»Til lykke med nobelprisen, Tomas«, står der på en lap papir i butiksvinduet i stueetagen. Inde i opgangen ved siden af den brøstfældigt knirkende franske elevator står der en høj reol med bøger.

Ellers virker alting ret almindeligt og normalt i den ejendom på Söder i Stockholm, hvor der på fjerde sal midt for står Tranströmer på døren.

På mange måder er årets nobelpristager i litteratur, Tomas Tranströmer, og hans hustru, Monica, da også et almindeligt svensk pensionistægtepar, der hæger om det normale og fredelige ved det gode liv.

»I aner ikke, hvilket kaos det her har skabt i vores tilværelse«, havde Monica leende sagt i telefonen, da vi fredag morgen i sidste uge endelig kom igennem – dagen efter, at det hemmelighedsfulde Svenske Akademi havde afsløret, hvem de havde tildelt den fornemme pris og dens ti millioner svenske kroner.

Alt ved det normale
Underforstået: Selv om det egentlig var et ganske rart kaos, som den nye berømmelse havde medført, så var deres gamle liv nu heller ikke så ringe. Der kommer en frihed med at leve enkelt og fredeligt. Akkurat som det ofte er i hans digte.

Og vi skulle i øvrigt være hjerteligt velkomne til frokost søndag kl. 13. Også i den forstand var alt ved det normale.

LÆS ARTIKELTomas Tranströmer modtager Nobelprisen i litteratur 2011

To dage senere sidder genstanden for al opmærksomheden som sædvanlig og hører musik inden for en armslængde af eget flygel, som han flere gange om dagen energisk bearbejder med venstre hånd.

Siden slagtilfældet for snart 21 år siden har Tomas været lammet i højre side af kroppen, et handikap, der både har indskrænket bevægelsesfrihed og taleevne.

Livlig gestik og mimik
Nu sidder vi så tre dage efter den store nyhed i den lille stue med flyglet og drikker champagne og skåler på prisen.

Tomas i sin sædvanlige stol og vi i den udtrækssofa, som vi plejer at sove på. »Der, der. Mycket bra«, siger Tomas og peger på først den ene af os og så den anden. Det er nemt at forstå. Han er glad for at se os.

Det føles lidt akavet at skulle interviewe Tomas, men det viser sig ikke at være meget anderledes end at tale med ham. Man lærer sig en spørgeteknik, der lægger op til, at Tomas kan svare med sine få ord og livlige gestik og mimik, og så er det ikke er svært at holde samtalen i gang.

Sølvet hos pantelåneren
Men ikke mindst for Tomas kan det være svært pludselig at skifte emne. Eller at bringe noget ind i snakken, som ikke er til stede, ikke lige er hændt, eller som ikke kan udpeges i et atlas.

Det er Monica og hendes stadige tolkning og underliggende ’fortællerstemme’, der sikrer, at vi ikke ender i blindgyder, hvor det vi vil sige »glimter uden for rækkevidde som sølvet hos pantelåneren«, som Tomas i et digt har beskrevet en frustration, der både kan være digterens og afasipatientens.

Det er dog en form for kommunikation, der kræver stor tålmodighed af dem begge.

Med en blanding af den milde humor, de deler, og et stort antal anekdoter formår Monica som regel elegant at styre os alle ud af de hjørner, man uvilkårligt maler sig op i, når associationerne springer, eller et eller andet står frustrerende uafklaret og blafrer i samtalerummet.

Det er sjældent, at det er Tomas, der mister tålmodigheden og lader sin frustration komme til udtryk. Men det er klart, at den må være der.

Således engang da vi efter et besøg skulle rejse fra Runmarö, og Monica som sædvanlig fulgte os til skærgårdsfærgen, mens Tomas blev tilbage i haven, fordi turen ad klippestien er vanskelig at klare, når man går dårligt. Han havde over for hende givet udtryk for sin fortvivlelse.

Der var noget, han ville sige til os, men ikke kunne. Ved den lejlighed stod vi meget længe og vinkede, mens Tomas’ ø blev mindre og mindre.

