Efterkrigstidens Europa er markant præget af to forskellige samarbejdsprojekter, Europarådet og EU, som er oprettet i hhv. 1949 og 1957.
Trods vigtige principielle og institutionelle forskelle udspringer de begge af behovet for ordninger, som rækker videre end de traditionelle nationalstater. Europarådets centrale dokument er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, EMK, som blev vedtaget i 1950 for at værne om de grundlæggende demokratiske og juridiske rettigheder. EMK er i dag ratificeret af 47 stater. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, EMD, blev oprettet i 1959 som EMK’s dømmende organ. EU blev etableret i 1957 på basis af Romtraktatens fire frihedsrettigheder (fri bevægelighed for personer, varer, tjenesteydelser og kapital) og har siden udviklet sig til en traktatfæstet union af 27 stater. Disse to samarbejdsprojekter står i disse dage over for noget, som kan blive et historisk vendepunkt. Forhandlingerne om EU’s tilslutning til EMK og EMD går ind i sin slutfase. Hvis disse forhandlinger ender med en tilslutning, vil også EU som et juridisk subjekt være en del af Europarådets menneskerettighedsområde. Det er slet ikke en selvfølge, at politiske stormagter ønsker at underkaste sig eksterne kontrolinstanser. Men i Europa har en stormagt som Rusland frivilligt valgt at underlægge sig et omfattende og forpligtende konventionssystem, som giver landets borgere et værn mod eksempelvis skiftende politiske eliter.
