Siden Mario Draghi i efteråret 2024 satte sin signatur på en rapport om Europas økonomiske fremtid, har ét ord domineret debatten i Bruxelles: konkurrenceevne. Historien om at Europa sakker bagud i forhold til USA og Kina. Vores produktivitet er for lav. Vores kapitalmarkeder for træge. Vores virksomheder for små. Noget må gøres.
I takt med at ordet konkurrenceevne har indtaget dagsordenen, er forståelsen af ordet også blevet indsnævret. For højrefløjen betyder konkurrenceevne først og fremmest færre regler, lavere skatter og mindre EU. Det er den samme kur, de altid ordinerer, uanset diagnosen. Det er en problematisk forenkling: For hvis vi reducerer konkurrenceevne til et spørgsmål om deregulering, risikerer vi at undergrave det, der i virkeligheden er Europas styrke: vores sammenhængskraft, vores velfærdsmodeller og vores evne til at investere fremtidens løsninger, f.eks. den grønne omstilling. Sidste år blev EU således den første store handelsblok, som fik mere strøm fra sol og vind end kul, gas og olie, hvilket er et resultat af fælleseuropæiske lovkrav og målsætninger.