Kredser om det uudsigelige
Næsten uhyggeligt er det, at Tomas i ’Østersøer’ har – om ikke forudskikket så i hvert fald – beskrevet en kunstner, der rammes af afasi. Her kredser han således om det uudsigelige. Et klassisk tema i moderne poesi, men her helt konkret:

»Noget vil siges, men ordene går ikke med til det. / Noget der ikke kan siges, / afasi, / der er ingen ord, men måske en skrift ...«

LÆS ARTIKELNobelpriskomite: Tranströmer er en af verdens største poeter

Og så kommer portrættet af kunstneren, en komponist:

»Musikken kommer til et menneske, han er komponist, spilles, gør karriere ... Da kommer hjerneblødningen, højresidig lammelse med afasi, kan kun opfatte korte vendinger, siger forkerte ord. / Kan altså ikke nås af ophøjelse eller fordømmelser. / Men musikken er der ...«

Har aldrig villet digte på fuld tid
Når vi spørger, hvorfor han valgte at blive psykolog og ikke litterat, og Tomas selv tænker sig om og derefter svarer «vet inte«, fortsætter Monica:

»Men det var vel sådan, Tomas, at du var inspireret af en af dine lærere og egentlig også syntes, at det var spændende med alle de test, som psykologerne begyndte at bruge dengang? Og så spillede det vel også ind, at du ville kunne leve af at være psykolog og forsørge familien? Det viste sig at være et rigtigt valg, for du har jo aldrig ønsket at være digter på fuld tid«, siger hun og kigger på Tomas, der nikker.

Når Tomas og Monica på den måde på en gang taler med hinanden og med andre, virker det meget naturligt. Men det er klart, at det kræver et tæt fællesskab og en høj grad af overensstemmelse.

Den muntre ukuelighed
Men hvordan er det at leve i så tæt symbiose med en, der tænker som en digter:

»Det kan være ganske interessant«, siger Monica og smiler.

»Der er jo meget, vi har oplevet sammen, og en del, som jeg ved, fordi vi har talt om det. Men i forhold til digtene er der meget, som er Tomas’ private verden så at sige. Det er klart, at før i tiden ville jeg aldrig have kigget i Tomas’ notesbøger. Det var helt utænkeligt. Men det har jeg jo været nødt til, siden Tomas blev syg«.

»Hvis I dermed spørger, om jeg har haft nogen indflydelse på digtene, må svaret være klart nej. Jeg har naturligvis renskrevet teksterne fra håndskrift, men i den forbindelse har jeg kun rettet det, som åbenlyst har været utilsigtede skrivefejl. Ellers må man sige, at jeg jo bare har fungeret som en slags avanceret sekretær«.

Og sygeplejerske kunne man tilføje, hvilket hun rent faktisk er uddannet til. Det må have hjulpet hende i de første svære år efter Tomas’ slagtilfælde?

»Det gjorde det. Selvfølgelig betød det noget, at jeg vidste lidt om, hvilke følgevirkninger lammelsen har, hvordan der både er en psykisk og en somatisk side af sygdommen, at jeg har kunnet forholde mig konstruktivt til lægernes forslag til medicinering og så videre. Men endnu vigtigere har det sikkert været, at jeg kender Tomas så godt, og selv om jeg naturligvis ikke kendte alle hans kolleger og litterære kontakter rundt om i verden lige så godt som han, har jeg fulgt med i også hele den side af hans liv gennem årene«.

Monica er ikke selv så meget for at fremhæve den rolle, hun spiller. Men der er ingen tvivl om, at hendes eget liv har ændret sig dramatisk med slagtilfældet.

Også selv om vi, der har fulgt dem på nært hold, har været forbløffet over, at Tranströmers – næsten som om intet var hændt – fortsatte med den omfattende korrespondance, rejserne, oplæsningerne, poesifestivalerne og prisuddelingerne overalt i verden. Ligesom der altid synes at være en strøm af gæster i deres hjem, herunder forfatterkolleger, litterater, oversættere, journalister, filmhold.

De virker altid muntert ukuelige sammen, og en stor del af det har naturligvis været Monicas fortjeneste.

Så var Englund i røret
Der bliver sagt værsgo. Frokosten er serveret ved spisebordet i køkkenet, og her er ikke alt, som det plejer.

Som hjælp til at håndtere al virakken har Tomas Tranströmers forlag Bonniers udstationeret pr-chefen Anna Tillgren, og denne søndag udvides jobbeskrivelsen til at hente frokost leveret af en af Stockholms gode restauranter, Operakällaren.

LÆS OGSÅNobelprisvinders kone: Han troede ikke, han skulle opleve dette

»Vi har fået råd til lidt catering«, som Monica siger.

