Havde det her været et stykke, der havde udspillet sig på scenen, kunne Henrik Ibsen have skrevet det.

Historien om Jon Stephensen ligner det drama, vi kender. Fortællingen om en mand, der har alt. Ja, han står på sit livs højdepunkt.

Set udefra har han det hele: magt, karriere, penge, udseende, kærlighed.

Men som det sker i Ibsens ’Bygmester Solness’ – stykket spiller for tiden på Det Kgl. Teater – så dør arkitekten på sit livs højdepunkt.

Arkitekten stiger op i tårnet på sit nye hus, og så styrter han …

LÆS OGSÅ Københavns Teater fyrer direktør

Nu er det her som bekendt ikke et stykke. Selv om der er nok så meget drama i det. Og selv om Jon Stephensens fald udspiller sig så tæt på teatret, som det overhovedet kan; uden at være det.

Det her er virkeligt. Det gør det måske ikke til en mindre god historie, men det gør det immervæk til en rigtig dum historie.

Til december fylder Jon Stephensen 50. Jeg havde glædet mig til at skrive netop hans portræt: Historien om en succesfuld teaterchef – måske den mest succesfulde, vi har haft i disse år – og om et lykkeligt menneske.

Om en mand, der midt på livets vej har al mulig god grund til at se både tilbage og frem: På alt det, der er nået. Og på alt det, der skulle blive til noget.

Nu er der foreløbig mest grund til at se tilbage.

Arkitekten der blev teatermand
Jon Stephensen er faktisk uddannet arkitekt. Det blev han i 1984. Men bygge huse ville han nu ikke. Så blev det til en uddannelse som journalist. Men skrive, jo, det ville han vel, men ikke sådan for alvor.

Skuespillerdrømme har han heller aldrig haft. Men i 1992 mødte han Nikolaj Cederholm, der var ved at flytte ind på det gamle Aveny Teatret. Danterne, der nu skulle til at være store, søgte en pressechef. Som udgangspunkt noget af en kringlet karriere!

Men den har med årene taget stadig mere form. Sansen for det skønne, evnen til at kommunikere og drømmen om at være med til at præge dansk teater: Alt sammen har samlet sig til et billede af en mand, der hele tiden har været på vej opad:

Marketingchef på Det Kongelige Teater, pressechef i filmverdenen, souschef på Østre Gasværk og så pludselig en dag: teaterchef – i de første år sammen med Ole Bornedal – på det, der nu blev AvenyT.

I 2007 rykkede han ind på Østre Gasværk og døbte det – Gasværket. I 2008 blev han interviewet til Jyllands-Posten om bl.a. den mest spændende beslutning, han havde taget i sit teatervirke.

»Det er, når man går efter et job. Ikke om man får det, men at træffe valget om, at man vil kaste sig ud i noget, som man ikke ved, hvordan ender«, lød svaret.

Slutningen kender vi altså nu. Og sandheden?

Jon Stephensen taler selv om et justitsmord og en sag, der er helt ude af proportioner. Han er en mand, der godt tør kæmpe.

Anklagede Københavns Teater
Det har han gennem årene bevist på flere måder. Efter Gasværkets åbning med ’Festen’ i 2007, og efter anmeldelsen, kom der en fed smøre i avisen, hvor Jon Stephensen kaldte mig »et svin«. Lad os kalde det et lille drama.

Et af de helt store tog han for ikke mere end en måned siden, da han ryddede forsiden på avisen. På den gode måde.

Her var det ham, der anklagede Københavns Teater:

»Jeg har med advokatbistand måttet kæmpe mig til, at Gasværket har fået plads til at spille det, vi gør i denne sæson. For sådan var det: Københavns Teater ønskede at fastholde Gasværket som musikteater, jeg mente også, at der skulle spilles skuespil«.

LÆS OGSÅSuccesrig teaterchef: Magten omklamrer kunsten

I oktober fyldte Gasværket 30 år. Jon Stephensen var som den første teaterchef herhjemme lige blevet indstillet til erhvervsprisen Årets Leder for at have skabt overskud og fyldte sale. I sidste sæson satte han rekord med over 210.000 solgte billetter, blandt andet takket være musicalen, ’Elsk mig i nat’.

I dette efterår har bl.a. teaterkoncerten ’Come Together’ markeret en sæson, der også byder på klassisk skuespil og eksperimenterende teater.

Det gik sindssygt godt for en måned siden.

Måske gik det også for godt ...

Syv års ulykke
Der skete jo noget under det interview i oktober.

Fotografen havde fundet et stort spejl på to hjul. Sådan et, danserne bruger til at øve sig foran: Det skulle den succesfulde teaterchef spejle sig i.

Det blæste den dag på plænen uden for Gasværket. Sceneteknikeren havde advaret os.

Det gik galt.

Pludselig tog blæsten ved spejlet og rev det ud af teaterchefens greb. I græsset lå spejlet nu: i tusind stykker.

Tilbage stod en teaterchef med tommer hænder.

»Syv års ulykke«, stønnede Jon Stephensen.

Det var en god scene, som vi begge grinede ad.

Visse stykker har det med at skrive sig selv. Ingen havde dog forestillet sig lige denne udgang.

Kommer der ikke en akt til?