Annonce
Annonce

Jobannoncer

Se ugens job-annoncer i tillægget Viden
Kultur 10. mar. 2010 KL. 09.31

Tyrefægterne slås for retten til at dræbe

Er tyrefægtning en kunstform - eller blot en smertefuld død for dyret?

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Det var ikke Jordens bedste forestilling, da tyrefægtersæsonen i Madrid forleden åbnede med store navne som José María Manzanares og Julian Lópes ’El Juli’.

For tyrene var svage, tyrefægterne faldt for fristelsen til billige trick for at henrykke publikum, og anmelderen Antonio Lorca fra avisen El País hamrede vredt i computeren: ’Tyrefægtningens verden er skør’, lød overskriften på hans artikel, der dog også hentydede til den meget ophedede debat om tyrefægtningens fremtid.

Særlig kulturel værdi
For få dage før ’los aficionados’, tilhængerne, strømmede til Palacio de Vistalegre i Madrid for at se deres idoler, havde den magtfulde formand for Madridregionen, Esperanza Aguirre, taget et vigtigt initiativ.

Den meget konservative kvinde besluttede, at tyrefægtning i fremtiden skal optræde på en liste over begivenheder af ’særlig kulturel værdi’.

LÆS OGSÅSpansk provins på vej til at forbyde tyrefægtning

Hun imødekom hermed et ønske fra en stribe skribenter, arrangører og tyrefægtere som stjernerne José Tomás og El Juli, der i et interview for knap to uger siden i dagbladet ABC gjorde sig til talsmænd for, at tyrefægtningen kommer ind under kulturministeriets område.

»Tyrefægtningens verden hører til her«, sagde El Juli, og Esperanza Aguirre fulgte op: »Det er en kunstform, som fortjener at blive beskyttet, og som siden tidernes morgen har været en del af Spaniens kultur og middelalderkulturen«, sagde hun til spansk presse.

Holder Spanien samlet
Det er langtfra nogen tom gestus. Den betyder, at tyrefægtninger også skatte- og afgiftsmæssigt bliver sidestillet med kulturelle begivenheder, og forsøg på at undergrave denne del af den spanske kulturarv bliver straffet med bøde.

Men Esperanza Aguirres initiativ havde flere politiske dimensioner.

Det var en hilsen til Catalonien, hvor flere partier i det lokale parlament forsøger at gennemtvinge et forbud mod tyrefægtning. Men ved aktivt at støtte en spansk tradition som tyrefægtning viser politikerne i Madrid, at de holder fast i spansk kultur i modsætning til catalanerne, der bliver beskyldt for at isolere sig fra resten af landet.

Det udtrykker forfatteren og tyrefægterkritikeren Javiér Villan på denne måde: »Tyrefægtningen er mere end en forestilling og en kunst, hvor livet og døden er på spil. Den er et element i den nationale sammenhængskraft«, siger han, med henvisning til at ledende tilhængere af selvstændighed for Catalonien ser et opgør med tyrefægtningen som et meget tydeligt symbol på bruddet med Spanien.

Hensyn til tyrene
Tilhængerne af et forbud peger især på hensynet til tyrene.

Dyrlægen José Zaldivar afviste ’tyrefægterlobbyen’s påstand om, at tyrene afgår ved en hurtig og relativt smertefri død, når tyrefægterens sværd trænger ind ved halsmusklerne for at skære halspulsåren over.

Men i langt de fleste tilfælde rammer tyrefægteren ikke rigtigt første gang, og de fleste tyre har indre blødninger, inden de dør.

Tyrefægtningen er mere end en forestilling og en kunst, hvor livet og døden er på spil. Den er et element i den nationale sammenhængskraft

Javiér Villan, forfatter og tyrefægterkritiker

»Det er en lang, smertefuld død, som det høje indhold af syre i deres blod viser«, sagde den kendte dyrlæge under en høring om tyrefægtning i Barcelona.

Tyren lever for at kæmpe
Det modsatte argument handler om, at kamptyrene er specielt opdrættet til mødet med matadoren i arenaen.

Den franske filosofiprofessor Francis Wolff fra Sorbonneuniversitetet i Paris pegede under den samme høring på, at kampen i arenaen er selve kamptyrens natur efter et frit liv på vidtstrakte sletter.

»Dens medfødte modighed bevares ... Den dør i overensstemmelse med sin natur. Vi har ret til at dræbe den, for den bliver kun opdrættet i dette øjemed«.

Det er også tyrefægternes holdning, og i den aktuelle debat skorter det ikke på filosofiske – eller pseudofilosofiske – overvejelser om det frit opdrættede og naturligt aggressive dyr, der møder sin skæbne i arenaen.

Der er også masser af henvisninger til de store forfattere, der i deres værker hylder tyrefægtningen, lige fra Spaniens store digter Garcia Lorca til Ernest Hemingway og i dag den peruanske forfatter Mario Vargas Llosa, der også har kastet sig ind i striden.

Konkurrence med fodbolden
Foreløbig tyder alt på, at tilhængerne af tyrefægtning vinder, og at flere af deres krav bliver opfyldt.

De ønsker samme momssats på billetter som til f.eks. teaterforestillinger, og den største stjerne, José Tomas, angriber spansk tv for at glemme tyrefægtningen.

»Der er andet end fodbold«, siger han, med henvisning til at spanske tv-kanaler stopfodrer seerne med fodbold.

Men kendsgerningen er også, at fodbolden er mere populær end tyrefægtning, og der var f.eks. kun halvt fuldt ved åbningen af sæsonen forleden i Madrid.

Derfor har tyrefægtningen behov for igen at blive synlig, lød det forleden på avisen El Mundos seminar om ’corridaen’s fremtid fra legenden Manuel Benítez ’El Cordobés’: »Nej, alting er ikke fodbold og film. Der er brug for tyrene. For styrken. Man må ikke tage en så vigtig ting som tyrene fra os«.

Annonce

POLITIKEN – Dagens overblik, analyser og det bedste fra sportens verden

Læs Politiken hver dag BESTIL I DAG

- Få dine daglige kulturnyheder på mail

Annoncer
Internationalt
13. feb. KL. 19.20
dødsfald. De to danske piger blev fundet indebrændt i denne bil 12. august sidste år i nærheden af Berlin. - Foto: PAUL ZINKEN/AP

Familiefar anklaget for drab på to døtre

Ifølge politiet slog han sine døtre ihjel i en bilbrand i en tysk skov. I næste uge kommer manden for retten.

Danmark
13. feb. KL. 20.16

Mand styrter 15 meter ned fra stillads

Dårlig afspærring kan være skyld i ulykke. Stilladsarbejder i kritisk tilstand.

Berlinale 2012
13. feb. KL. 17.47
Gidsel. Pilou Asbæk, der er blevet hvermandseje takket være sin rolle som spindoktor i 'Borgen, bliver kidnappet i et nyt filmdrama. - Foto: Jan Unger (arkiv)

Råt dansk kidnapningsdrama satser på Cannes

Pilou Asbæk genoptager samarbejdet med Tobias Lindholm i 'A Hijacking'.

Annoncer
Annoncer

Seneste TV

01:15

13. feb. KL. 10.34 TV Se Whitney Houstons sidste optræden