Darwin var godt klar over, at der er en grundlæggende konflikt i hans evolutionsteori. Nogle karaktertræk styrker den enkelte – andre styrker gruppens muligheder for overlevelse. Men de er ofte i direkte modsætning til hinanden.
Som Darwin selv påpegede: Hvis en ung soldat giver sit liv for at beskytte sit land, når han ikke at give sine ædle karaktertræk videre ved at få børn. Hvis evolutionen fungerer ved, at vi konkurrerer med hinanden om at føre vores gener videre, så burde der ikke være nogen, der gør noget for andre. Og alligevel er der tydeligvis mennesker, der hjælper hinanden – sommetider endda med livet som indsats. Afhængige af andre Den gængse forklaring på, hvorfor mennesker ofrer sig for andre, har været teorien om kin-selection: at vi er mest tilbøjelige til at hjælpe vores nærmeste slægtninge, som børn og søskende, fordi vi instinktivt ved, at vi dermed øger chancen for, at størstedelen af vores gener kan føres videre. En af de væsentligste talsmænd for kin-selection har været den engelske evolutionære biolog Richard Dawkins, som har forfinet mekanismen til ideen om the selfish gene: at mennesker dybest set blot er genernes redskab til at blive udviklet og ført videre. Teorien lyder logisk, men den tegner også et noget koldt og beregnende billede af menneskets natur. Når vi ofrer os for andre, stikker der åbenbart altid noget under. Enhver altruisme er dybest set egoistisk, for vi gør kun noget for andre, hvis vi på den måde sikrer vores egne geners plads i den fortsatte evolution. Det har længe været et centralt dogme, at evolutionen kun virker på individniveau. Nu tyder meget på, at det er tid at skrotte teorien. I bogen ’The Social Conquest of Earth’ fremlægger en af verdens mest betydende biologer, E.O. Wilson, en overbevisende videnskabelig argumentation for, at evolution også virker på gruppeniveau – og dermed tegner han også et nyt billede af menneskets grundlæggende natur.
