Hun er uvenlig.

Det er videnskabeligt bevist.

I sådan en grad, at den mandlige forsker, der skulle overbringe Lone Frank resultatet af hendes genetisk baserede personlighedstest, var decideret utryg ved at skulle møde hende.

Faktisk viste kortlægningen af mennesket Lone Frank, at ingen kan score lavere i dimensionen ’venlighed’.

Når man ved dét, kan det også være en temmelig nervøsitetsfremkaldende oplevelse at skulle ringe på hendes hoveddør.

Hvilken skabning mon vil åbne døren? En mavesur, menneskefjendsk madamme? Måske snarere en arrogant amazone?

20.000 puslespilsbrikker
Videnskaben til trods er det en imødekommende kvinde med et venligt blik i de blå øjne, der åbner døren.

Faktisk udviser Lone Frank alle tegn på en behagelig social begavelse; »Jeg har købt kanelsnegle til os«, »Vil du have kaffe?«, »Ja, selvfølgelig må du se dig omkring ...«.

Noget hænger ikke sammen. Det gør den menneskelige natur jo sjældent, men i tilfældet Lone Frank er puslespillet særligt svært at lægge, fordi der er så mange brikker – faktisk omkring 20.000 af slagsen.

Den 44-årige forfatter, neurobiolog og videnskabsjournalist har nemlig fået kortlagt sine gener, gjort sig til genetisk forsøgskanin og beskrevet jagten på sig selv i sin nye og meget roste bog, ’Mit smukke genom – historier fra genetikkens overdrev’.

Selvmordsforsøg i familien
Men hvorfor overhovedet kaste sig ud i den form for videnskabeligt krystalkuglekiggeri, kan man spørge.

Fordi: Når man ikke tror på Gud, har tendens til at synke ned i følelsesmæssigt mørke, er udstyret med en skarptsleben begavelse og grænseløs nysgerrighed og slæber rundt på en slægtshistorie med hovedpersoner som en maniodepressiv far med to selvmordsforsøg på samvittigheden og en depressiv mor med tendens til trusler om selvmord ... så er det overmåde fristende at få lagt sit genetiske horoskop.

For Lone Frank, i hvert fald.

For tænk, tænk nu, hvis dna er det nye årtusindes vej til selverkendelse?

Tænk nu, hvis generne kan fortælle en ny og bedre historie om den barndom, man synes var så hæslig? Og måske bevare det lillebitte spørgsmål:

Hvorfor er jeg sådan her?

Første bog som treårig
Hun var tre år gammel, da hendes far gav hende bogen. Lone sad og stirrede koncentreret på bogstaverne i den grønne læsebog for 1. klasse. Den handlede om Søren, Mette og lille Jep, der trak rundt på sin elefant i snor.

Ved siden af Lone sad faderen, som gav sin datter en rosin eller en guldkaramel, hver gang hun havde læst en sætning rigtigt.

Han var overbevist om, at hans datter kunne alt. Og han skulle nok vise hende vejen.

»Man skal kunne læse, når man begynder i børnehave«, løj han.

Ville ikke være et forkert barn
Lone troede på ham. Selvfølgelig. Og hun ville gerne imponere sin far. Selvfølgelig. Så med den blanding af begavelse og stædighed, der har drevet Lone Frank fremad lige siden, lærte hun at læse fejlfrit til den dag i begyndelsen af 70’erne, hvor hun skulle begynde i børnehaven.

Men henne i børnehaven blev frøken Larsen slet ikke glad. Hun fnøs derimod chokeret, næsten vredt.

Sådan skulle et barn ikke være, forstod Lone.

Så den lille pige gik hjem og nægtede at læse én sætning mere. Hendes far forsøgte at lokke hende med, at de kunne begynde at bøje latinske verber i stedet, men hans datter var ubøjelig.

Hun ville ikke være et forkert barn.

