I London sidder en yngre kvindelig samtidskunstner.

Rebecca Stevenson, hedder hun. Og hun er fortvivlet.

For fire år siden blev hun optaget på det velestimerede danske galleri Mogadishni – et af de stærke navne inden for dansk og international samtidskunst. Det var hun dengang taknemmelig over.

Mogadishni var de første, der flyttede ind i en tom lagerbygning på Carl Jacobsens Vej i Valby, og et nyt og bjergsomt kunstmiljø skød op omkring galleriet. Det lignede begyndelsen på noget større. Noget, der ikke kunne gå galt.

Men det sidste år har været en kamp for Rebecca Stevenson, fortæller hun:

»Jeg blev helt ødelagt, da det gik op for mig, at jeg havde mistet både mine penge og mine værker«.

Rebecca Stevenson havde ellers brugt et år på at producere værker til en stor soloudstilling, der åbnede i Mogadishni i august 2008. Men selv om alle Rebecca Stevensons værker blev solgt til begejstrede kunstsamlere allerede før ferniseringen, modtog kunstneren aldrig betalingen for dem:

»Jeg havde arbejdet utroligt hårdt i månederne op til åbningen – ofte ti timer, seks dage om ugen – og jeg brugte en betydelig sum penge på materialer og assistenter. I det forløbne år har jeg modtaget småsummer enkelte gange, men galleriet skylder mig stadig ca. 300.000 kroner«.

Pengene for Rebecca Stevenssons værker betalte køberne nemlig til galleriet, som pludselig flyttede adresse fra Valby til Bredgade for at prøve lykken i det klassiske gallerikvarter. Da det lukkede ca. ni måneder senere, var pengene sluppet op og galleriet forgældet.

De ti værker, som Rebecca Stevenson på den måde mistede, svarede til hendes årsløn. De penge, hun skulle have modtaget i betaling, var nu væk:

»Jeg endte i stedet med en gæld og seriøs stress på grund af økonomiske problemer. I det forløbne år har det været en kamp for mig overhovedet at kunne arbejde med min kunst og kunne overleve og betale husleje for min lejlighed og mit atelier«.

Den nye situation
Rebecca Stevenson er en af flere yngre kunstnere, der er ramt af det danske galleris lukning. Politiken har været i kontakt med flere kunstnere, også den engelske maler Simon Keenleyside, der i en årrække var glad for at være i stald hos Mogadishni. Han fortæller:

»Sidst jeg talte efter, skyldte galleriet mig omkring 400.000 kroner. Det har været hårdt for min familie økonomisk og svært at betale huslejen. Min kone har været nødt til at arbejde ekstra meget, og jeg har været nødt til at tage mig af vores tre børn. Det betyder, at jeg har haft meget lidt tid til at skabe nye værker«.

LÆS OGSÅUnge kunstnere i social nød efter krisen

Også Willem Weismann, en ung hollandsfødt kunstner, der er bosat i London, beretter, at Mogadishni skylder ham omkring 200.000 kroner:

»Det er desværre normalt, det sker så ofte, men selvfølgelig er det oprørende. Kunstneren mister en masse penge, og der er intet at gøre, fordi sådan er loven. Kunstneren holdes fast i en svag position«.

Christian Chapelle er manden bag Mogadishni. Han fortæller, at galleriet er lukket netop på grund af »den internationale finanskrise«, som betød »manglende salg«. Om de penge, hans kunstnere har mistet, siger han:

»Jeg forstår godt frustrationen, og jeg er også ærgerlig over situationen«.

Her et år efter at den økonomiske krise satte ind globalt, og boblen på kunstmarkedet bristede, er status på kunstscenen netop, at det især er de yngre, der er ramt på pengepungen: Gallerier opsiger halvdelen af deres kunstnere eller lukker helt som i tilfældet Mogadishni.

Det yngre galleriområde i Valby er så godt som elimineret på et år og står forladt tilbage. Ny Carlsberg Fondet spænder livremmen og har i 2008 måttet skære budgettet med 25 millioner kroner – en besparelse, som formand Hans Edvard Nørregård-Nielsen siger især vil ramme »den nytænkende og eksperimenterende kunst«.

Og forventningen til det samlede kunstsalg i 2009 er nu, at det er halveret, lyder det fra Billedkunstnernes Forbund, der især retter bekymringen mod de yngre og mindre etablerede kunstnere:

»Vi ligger nu på grænsen til det, jeg vil kalde social nød i faggruppen for den dårligst stillede del af os«, siger formanden for Billedkunstnernes Forbund, Nanna Gro Henningsen.

