Roxana Saberi er en 31-årig amerikansk journalist med japansk mor og iransk far.

Forfatterens udseende burde ikke være relevant i en anmeldelse, men når hun selv og bagsideteksten nævner, at hun blev Miss North Dakota i 1997, er det vel tilladt at bemærke.

Det hører dog med til historien, at præmien i skønhedskonkurrencen var et stipendium til universitetet. Roxana Saberi taler farsi og har dobbelt statsborgerskab, så hun besluttede som 26-årig at tage til Iran for at lære sin fars land at kende og lave en bog om almindelige og knap så almindelige iranere.

Arresteret
Umiddelbart en god idé – hun boede der i seks år og blev kæreste med en iransk filminstruktør. Men det med bogen var i bagklogskabens lys noget naivt. For man rejser ikke bare rundt i en totalitær stat og interviewer dens indbyggere – især ikke uden officiel akkreditering og dertil hørende vagthund.

For et totalitært system, religiøst eller ej, er alt, hvad der ikke er fuldt kontrollabelt, farligt.

LÆS OGSÅ Iran bakker von Trier op efter nazi-udtalelser

Derfor er det en forbrydelse at tale med pressen, have dobbelt statsborgerskab, tale flere sprog, stille spørgsmål og i det hele taget kende verden udenfor.

Irans efterretningstjeneste skal have noget at lave og bevise sin effektivitet, så i januar 2009 bliver Roxana Saberi arresteret, anklaget for at arbejde for det amerikanske efterretningsvæsen og sat i det berygtede Evin-fængsel i Teheran, hvor tortur er reglen mere end undtagelsen og retssikkerhed en by i – nå nej ...

Den hårde måde
Under læsningen af ’Mellem løgn og sandhed’, som er Roxana Saberis beretning fra tre måneder som fange, slår det en, hvor meget ellers forskellige totalitære staters behandling af politiske – og andre – fanger og borgere ligner hinanden.

Først og fremmest skal fangerne knækkes, så de siger det, man vil høre, helst med en vis troværdighed. Derfor lokker man dem i første omgang til at aflægge tilståelse med løfter om hurtig løsladelse, hvis de ’samarbejder’. Er anklagerne for langt ude og fornærmer ikke alene sandheden, men også den sunde fornuft, kan man true med, hvad der vil ske med fangens familie, hvis ikke ...

LÆS OGSÅ Iran suspenderer oppositionsavis og to partier

Roxana tror, hun er pragmatisk, da hun vælger at tilstå – så kan hun jo trække sin tilståelse tilbage, når hun er vel ude. Men hun kommer ikke ud, og hendes tilståelser bliver instrueret og filmet, så verden skal tro, hun er skyldig (omverdenens kendskab og sympati er forskellen på liv og død for politiske fanger i lukkede lande).

Efter et stykke tid med afhøringer, chikane og samliv med andre indsatte angrer Roxana Saberi sin strategi – hun er blevet trukket længere og længere ind i en løgn (deraf bogens titel), og hvad værre er: Hun har involveret sagesløse bekendte som medskyldige i den fiktive spionage.

Og hun indser, at man ikke kan indgå handler med statens sikkerhedstjeneste. Havde hun læst Solsjenitsyn, havde hun vidst, at i sovjetiske politiske fangers bibel er dette den hellige treenighed: Systemet skal man ikke tro, ikke frygte og ikke bede om noget. Nu lærer hun det på den hårde måde.

Moralsk befrielse
Da forfatteren når vendepunktet og beslutter at trække sin tilståelse tilbage, koste, hvad det vil, er det en moralsk og psykisk befrielse for hende. Helt i overensstemmelse med bogens motto: Når fuglen forstår, at den ikke hører til i buret, er den allerede fri.

Det viser sig, at ingen af hendes plageånder selv har troet på anklagerne; det er jo bare noget, de ’leger’. Men straffen er ikke desto mindre en realitet. Og omverdenen får aldrig at vide, om der er bund i anklagerne. Roxana Saberi, der nu arbejder med menneskerettigheder, kunne have endt sine dage i eller uden for Evin. Der sker mange mærkelige trafikulykker og voldelige overfald i lande som Iran.

Nu slipper hun ud, især på grund af international pressedækning, kampagner og storpolitik (både Hillary Clinton og Barack Obama nævner hendes sag).

Lærerigt og tankevækkende
’Mellem løgn og sandhed’ er velskrevet uden at være prangende og velstruktureret med flashbacks til forfatterens ungdom USA og hverdag i Teheran. Saberi går ikke i fysiske detaljer fra fængslet; dem savner man faktisk lidt.

Forklaringen er nok til dels, at hun får bind for øjnene, hver gang hun skal forlade de skiftende celler. Men det er tydeligt, at hun går i en hård skole i fængslet – og i forløbet med systemets kyniske agenter. Hun, som før har levet det søde liv på solsiden, udvikler sig som menneske, fortæller varmt og empatisk om sine medfanger og uden bitterhed om sine vogtere.

LÆS OGSÅ Historien om en bog, der udløste en kulturkrig

Det er altid lærerigt og tankevækkende at læse om, hvad totalitære stater er bange for, og hvordan de prøver at beskytte sig – selv om variationerne som sagt er små. Vi behøver ingen dystopiske romaner, så længe vi har øjenvidneberetninger fra lande som Iran.

Heldigvis er der ordentlige mennesker overalt; måske ikke alle hele tiden, men nogle af dem noget af tiden.