Så i stedet lærte faderen hende så at spille skak. Og når han om morgenen kørte hen til børnehaven med Lone siddende i barnestolen bag på cyklen, kunne de jo lige så godt bruge tiden fornuftigt, mente han. Så de spillede blindskak.

Faderen var maniodepressiv
Men heller ikke den færdighed blev værdsat af andre end Lone og hendes far. Det opdagede den lille pige, da hendes ældre kusiner begyndte at låse hende ude på toilettet, fordi hun hellere ville spille skak end lege.

Ingen tvivl om, at Lones far ikke var som de fleste. Selv havde han som treårig siddet på køkkenbordet og læst højt af Bibelen, mens hans mostre stod omkring ham og klappede. Siden hen var han blevet en karismatisk matematiklærer med dyb foragt for konventioner. Med årene blev hans sind mørkere. Som nu den jul, hvor han knap sov i en uge. Og i stedet travede rundt med en stenalderøkse i den ene hånd og sin gamle, slidte bibel i den anden, mens uforståelige sætninger flød fra ham i voldsom ordstrøm.

Til sidst måtte hans familie få ham indlagt. Da han kom hjem, var det med en diagnose som maniodepressiv.

Forbund med far
Men Lone elskede sin far betingelsesløst. Og gennem alle barneårene læste og spillede og diskuterede hun begejstret med sin far, mens Lones mor, der var sygeplejerske og – mente hendes fremmelige datter – »temmelig konventionel«, så misbilligende til.

Ganske som omverdenen nogle gange så misbilligende på Lone.

»Jeg kan godt forstå, at det udefra har set mærkeligt ud. Og bagefter kan man jo godt tænke: Hvad fanden, det er jo ligesom en trænet sæl. Men jeg ville jo gerne«, siger Lone Frank.

»Min mor var dybt imod det. Hun syntes, det var fuldstændig perverteret. Men jeg syntes jo, at det var sjovt. Der var lidt et forbund mellem mig og min far: Det skal vi nok selv bestemme. Vi lærte jo ting sammen. Og det kan man kan jo kun gøre med børn, hvis de selv gider være med«.

Trisomi 21
Det fortsatte i skolegården inde i Århus. Når den ranglede pige ville drille nogen, kaldte hun dem ikke ’åndsbolle’, ’kvabodder’, ’røvguitar’ eller andre af 1970’ernes populære skolegårdsskældsord. Nej, det værste, Lone kunne finde på, var at hvæse ’trisomi 21’ – som regel uden effekt, da de andre unger ikke anede, hvad hun talte om.

Betegnelsen for personer med Downs syndrom havde Lone fundet i sin mors sygeplejehåndbøger, som hun sad og bladrede i efter skole.

»Jeg var heeeelt fanget af de bøger, for de havde billeder af folk med sygdomme, af vanskabninger og af folk med kromosomfejl«, griner Lone Frank ved mindet om barndommens lidt aparte fascination af menneskelige mutationer.

Med mor hos de sindssyge
Men fascineret var hun. Så meget, at Lone elskede at hente sin mor, der arbejdede som aftenvagt på en psykiatrisk afdeling for gamle, sindssyge mennesker på hospitalet i Risskov.

Det var dengang, de første antipsykotiske stoffer var kommet frem. Så de mennesker, Lone mødte på sin mors arbejde, havde siddet det meste af livet hjemme hos deres forældre og bare været sindssyge. Først nu var de kommet i behandling. Og de elskede at få besøg af Lone, som var det eneste barn, der nogensinde dukkede op på afdelingen.

»Det var virkelig en mærkelig flok. Men de sad nede i ergoterapien og lavede tøjdyr til mig. Min seng var fuld af dyr, der var syet af sindssyge. Og jeg snakkede meget med min mor om dem. Jeg var især fascineret af Meta, som hele tiden blev lagt i bælte, fordi hun var totalt skør. Det syntes jeg simpelthen var så herligt at høre om. »Fortæl mig om Meta«, plagede jeg altid min mor. Jeg var dødnysgerrig. Jeg syntes, at de var så sjove – tænk, at de kunne være så mærkelige. Jeg har altid været fascineret af, hvor mærkeligt mennesket kan være«.