Faktisk lykkedes det akademiet at overraske alle. Ikke blot dem, der ikke troede det nogensinde igen skulle blive muligt for de overkorrekte svenskere at give prisen til en landsmand. Men faktisk også landsmandens kone.

Tomas møder kun fredsommelige galninge
Tranströmer har været indstillet i så mange år, at Monica efterhånden har gjort det til en skik at invitere den skuffede presse fra dørtrinnet ind på trøstechampagne, når det atter engang ikke var blevet Tomas.

Orkanens øje er som altid uforstyrret og nikker tilfreds, når vi minder ham om dette forventningernes cirkus hvert år den første torsdag i oktober. Men i år blev det altså anderledes.

»Vi regnede med, at nobelprisen var noget, man blev varskoet om lidt tid i forvejen«, fortæller Monica.

»Så da klokken blev halv tolv, tænkte vi, at faren var drevet over for i år og spiste frokost. Bagefter satte jeg mig til at arbejde, og Tomas lyttede til musik. Et par minutter i et ringede telefonen. Det var Peter Englund (Det Svenske Akademis formand, red.) Han spurgte, om jeg kunne gætte, hvorfor han ringede. Så fik han Tomas i røret og læste motivationen op«.

»Mycket bra«, tilføjer Tomas.

Derefter brød det bemeldte kaos løs. Men denne søndag er sikkerhedsvagterne, som nærmest fulgte med nobelprisen, gået igen, og Tranströmers er ikke længere under bevogtning døgnet rundt.

»Der er vist altid nogle galninge, der tror, at de mange penge kommer ind ad brevsprækken sammen med æren«, siger Monica.

»Men Tomas møder nu kun fredsommelige galninge. Og så kvinder, der vil give ham et knus«.

Tomas: »Der, der. Mycket bra«
Vi spørger til tiden efter Tomas’ slagtilfælde:

»Det er selvfølgelig forfærdeligt at sige det, men på en måde tror jeg, at afasiens tavshed kom som en lettelse for Tomas i den første tid efter slagtilfældet. Han havde været fuldstændig udmattet og overanstrengt – i flere år forstår vi nu. De mange rejser og oplæsninger, alle mulige pligter, fordi han var så dårlig til at sige nej«.

Tomas protesterer, men Monica fastholder: »Men det er sandt. Du sagde ikke nej til nogen, om det så betød en køretur til den anden ende af landet for at læse op for en lille håndfuld tilhørere«.

Måske var trætheden således en erhvervsskade i mere end en forstand:

»Træt af alle, der kommer med ord, ord, men ikke noget sprog«, hedder det i et af digtene.

Digteren som sandhedsvidne
Inden vi går fra frokost til kaffe og grappa, er der en ting vi skal have svar på.

»Tomas, i din digteriske ’metode’, hvis man kan tale om sådan en, synes begrebet sandhed at være meget vigtigt. Du er for eksempel næsten påståeligt omhyggelig med at være tro mod det i den situation, hvor et digt opstod. Hvis kastanjetræerne i virkeligheden kom »først«, som det hedder i ’Trafik’ , skal de også komme »først« i digtet. Kan du sige noget om digteren som sandhedsvidne?«.

LÆS OGSÅSvensk korruptionsenhed dropper efterforskning af Nobel-fusk

Det er Monica, der svarer, mens hun ser på Tomas:

»Med sandheden er det nok sådan, at den lader vente på sig. Man skal have stor tålmodighed for at nå frem til den. Jeg kan se i Tomas’ digte, at det først er på lang afstand af de virkelige begivenheder, at de forskellige dele falder på plads. Det er digtet som form, der får sandheden til at træde frem«.

Tomas nøjes med at sige »ja« på en sådan måde, at vi forstår, at det var præcis sådan, han ville have udtrykt det.

Humor kræver ikke ord
Det er på tide at lade nobelpristageren få en middagslur. Tomas værner stadig om sin integritet og synes både med sine digte, sin musik og ikke mindst sin humor at lykkes med det. Måske fordi humor ikke kræver ord – men blot et sprog:

»Man har set så meget. / Virkeligheden har tæret så meget på en, / men her er sommeren omsider: // en storlufthavn - flyvelederen henter / læs efter læs af frosne / mennesker ned fra rummet. // Græsset og blomsterne – her lander vi. / Græsset har en grøn chef. / Jeg melder mig.«

Vi tager afsked.

»Der, der. Mycket bra«, siger Tomas.

FACEBOOKBliv ven med Politiken