Romandebutanter må have noget nyt at præsentere, og jeg indrømmer, at Magne Hovden fra Kirkenes (født 1974 og litterær agent, oversætter, speditør, guldgraver og børnebogsforfatter) med ’Sameland’ har sat en scene for en humoristisk roman, som jeg ikke før har set.
Plattenslagere
Men to halvkiksede makkere, en Kalle Kæk og en Forsigtigper, der drømmer om at finde fidusen og en nogenlunde arbejdsfri genvej til penge og piger – dét virker til gengæld rigtig velkendt.
I denne norskeafart af Starsky & Hutch eller Gøg & Gokke går Leif ind for easy life, mens Roy lugter røg i køkkenet, længe før der er ild (ja, om forladelse). Måske nærmest til at være Hovdens alter ego, i hvert fald deler vi lidt bekymret synsvinkel med ham, mens de begge siger op på postkontoret for at hellige sig fidusen:
Med et kassettebånd med joik (samernes traditionelle vokale musikform), to lavvuer (same-tipier af rensdyrskind) og to rener skal deres ’Sameland’ være en totaloplevelse – en temapark a la Disneyland.
En myggebefængt stump ødemark har de, men rensdyr, telte og penge mangler. Så må man låne.
Souvenirhandler Timo fra den finske del af Lapland bliver imidlertid harm over at få sine lavvuer stjålet, og Ailo ligeså over at se sine udlejede rensdyr udskiftet med to helt andre.
En god fidus
Ombytningen skyldes Audun, en mand, der hader samerne og derfor vil gøre dem upopulære ved selv at spille samisk terrorist – hans terror består i at fælde norske flagstænger.
Forvirret? Det er også meningen, for hvis den rundtossede handling kører hurtigt nok, håber karruselejeren – altså forfatteren – på vild morskab. Når det ikke helt virker på mig, skyldes det vist målbevidstheden bag de søgte figurer og spegede handlingstråde.
Hvor en landsmand som Erlend Loe kan få os til at sluge de utroligste hændelser takket være underfundig alvorsmaske, vil Hovden for enhver pris være morsom uden helt at mestre den nødvendige sproglige kontrast.
Men han kender indgående den nordnorske udkantshverdag med regn, myg og glimt af stor naturskønhed, og han kan finde på scener med velfungerende dialog.
I hænderne på en instruktør med menneskeindsigt og ægte lune kunne ’Sameland’ såmænd godt ende som nutidigt sidestykke til Fleksnes eller Lasse Åberg-filmene. Og således alligevel en god fidus.