Men efterhånden blev livet for mærkeligt for Lone.

Tre år i helvede
Det begyndte at brase sammen lige før hendes 13-års fødselsdag. Forældrene skulle skilles – på den ulykkelige, grimme måde, hvor mor hader far, og teenagedatter lukker sig inde på sit værelse. I årevis.

Gymnasietiden blev »tre år i helvede«. Lone var flyttet med sin mor og lillebror fra Århus til Odder, hvor de andre børn syntes, at »sådan nogle, der kom fra byen, var totalt åndssvage«. Sådan føltes det i hvert fald. Forkert. Igen.

Lone klippede sit hår kort, men beholdt en lang fletning, som dinglede på hendes magre ryg. Hun nægtede at gå i både kjoler og modetøj, og den ranglede pige med den bizarre frisure holdt sig for sig selv, mens de andre var »sådan nogle pæne børn med permanentkrøllet hår og æblekinder«.

Efter skole lukkede Lone sig inde på sit værelse med tykke romaner. Hun rugede over tilværelsen, over sin eventyrlige fars forunderlige adfærd, sin mors tunge, kliniske depressioner, over altid selv at være lidt skæv på verden, forældrenes bitre skilsmisse og nu også: at hendes mor havde fået kræft.

Alt var uretfærdigt, syntes Lone. Intet var godt. Det var teenagepigens mantra, morgen og aften, i skolen og hjemme. Og en dag midt i 3. g døde hendes mor.

»Og så var der ikke andet at gøre end at flytte hjemmefra. For der var ikke noget hjem længere«, konstaterer Lone Frank.

Den depressive hjerneforsker
Sådan er hun. Måske fordi hun er videnskabskvinde, måske fordi det ligger i hendes gener: mere rå end rørstrømsk, mere sarkastisk end sukkersød ... og mere ulykkelig end lykkelig.

I hvert fald begyndte mørket at skylle ind over hende, da hun som ph.d.-studerende hjerneforsker stod på et laboratorium i USA.

Universitetet havde vist sig anderledes muntert end gymnasiet. Hun havde læst biologi, fordi hun ville vide alt om de nerveceller, som tilsammen skabte et menneske. Og med et speciale i hjernebiologi og topkarakteren 13 i bagagen var den nyuddannede biolog rejst til New York for at erobre de akademiske tinder.

Og for at fortsætte jagten på forståelsen af menneskets natur. Men i stedet mødte hun i laboratoriet den mørkeste side af sin egen natur.

For det første var der kollegerne. Lone Frank indtog den utaknemmelige plads nederst i hierarkiet under de amerikanske laboranter og forskere. Helt dernede, hvor man bliver en trædemåtte for andre mennesker – sådan føltes det i hvert fald. Forkert, igen. Og hun faldt aldrig til, hverken blandt de hvidkitlede mennesker eller de gennemsigtige petriskåle.

»Jeg hadede det. I de tre år, jeg lavede min ph.d., startede jeg hver eneste uge med at tage en gravid rotte ude i rottestalden, gasse den til døde i en tank med CO2, skære den op, tage dens fostre ud, klippe hovedet af dem, grave et lillebitte område af deres hjerne ud – og så lave celler ud af det og dyrke dem. Hver mandag. Resten af ugen stod jeg og kiggede ned i en petriskål. Overhældte cellerne med forskellige stoffer, fandt ud af forskellige ting, skrev forskellige artikler. Man kunne ikke løfte blikket, vel?«.

Den alvorlige lille pige, der havde forvandlet sig til en tungsindig teenager, blev nu til en depressiv ung kvinde.

