Da jeg var dreng, fik jeg ondt i halsen. Så ondt, at min bekymrede mor tilkaldte en vagtlæge, som lyste mig flygtigt i gabet, hvorefter han trak mine pyjamasbukser ned og trykkede mig grundigt på bollerne. Af talløse pubertære mysterier var dette blandt de mere foruroligende: Stod drøbel og klokkeværk i hemmeligt ledtog? Havde jeg pådraget mig en uhelbredelig kønssygdom blot ved at se på Tina B. fra sløjd? Ak, havde husstanden blot været i besiddelse af et velskrevet medicinsk børneleksikon, så var jeg måske blevet forskånet disse uhyggelige feberfantasier!
I stedet måtte jeg tilbringe otte år på lægeskolen for at indse sagens dybere sammenhæng: at jeg led af fåresyge, som i sjældne tilfælde kan slå sig på testiklerne og i værste fald medføre sterilitet. Den gode natlæge passede bare sit job. Om end han næppe kandiderede til prisen som Årets Kommunikator. Taler ned til sit publikum Ideen bag Lars H. Ostenfelds ’Hvad fejler jeg? Børnenes syge ænsyklopædi’ er lige i øjet – at skrive en skæg og indsigtsfuld opslagsbog til børn om de sygdomme, som hører barndommen til, og som voksne (fagfolk inklusive) har så forbandet svært ved at forklare. Når det alligevel går gruelig galt, skyldes det især, at forfatteren taler ned til sit publikum og i stedet for at tage oplysningsprojektet på sig spiser læserne af med et plat og pjanket lirumlarum. LÆS OGSÅHistoriebog fortæller om syge børn gennem 100 år Tag nu bare fåresygen som et illustrativt eksempel: »Fåresyge kan man også få om efteråret, og det har intet med forårsruller at gøre. Mæææh! Næææh! Ser man dææææh! En morgen gik jeg ud og så mig i spejlet. Jeg blev lam-slået. Jeg havde uldent hår og en trykkende fornemmelse ved kæben …«. Så er tonen slået an, og det fortsætter i samme skure på samtlige 209 sider. Fladpandet og med en informationsværdi, som nærmer sig nul. Ingen brugbar information De stakkels poder må trækkes med anstrengt voksenhumor om den fløjtespillende skotte ’Ast-Ma’, om bronkitis, som ville være broccoli, »hvis det var grønt, smagte sundt og lignede små træer«, om blindtarmen, som er »en underlig lille fisk«, der »sidder i maven under pjæktarmen«, og om Downs syndrom, som »ikke er noget, man kun får ’down under’«. Eller hvad med følgende smøre om én af tidens hyppigst stillede børnediagnoser: »ADHD er IKKE sådan lige nemt at forstå. Derfor tog jeg med DSB’s IC3 hen til SAS for at flyve til USA på 1. klasse. Her mødte jeg VIP HR. ADM. DIR. for FBI. Han var få CM høj, mange KG bred og brugte STR. 45 i sko«.
