Det var gået ekspeditionen til Det Lykkelige Arabien, lidt ligesom det gik israelitterne i sin tid: Egypten havde holdt på dem lovlig længe. Efter omtrent et helt års ophold i Cairo drog de Vise Mænd fra Vesterland omsider af sted i retning af Det Røde Hav og Suez 27. august 1762 »med en Caravane som bestod af 1500 til 1600 kameler«, skriver von Haven, mens Niebuhr får det til 400 kameler. Én af dem - en dromedar - sidder han selv på, og hans tilfredshed med ørkenskibet er lige så stor som hans tilfredshed med alle andre skibe, ja med alting i det hele taget: »Kamelerne tager langsomme og meget lange skridt, og man bevæger sig derfor på dem ligesom i en vugge«. Israels børn For von Haven er det alvor nu. For mens de øvrige vise mænd faktisk først vil møde deres største udfordring, når og hvis de omsider kommer helt til Yemen, så ligger filologens hovedopgave parat lige her øst for Suez: Ørkenen er, med Carsten Niebuhrs ord, »en af de mest bemærkelsesværdige i Morgenlandet fordi Moses for os har beskrevet Israels børns rejse i denne ørken«. De 10 bud Der er muligvis en anelse ironi at spore hos Niebuhr, men tilsyneladende slet ikke hos Thorkild Hansen, der skriver lige ud ad landevejen i sin roman: »På Sinai-halvøen havde von Haven en enestående chance for at finde sporene efter israelitternes flugt og gøre fund, som ville vække opsigt ud over hele den civiliserede verden«. »Han skulle opsøge Djebel el-Mokateb og kopiere dets indskrifter, finde Sinai-bjerget, hvor Moses modtog de 10 bud, opspore stedet, hvor han slog vand af klippen med sin stav, og endelig opsøge Sinai-klostret, der var vidt berømt for sin samling af gamle hebraiske manuskripter«. Fatamorgana Jo tak. Hvis vi tager opgaverne bagfra, så er det rigtigt nok med manuskripterne på Sinai-klostret - vi vender sørgmodigt tilbage til dem. Men jeg gad nok vide, hvad Thorkild Hansen forestiller sig, at en oprigtig videnskabsmand kunne bidrage med til opklaring af miraklet med vand af klippen. Von Haven var jo hverken gas- eller vandmester. Og Debel el-Mokateb var en art filologisk fatamorgana, som mindre samvittighedsfulde, men mere fantasifulde, ørkenrejsende end vore Vise Mænd havde iværksat rygter om nogle år forinden. Bedste del af kagen Her er den ellers altid ærbødige Niebuhr eksplicit sarkastisk i sin rejsebeskrivelse: »Straks efter vores ankomst til Suez erkyndigede vi os hos grækerne som ofte havde besøgt Sinaibjerget, om Dsjabbel el mokátteb der er blevet så berømt i Europa, men ingen mindedes nogen sinde at have hørt dette navn«. Til sidst finder de dog en araber, som gerne vil tjene en skilling og derfor pludselig kommer i tanker om, at han godt har hørt om bjerget: »Vi var glade over i det mindste at have fundet én indbygger i ørkenen som i sit fædreland virkelig kunne vise os et sted med gamle og ukendte indskrifter«. Måske er det ikke særlig sikkert, at Carsten Niebuhr ville have erklæret sig enig med Thorkild Hansens påstand om, at »Set fra et videnskabeligt synspunkt havde von Haven fået langt den bedste del af kagen«. Og når Niebuhr endte med at slå følge med filologen ud i den ulyksalige ørken, var det måske nok så meget af medlidenhed med en mand, der skulle løse en umulig opgave, som af lyst til at kaste lys over mirakler. Vanskeligheder og betænkeligheder Alle ekspeditionens øvrige deltagere fik desværre forfald. De var syge og forhindrede og sikkert også fulde af ulyst til at rejse ud i ørkenen med en selvhøjtidelig satan, der medbragte arsenik nok til at sende dem alle til himmels eller det modsatte. Så det er en noget bekymret Hr. Professor von Haven, der mandag 6. september 1762 om aftenen sejlede over til østsiden af Det Røde Hav og tilbragte natten under åben himmel på stranden sammen med Carsten Niebuhr og tre forskellige arabiske guider samt deres ledsagere fra tre forskellige arabiske stammer, som ved udsigten til en vis indtægt efterhånden alle var kommet i tanker om, at de var retmæssige beherskere af Indskrifternes bjerg. Som von Haven selv skriver: »Vor Reyse til Ørken, til Opskriftbjerget, til Bjerget Sinai osv. havde mange Vanskeligheder, og foranledigede mange Betænkeligheder, som vi ikke kunde see Udgangen paa«. Men han havde heller ikke selv papirerne i orden.