Arven
Depressionerne lurer stadig i 44-årige Lone Frank. Gennem alle årene har hun kæmpet med følelsesmæssigt mørke, selv om hun fik akademisk succes, kærester og held med den store beslutning at forlade forskningsverdenen til fordel for et mere usikkert, men også berusende frit liv som forfatter og videnskabsjournalist på Weekendavisen. Hun løftede blikket fra petriskålene, fordi hun hellere ville se på verden. Trække de store linjer og sammenhænge i stedet for at nørde ud ad et klaustrofobisk smalt forskningsspor.

I dag har Lone Frank markeret sig som en af Danmarks skarpeste debattører, en af de mest tankevækkende – og sarkastiske – foredragsholdere og en af de mest succesfulde populærvidenskabelige forfattere.

Hendes forrige bog, ’Den femte revolution’, handlede om hjerneforskning og er udkommet i både Danmark, Holland, England og USA, mens hendes nyeste bog, ’Mit smukke genom – historier fra genetikkens overdrev’, har henrykket den samlede danske anmelderstand.

»Måske skal vi alle sammen bare vænne os til at tale om Homo sapiens på en ny måde«, funderede Politikens anmelder, som sendte fem hjerter efter Lone Franks smukke genom.

LÆS ANMELDELSE Lone Frank inviterer på jomfrurejse i arvemassen (5 hjerter)

I dag bor Lone Frank i en smuk, højloftet lejlighed på Frederiksberg sammen med sin kæreste, der tålmodigt finder sig i, at hun i videnskabens navn undersøger, hvilke partnere hun kan få de bedste børn med, samtidig med at hun har taget en realpolitisk beslutning om at være »en evolutionær blindgyde«, da hun synes, at hun er blevet for gammel til at få børn.

Men trods succesen i karriere og kærlighed fortsatte depressionerne altså. Tre af dem har været så tunge, at hun måtte i behandling. Hun har dulmet smerten med piller, som hun kalder ved deres rette navn: Zoloft. Andre kalder dem lykkepiller.

Nødvendig kortlægning
Så det var både forfatteren, biologen og patienten Lone Frank, der for få år siden besluttede at finde ud af, hvad den nyeste genetiske videnskab kunne fortælle hende selv og os andre om den menneskelige natur.

Hun har givet sine blodprøver, spytprøver og celleprøver til alverdens førende genforskere, deltaget i undersøgelser og eksperimenter og har endelig fået kortlagt sine gener, som nu ligger tilgængelige på internettet.

Modigt, vil nogle mene. Skørt, vil andre måske mene. Nødvendigt, mener Lone Frank selv:

»Vi mennesker har jo en biologisk bagage. Så hvis vi virkelig vil tænke over, hvor vi har vores væsen fra, må vi komme over den her fornemmelse af, at man burde være fuldstændig fri som individ, for det er et meget romantisk menneskesyn«, siger hun i et nøgternt tonefald.

»Jeg tror, at det ville være skidesundt, hvis vi begynder at få et mere biologisk menneskesyn. Blandt mange humanister er der en underlig tendens til at synes, at naturen er deres fjende, og det at se mennesket som biologisk væsen på en eller anden måde er frygtelig reducerende. Det er det ikke. Biologien er ganske simpelt fundamentet for alt det andet. Og for at forstå ’alt det andet’ bedre, bliver vi nødt til at se mere realistisk på, hvad der er vores natur og vores begrænsninger«.

Men hvad fandt hun så ud af, kvinden med den tunge bagage, der som en af de få i verden har fået kortlagt sine gener?

Mindre bryster af kaffe
Hvad kunne Lone Franks dna fortælle hende?

Blandt andet at hun ikke har øget risiko for brystkræft, selv om sygdommen løber i familien i flere generationer på mødrene side. Faktisk ligger Lone Frank under den gennemsnitlige risikogruppe, ganske som hun gør med Alzheimers og adskillige andre ubehagelige sygdomme.