Det forgangne år har sat sine spor på det danske kunstmarked. Og det vil præge en generation af kunstnere, lyder det.

Et  af de værker, som Rebecca Stevenson solgte i Danmark via Valby-galleriet Mogadishni. Foto Rebecca StevensonKrise afblæst. Nej, ikke alligevel
I Billedkunstnernes Forbund forsøger man at hjælpe de kunstnere, der er kommet i klemme, blandt andet kunstnerne i Mogadishni. Her er tabet for kunstnerne uacceptabelt store, mener formand Nanna Gro Henningsen:

»Det er klart, at kunstnerne er stærkt påvirkede af det. Vi taler om værker, der er solgt for en ret høj sum, men kunstnerne får aldrig pengene. Det er sådan noget, vi desværre ser«.

Derfor arbejder Billedkunstnernes Forbund nu for at få indført et såkaldt ’ejendomsforbehold’, der skal sikre kunstneren retten til sine egne værker, indtil han eller hun har modtaget betalingen. Men det er stadig kun på tegnebrættet, og velviljen fra gallerierne er ikke givet på forhånd. I mellemtiden står kunstnerne svagt.

Nyheden om, at den økonomiske krise i kunsten er afblæst, har man ellers med jævne mellemrum kunnet læse i den internationale presse.

Et år efter at den økonomiske krise ramte kunstmarkedet – såvel som andre markeder – er kunstsamlerne, der frekventerer de store internationale auktioner, nu igen ved muffen og optimismen intakt, lyder det gentagne budskab.

På efterårets store internationale auktion på Sotheby’s i New York kæmpede fem privatsamlere forleden således om et silketryk af Andy Warhol fra 1962 – som blev solgt for den voldsomme pris af 218,5 millioner kroner, langt over vurderingen.

»Det var det! Nu er vi tilbage, hvor vi slap«, lød konklusionen dernæst i en reportage af Souren Melikian i New York Times sidste lørdag.

Men det er en sandhed med modifikationer. Og to dage senere blev artiklen korrigeret i selv samme avis af dens faste kunstjournalist Carol Vogel. Klap lige hesten, lød hendes budskab. For muligvis er tilliden til markedet i bedring.

Men ser man på de tørre tal, er der stadig ingen grund til optimisme: De store auktionshuses omsætning er stadig faldende, og omsætningen for forrige uges efterårsauktioner på Sotheby’s og Christie’s i New York var for eksempel 129 millioner dollar lavere end ved samme auktion sidste år.

I forhold til for to år siden, hvor markedet toppede, er efterårets omsætning ligefrem lav: Dengang var omsætningen på 1,6 milliarder dollar!

De døde mestre overlever
At en Warhol går over vurderingen, er da heller ikke ligefrem breaking news.

De kunstnere, som er kommet uberørt ud af krisen, er netop de sikre evergreens som Warhol og hans kolleger såsom Francis Bacon, Robert Rauchenberg og Mark Rothko – altså døde mestre, som har skabt moderne kunstværker, der alle har mere end 30 år på bagen, men som alligevel – lad os bare kalde det en smule paradoksalt efterhånden – betegnes som samtidskunstnere.

Derimod er de yngre nulevende samtidskunstnere i den grad kriseramt – også i auktionshusene. I Sotheby’s oplyser den internationale direktør for samtidskunst, Tobias Meyer, at priserne for nogle kunstnere er faldet med hele 40 procent.

Og hos Christie’s udtaler direktør for afdelingen for samtidskunst, Brett Gorvy, til New York Times, at hans auktionshus har været nødt til at vende de yngre samtidskunstnere ryggen:

»Vi har helt bevist holdt os fra unge kunstnere, som endnu ikke er testet, eller som har nået et for højt prisniveau«.

Og den lukkede dør er også et dansk fænomen. I danske Bruun Rasmussens Kunstauktioner forklarer vurderings- og salgsdirektør Kasper Nielsen:

»Da det gik rigtig godt i auktions- og galleribranchen, oplevede vi en meget bredere og massiv efterspørgsel. Det vil sige, at nye spændende og skæve kunstgenstande havde kronede dage. Og nogle kunstneres værker oplevede faktisk meget store stigninger, i nogle tilfælde en tidobling, altså 1.000 procent«.

Nu er situationen en anden, mildest talt. Hos Bruun Rasmussen oplever man, at kunderne nu retter opmærksomheden mod det allerede anerkendte, mens lysten til at tage chancer er minimeret.

Den yngre samtidskunst er ligefrem »rettet til i nedadgående retning«, som Kasper Nielsen formulerer det. Med andre ord: Yngre samtidskunstnere er i lav kurs, og det gælder både de lovende, men uetablerede, og de næsten etablerede, der var (u)heldige at slå igennem lige inden krisen, hvor de nåede et urealistisk højt prisniveau.

