og løber op gennem kroppen i en angst«, siger han, mens hans håndflader rystende glider op over lår, mave og bryst.

Med ét er han underligt porøs at se til, som han sidder der halvt i lys og halvt i mørke.

Det er, som om vi har mavet os frem i timevis. Og pludselig stirrer ned i selve afgrunden.

»Jeg kan huske den der adrenalin. Åndenød. Hjertebanken. Jeg blev så nervøs, at jeg slet ikke kunne tænke. Hendes magt over mig var total. Til sin dødsdag kunne hun styre mig med en let modulering af stemmen«.

Han ser på mig.

»Har du set ’Sibyl’?«.

Om kvinden med 16 personligheder?

Han nikker.

»Uden varsel kunne hun blive denne her kvinde med fuldstændig iskolde nåleøjne. Og du gør alt for, at verden ikke skal bryde sammen. Hun kunne opløse min selvfølelse med ét blik«, siger han.

»Og du går under«.

Hvilket nær var sket, da hun døde.

»Det var det, jeg havde gruet for hele mit liv. Hun var historien. Hendes egen, familiens, ekspressionisternes. Når hun dør, bliver det hele til ingenting. Og hvad har jeg gjort? Intet! Bare ødelagt«.

Han sad ved hendes dødsleje, mens de begge gradvis mistede forstanden.

»Hun svinede mig til. Og truede mig på livet. Til sidst kunne Andrea i telefonen høre, at jeg var ved at blive sindssyg, og ringede til en natsygeplejerske«.

Han ser på mig, nærmest forundret.

»Og da den sygeplejerske kom midt om natten. Jamen, det var ligesom en engel. Der kom hul. Endelig var der en, der åbnede døren til den lukkede krypt og så, hvad der foregik. Hvor forrykt min mor var. Og i det øjeblik var det, som om en ond ånd fløj ud af huset«.

Aben på skulderen
Andrea var en dør. til Knud Romer selv.

»Jeg har det fuldstændig, som om det er Gud, der har smilet til mig og sagt: Hvis du fucker det op denne her gang, Knud, så er det slut. Du får én chance til. Nu skal du være dig selv. Og det skal du være sammen med hende her«.

Det var også Andrea, der en dag sagde: Se nu at få skrevet den roman. Tre år tog det ham. Og da bogen kom, skulle Insel Verlag tilbydes den tyske udgave. Chancen var minimal. Men Knud insisterede.

»Jeg har brugt 30 år på at slibe en sølvkugle. Jeg havde kun én kugle. Og fandt til sidst modet til at putte den i en pistol og sigte efter Insel Verlag. Og så trykke af«.

»Og jeg ramte«, hvisker han.

Hans forlægger ringede med beskeden.

»Og jeg brød fuldstændig sammen. Hele mit liv blev meningsfuldt i det sekund. I 30 år har jeg bidt tænderne sammen og kæmpet for dette ene opkald«.

Insel Verlag spurgte endda, om han ville udvælge digte af Rilke til udgivelse. Og selv skrive et forord.

»Jamen, det er jo vanvittigt!«.

Og sådan blev det ved. Ved et foredrag i Tyskland inviterede Günter Grass ham på besøg i ledvogterhuset på Møn. Der gav Knud ham romanen, og en uge efter ringede Grass og sagde, at den var vidunderlig, og tilbød også at læse den næste. Før den udkommer. Og give sit besyv med.

Knud Romer ryster på hovedet.

Nu manglede kun De Gyldne Laurbær. Og da de var hjemme, var Knud det også.

»Da forsvandt aben fra min skulder. Og det er egentlig den bedste fornemmelse. Fordi: Kampen er forbi«.

Vi ser på hinanden.

»Jamen, jeg har været syg efter anerkendelse. Og så rasende på andre menneskers succes med noget, jeg egentlig syntes, jeg var bedre til selv. I samme øjeblik jeg fik de laurbær på hovedet, var misundelsen væk. Du bliver til en kristen, god person ...«, siger han, mens latteren løber af sted med sætningen.

»... som simpelt hen vil hjælpe andre«.

I et halvt liv stræber man efter triumfen, og så viser belønningen sig at være ...

»Fred!«, udbryder han.

»Du tror, det er en triumf. At nu får jeg en stor narcissistisk orgasme!«.

»Nej!«, råber han.

»Du bliver bare normal«.

For en tid. For i Knud Romers private himmerige snor slangen sig allerede.

Han skriver på en ny bog. ’Kort over Paradis’. Og let skal det åbenbart ikke være. Så hovedpersonen har han gjort til en ung neurotisk gudfrygtig kvindelig violinist.

Han ser på mig.

»Det er edermaneme svært«.

Og Günter Grass skal jo læse den. Og et forlag antage den.

»Så den skal sidde i skabet. Ellers er jeg tilbage, hvor jeg startede«, siger han.

Og tilføjer nærmest for sig selv:

»Og én ting er herhjemme ...«.

»... men Insel Verlag ...«.

Foto:  Jan Grarup