Og så i den mere kuriøse afdeling: Hun nedstammer på mødrene side fra en europæisk kvinde, der levede for rundt regnet 28.000 år siden. Og hun har arvet et gen, som – når det bliver udsat for store mængder koffein – giver kvinder små bryster. En oplysning, som altid kaffedrikkende Lone Franks kæreste syntes var noget sjovere end det resultat, der afslørede, at hun genetisk passer bedre sammen med sin mandlige kollega end med ham selv.

Nogle af testsvarene ventede hun på i næsten fjantet forventning, mens andre venteperioder gav hende diarre af angst.

For i den tusindårgamle flod af dna, der strømmer gennem Lone Frank, ligger også svaret på, hvorfor hun i så mange år har været mere ulykkelig end lykkelig. Det svar sammenfatter hun selv sådan her:

»Jeg har alle de lortegener, der er forbundet med stress og depression«.

En dårlig nyhed? Ikke for Lone Frank.

Afklaring
Hun har nemlig fået den forklaring, hun har famlet efter i så mange år:

»Hele mit liv har jeg gået og tænkt, at jeg bare er født under en uheldig stjerne. Haft ondt af mig selv, og min opvækst og det job, jeg hadede. »Det er da klart, at jeg er så trist altid«, sagde jeg til mig selv. Og så opdager man, at det ikke bare er det. Jeg føler mig meget ofte som en slags psykologisk hudafskrabning. Alting kradser på en eller anden måde. Men nu kan jeg bedre tilgive mig selv, eller måske snarere: lade være med at slå mig selv oven i hovedet og lade være med at presse mig selv så meget. For i dag kender jeg til nogle biologiske begrænsninger«.

Hun er sikker på, at depressionerne vil blive med at banke på i hendes hjerne. Og hun er sikker på, at hun vil blive ved med at nedkæmpe dem med medicin.

»Men måske var det bare bedre at sidde og tænke rigtig, rigtig dybt over, hvad fanden det er, man bliver så deprimeret over«, mumler Lone Frank, for en gangs skyld med lidt usikker stemme. Hun fortæller om noget ny forskning, der tyder på, at depression ikke er en sygdom, fordi så mange mennesker lider af det; depression er snarere, mente forskerne, en ganske almindelig menneskelig reaktion på, at man har noget, man skal tænke igennem.

Den gode nyhed
Ikke desto mindre er Lone Frank jo, kort sagt, genetisk disponeret for dårligt humør.

Og i stedet for at have dårlig samvittighed over pillerne, vender Lone Frank sig i stedet mod den gode nyhed i dna’ets afdeling for psykiske hudafskrabninger:

De gener, som giver øget følsomhed, trækker samtidig i retning af en mindre rigid psyke. Under de rette betingelser kan netop de genvarianter være en stor fordel – og gøre et svært liv bedre.

»Jeg har altid ruget over tilværelsen. Jeg tænker og tænker og tænker ... over livet og verden og alting. Alting rører mig. Og det er jo grunden til, at jeg laver det, jeg laver: kaster mig over hjerneforskning, gener, og hvad det fortæller om os og om samfundet. Hvis jeg kun havde haft de der forbandede psykogener, uden den følsomhed over for verden, som har fået mig til at kaste mig over alting, var jeg måske endt med en førtidspension et eller andet sted«.

Far med de vilde ideer
Og Lone Frank har haft »de rette betingelser«, som genforskerne taler om. Faktisk har hun måttet revidere hele sin barndom.

De fylder ikke længere så voldsomt; minderne om en opvækst præget af forældrenes depressive tendenser, faderens selvmordsforsøg, deres bitre skilsmisse, moderens dødbringende kræftsygdom og Lones egen følelse af at være skæv i en snorlige verden.