Faren for den nuværende generation er kunstnerdød. Et ord, der vækker mindelser om 1990, hvor en lang række gallerier pludselig lukkede over night. Kartoffelkuren satte her med forsinkelse dansk samtidskunst på skrump, og der blev pludselig stille omkring kunstnere, som ellers havde været fremadstormende op gennem 1980’erne.

Problemet var netop, at kunstnerne var kommet højt op i pris uden at slå igennem internationalt. Så kom krisen. Og nu havde de pludselig priserne imod sig.

Den bristede boble – og fordele?
Hos Christian Chapelle, manden bag Mogadishni, var priserne netop de højeste blandt Valby-gallerierne. Men kunderne udeblev efterhånden.

Christian Chapelle ønsker imidlertid at understrege, at der – på trods af hvad hans tidligere kunstnere oplyser – ikke er tale om en konkurs, men at hans galleri formelt blot er lukket, og at der muligvis kan blive tale om en tvangsopløsning. Selv vil han fremover fungere som kunstrådgiver, oplyser han.

I Billedkunstnernes Forbund forstår man ikke, hvorfor Christian Chapelle vægrer sig ved at bruge ordet konkurs. Lukningen kan ikke bagatelliseres, forklarer Klaus Pedersen, der er sekretariatsleder og cand.jur.:

»Sagen er jo, at der ikke engang er råd til en konkursbehandling. Christian Chapelle har brugt de indtægter, han har fået fra kunstnerne, til at betale regninger. Det har samme effekt som en konkurs. Kunstnere får ikke deres penge«.

Og det er ikke godt nok, mener formand for Billedkunstnernes Forbund Nanna Gro Henningsen. Galleristerne slipper generelt for nemt fra ansvaret, og hun ser sagen om Mogadishni som særlig problematisk, fordi dårlig økonomi og dårlig dømmekraft er gået hånd i hånd:

»I dette tilfælde har galleristen haft en fuldstændig urealistisk forventning om, at han kunne rykke teltpælene op, flytte til en bedre adresse i en situation, hvor han allerede havde oparbejdet gæld til sine kunstnere. Den disposition har tydeligvis ikke været særlig klog«.

Men Nanna Gro Henningsen forklarer samtidig, at kunstscenen generelt har været præget af en vis naivitet. Hun var selv en af dem, som forudså, at boblen måtte briste:

»Det har været en exceptionelt god periode op til krisen. Blandt især de yngre kunstnere har der været en forventning om, at det var normalt. De har fået sig et slemt chok«.

Påvirker kvaliteten
Hvis markedet var ude af balance og boblen måtte briste, kan man så ikke sige, at markedet nu er ved at genfinde et naturligt leje?

»Vi skal aldrig klage over, at markedet har fungeret godt. Men det er klart, at det har givet en overbudseffekt, hvor det mere dekorative og underholdende har haft en rigtig god plads. Det er jo en balance. På den ene side har det skabt en vis overfladiskhed. På den anden side har det også givet nogle rigtig gode forhold for en del kunstnere. Men jeg er slet ikke blind over for de positive effekter af krisen«, siger hun og fortsætter.

»Jeg ved, at professorerne på Kunstakademiet var bekymrede over, at der indtil for et år siden kom gallerister vandrende ind på grunduddannelsen og tog våde malerier med sig for at sælge dem. Begynder man som kunstner at sælge for tidligt, mens man er ung og påvirkelig, går det ud over den langsigtede kunstneriske udvikling og eksperimenterne. Den var noget svækket i en periode«.

Krisen har konsekvenser for kunstnerne. Men hvad vil krisen betyde for det almindelige kunstpublikum?

»Jeg er ikke sikker på, at offentligheden mister så meget nu. Dårlig økonomi er en privat social sag for kunstnerne. Men på langt sigt vil det påvirke kvaliteten. Dårlige produktionsforhold betyder mindre overskud til at gå i dybden. Det er unika, vi producerer, og det er krævende«.

I London hos Rebecca Stevenson, der mistede både sine kunstværker og sine penge, har det netop været svært at vie tiden til ny kunst. Men hun har holdt fast:

»På trods af alle problemerne er jeg fortsat med at skabe værker og at udstille, og min situation er nu så småt ved at blive bedre. Men jeg er stadig vred over, at dette kunne ske, og at der tilsyneladende ikke er nogen måde, hvorpå kunstnere kan kompenseres, mens galleriet blot kan beslutte at lukke ned«.