Derimod fylder mindet om hendes elskede, forunderlige far med de vilde ideer mere og mere i Lone Franks billede af barndommen – og af sig selv i dag:

»Hvis man kan tale om, der er noget, der har reddet mig, så er det mit meget tætte bånd til min far. Den der depressive følsomhed har haft godt af at være koblet sammen med den opdragelse, jeg har fået. Jeg har haft nogle tendenser, som i virkeligheden er blevet understøttet. Min far stimulerede mig jo til, at det var godt at tænke over tingene og sætte spørgsmålstegn alle vegne. Jeg har faktisk gennem hele min barndom fået at vide, at det, jeg gjorde – hele tiden fordybe mig i ting og tænke over ting – var godt. Hvis jeg nu var vokset op et sted, hvor man syntes, at sådan en mærkelig unge kunne man ikke have med at gøre, så var det sikkert blevet helt slemt med mig. Men min far støttede mig i alt, hvad jeg foretog mig. Så i virkeligheden er det jo en præmie, på en eller anden måde ...«.

Troldsplint i øjet
Videnskabsmænd og -kvinder verden over er nogenlunde enige om det: At vores personlighed er dannet af lige dele arv og miljø. Gener og barndom, om man vil. Og det vil Lone Frank gerne:

»Gener er ikke gode eller dårlige, de er bare forskellige. Og hvordan de kommer til udtryk, afhænger i høj grad af miljøet. Men vi lever i en tid, hvor vi ligesom siger: Vi former vores egen skæbne. Vi kan næsten gøre, som vi vil, bare samfundet løfter os op på niveau, så vi alle sammen kan det samme. Men vi kan altså ikke alle sammen blive Mozart. Det kan ikke lade sig gøre«.

Lone Frank blev heller ikke Mozart. Hun blev en kvinde, som i dag føler sig mere hjemme i sit liv end nogensinde før:

»Betydningen af arveligheden stiger med årene, fordi man mere og mere kan bestemme sit eget miljø, og dermed vokser man mere og mere ind i sig selv. Det er noget af det, jeg synes er sjovest ved genetik: at det er den der store, underlige cirkel, der bider sig i halen. Jeg kan mærke, at jeg mere og mere får de samme holdninger og attituder som min far. Det der lidt kyniske syn på verden. For livet er sgu da så absurd på så mange måder. Ironien lyser jo stort set ud af alting. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at se sarkastisk på livet. Det er ligesom at have fået en troldsplint i øjet«.

De lykkelige røvhuller derude
Er hun så blevet lykkeligere, kvinden, der er et dobbelt eksperiment; sin fars og sit eget?

»Man kan da sagtens tro på lykken«, begynder Lone Frank tøvende og slår hurtigt over i et sarkastisk latterbrøl:

»Man kan jo se, at der er masser af lykkelige røvhuller derude«.

Så bliver hun alvorlig igen:

»Lykken kan sagtens gribe mig. Men kun i øjeblikke. Jeg er allerede kommet langt med lykken, i forhold til mit tidlige liv, men jeg tror ikke på en permanent tilstand af tilfredshed og lykke for mit eget vedkommende: Det ved jeg, at det ikke findes for mig«.

Vil ikke teste sin IQ
Men der er stadig ting, Lone Frank ikke vil vide om sig selv. Hendes genom har ikke sladret om hendes intelligenskvotient, og faktisk er IQ’en det eneste, Lone Frank ikke i sin vildeste fantasi kunne finde på at få testet.

»Nej, det har jeg fandeme ikke lyst til«, smælder svaret hurtigt.

Her møder hendes videnskabelige nysgerrighed en grænse bestående af menneskelig forfængelighed:

»Jeg tror nemlig ikke, at den er ret høj«, griner hun.

»Den er sikkert lidt over gennemsnittet, men jeg tror ikke, at det er specielt meget. Og det ville jeg synes var pinligt, ha ha«.

Så tilføjer hun, måske sarkastisk, måske ikke:

»Det er nok noget, jeg har fået fra min far ...«.